Islamisk Jihad truer med angreb for at få Arafat fri

Lyt til artiklen

Den radikale palæstinensiske gruppe Islamisk Jihad truer Israel med nye angreb, hvis ikke palæstinenserlederen Yassir Arafat får lov at forlade Ramallah på Vestbredden. »Islamisk Jihads væbnede gren, al-Quds-Bataljonen, vil reagere imod de fortsatte israelske angreb, specielt på belejringen af Yassir Arafat. Islamisk Jihad vil ikke forholde sig i ro med hænderne bundet«, siger en repræsentant for organisationen i Gaza. Over 10.000 palæstinensere demonstrerede søndag deres støtte til Arafat på gaden i Gaza By. Palæstinenserlederen har siddet i ufrivillig husarrest siden den 3. december, og udsigterne til at han får lov at forlade byen er ikke gode. Sharon: Arafat gør mindre skade i Ramallah Israels premierminister Ariel Sharon siger til den israelske avis Maarivs søndagsudgave, at det er at foretrække, at »Arafat forbliver spærret inde i Ramallah i stedet for at blive udvist fra områderne, fordi han kan gøre mere skade uden for«. »Når han åbner et vindue på sit Ramallah-kontor, så ser han vore kampvogne og ved, at han ikke kan gå nogle steder. Han længes efter at rejse og flyve væk, og det gør ham rasende, fordi han ved, at han er spærret inde i vort fængsel«, siger Sharon til avisen. Efterlyser arabisk solidaritet Samtidig beklager en ledende palæstinensisk diplomat arabiske lederes for deres manglende kontakt til den belejrede palæstinenserleder. »Hvis arabiske ledere ikke kan besøge Arafat, kan de i det mindste opretholde direkte telefonisk kontakt med ham. Vi står over for en katastrofe og der er brug for stærkere arabisk handling«, siger den palæstinensiske repræsentant ved Den Arabiske Liga, Mohamed Sobeih, til det franske nyhedsbureau AFP. Omkring 100 fremtrædende palæstinensere - iblandt dem finansminister Mohammad Nashashibi - beklagede lørdag »de arabiske myndigheders tavshed. Arafat efterlyste i en erklæring til Libanons præsident Emile Lahoud omgående arabisk handling for at »beskytte det palæstinensiske folk«. Israel har holdt Arafat i Ramallah som en af reaktionerne på palæstinensiske selvmordsattentater i landet. Kravet for at sætte ham fri er blandt andet, at Arafat anholder den afdøde, israelske turistministers mordere. Arafat opfordrede i en tv-tale den 16. december alle til at indstille angrebene på Israel. Efter en forholdsvis fredelig periode, synes uroen atter at vokse. Senest torsdag, hvor en bevæbnet palæstinenser dræbte seks mennesker under en konfirmationsfest i Hadera i det nordlige Israel.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her