Kritik af Arafats husarrest

I halvanden uge har Yassir Arafat haft udsigt til israelske kanonmundinger fra sit vindue. Israels premierminister, Ariel Sharon, har gennem længere tid øget presset på den 72-årige Arafat og palæstinenserne, og som en symbolfyldt magtdemonstration har israelerne holdt Arafat i Ramallah i over en måned. Harme over husarrest Sidste fredag blev der opstillet tanks på gaderne uden for det bygningskompleks, hvorfra den aldrende formand leder palæstinenserne. Det vækker harme hos internationale menneskeretsorganisationer. »Arafats husarrest er uacceptabel, lige såvel som alle de andre overgreb på palæstinensernes bevægelsesfrihed i selvstyreområderne. Husarresten er en israelsk magtdemonstration og ydmygende for Arafat. Og det er bestemt ikke fremmende for fredsprocessen«, siger en talsmand for Amnesty International. Talsmanden tilføjer, at israelerne overskrider menneskerettighedserklæringens artikel 13, der fastslår, at alle har ret til bevægelsesfrihed inden for statens grænser. Appel om nedtrapning af vold USA og mange lande i Europa har appelleret til såvel palæstinensere som israelere om at nedtrappe volden. Men omverdenen er ikke gået direkte ind i sagen om tilbageholdelsen af den palæstinensiske leder. Formanden for B'tselem, det israelske informationscenter for menneskerettigheder i de besatte områder, mener, at det internationale samfund har ladet sig forblænde af den offer-rolle, Israel har indtaget. »Tilbageholdelsen af Arafat illustrerer situationen for tre millioner palæstinensere. Men fordi det er palæstinensernes leder, det går ud over, lægger verdenssamfundet nu for alvor mærke til israelernes 16 måneder lange kampagne mod palæstinenserne«, siger formanden for B'tselem, Jessica Montell.Grunden til, at Vesten ikke har gjort mere i denne sag, er, at Israel har fået skabt et billede af sig selv som offeret i denne konflikt« Israel som offer »Grunden til, at Vesten ikke har gjort mere i denne sag, er, at Israel har fået skabt et billede af sig selv som offeret i denne konflikt. Den sympati, Israel dermed har fået i vesten, har israelerne brugt til at indføre strenge restriktioner mod palæstinenserne«, vurderer hun. »Jeg er selv israeler og forventer, at min regering gør alt for at beskytte mig, men ikke på bekostning af tre millioner palæstinenseres livsvilkår. Og det er den skelnen, det internationale samfund ikke har gjort sig klar«, siger Jessica Montell. Afmægtigt Men det internationale samfund er snarere afmægtigt end blændet, mener Birthe Hansen, lektor i statskundskab på Købehavns Universitet og ekspert i Mellemøstkonflikten. »Fra mange lande har det ikke skortet på henstillinger til begge parter om at begrænse volden. Men verdenssamfundet har måttet erkende, at situationen er meget svær, og føler sig afmægtig. Man bryder sig ikke om den måde, israelerne handler på, men det er svært at komme med andre forslag«, siger hun.