Alt, hvad de havde, er væk - reportage fra Rafah

Yihye Rahab løfter et par sofaben op. Skelettet til resten af sofaen står ubrugelig midt i en bunke murbrokker. Den 20-årige unge mand ser sig opgivende omkring. Dette var hans barndomshjem i Blok O i flygtningelejren Rafah i det sydlige Gaza. Her boede han indtil fredag nat i otte små rum rundt om en lille gård med et oliventræ i midten sammen med sin bedstemor, sine forældre, sine to gifte storebrødre og deres koner og børn, sine to ugifte storebrødre og to yngre søstre. På grænsen til Egypten Familien Rahabs hus ligger godt tre hundrede meter væk fra den grå betonmur, der danner grænsen mellem det palæstinensiske selvstyre og Egypten. Det vil sige, Israel insisterede i Osloaftalerne i 1993 på at have fuld kontrol med alle grænseovergange mellem de palæstinensiske områder og nabolandene, så der løber en israelsk såkaldt sikkerhedsvej på den anden side af betonmuren, inden endnu et pigtrådshegn skiller mellem Israel og Egypten. Indtil fredag lå der mellem familien Rahab og muren 54 huse klinet op ad hinanden kun adskilt af smalle sandede gyder. Nu er her kun en ørken af betonbrokker, hist og her iblandet styret af en barnecykel eller et stykke tøj. De har været heldige Til sammenligning med de 80 nabofamilier har familien Rahab været heldige. De har stadig to tagløse værelser og et toilet. Og det lille oliventræ i den indre gård står endnu. 54 nabohuse, der var hjem for mere end 450 mennesker er blevet jævnet med jorden, med samt alt hvad der var i dem. Storm og regn »Klokken to om natten kom der folk til vores hus og sagde, at bulldozere og soldater var på vej for at smadre vores huse. Det var iskoldt, med storm og regn den nat. Da vi gik ud, så vi kampvogne overalt. Vi havde svært ved at få min bedstemor ud, så vi henvendte os til soldaterne og sagde, at vi skulle have hende ud først. De vendte deres projektør på os, indtil vi fik båret hende ud. Vi ville også tage noget tøj, tv'et og min brors livsvigtige medicin med os, men det fik vi ikke lov til. Bulldozerne kørte lige ind i huset. Alt blev ødelagt«. Yihye Rahab er iført en blå strikbluse og et par sorte bukser med hul på det venstre knæ. Dette er, siger han, alt, hvad han ejer i hele verden. Vreden Han er vred. Meget vred. Han er uddannet smed. Han var den dygtigste elev i sin årgang på fagskolen, og derfor fik han tilbudt et uddannelseslegat til Norge. Men det var, inden intifadaen begyndte. Fire gange er han blevet skudt de sidste 15 måneder. Sidst da han ville hente naboens lillebror, der efter Yihye Rahabs fornemmelse var kommet for tæt på grænsehegnet og de israelske soldater. Han reddede drengen og blev ramt af metalsplinter fra en israelsk granat. Arret på hans overarm bekræfter historien. Intet at miste »Jeg er aktiv i Abu Rish-brigaderne (også kaldet Den Folkelige Modstandsbevægelse en særlig bevæbnet bevægelse i Rafah området, der er sammensat af medlemmer fra alle politiske fraktioner, red.). Vi forsøger at beskytte folk, men efter dette har vi intet at miste. Nu er jeg parat til at gøre hvad som helst. Vi er alle rede til at være martyrer«, proklamerer Yihye Rahab. De mange jævnaldrende naboer og venner, der har samlet sig i den lille mudrede gård, bekræfter hvert et ord. Men ingen af dem er nogensinde blevet opfordret til at foretage selvmordsaktioner imod israelerne, siger de, og ingen af dem tror på, at det er en farbar vej. »Israelerne er så stærke, hvad kan vi udrette imod dem«, spørger de unge mænd retorisk. FN-organisation bekræfter Issa Karah fra FN's særlige hjælpeorganisation for Palæstinaflygtningene, UNRWA, bekræfter, at 80 familier er blevet gjort hjemløse, og at organisationen har givet dem madrasser, tæpper, pakker med mad og køkkengrej samt har opstillet 80 telte til dem. Desuden har hver familie fået omkring kr. 8.000 kroner i kontanthjælp. Teltene står midt i byen Rafah ved siden af flygtningelejren, men de er alle tomme. Foreløbigt søger alle husly hos familie og venner. UNRWA har lovet at genbygge deres huse, men ingen kan sige, hvor eller hvornår det vil ske. Voldsom debat I Israel har aktionen i Rafah skabt voldsom debat mellem regeringen og oppositionen. »At smadre uskyldige menneskers huse er en krigsforbrydelse«, sagde grundlæggeren af Israels første borgerretsparti og tidligere kulturminister Shulamit Aloni lørdag. Det israelske forsvar fastholder over for den israelske regering og offentlighed, at bulldozerne har smadret 21 ubeboede huse, der blev brugt til ly for palæstinensiske angreb mod Israel og til at dække over våbensmuglingstunneler, der løber under grænsen fra Egypten til Rafah. Kræver undersøgelse Men lederen af den israelske opposition venstrepartiet, Meretzs Yossi Sarid, har krævet undersøgt, hvorfor hærens oplysninger ikke er i overensstemmelse med sandheden. Desuden har flere Arbejderpartiministre åbent kritiseret aktionen i Rafah. Bl.a. har minister uden portefølje Salah Tarif opfordret til, at Israel straks sender beboelsesvogne til de hjemløse palæstinensiske familier. Sharon: De burde holde mund Ministerpræsident Ariel Sharon bryder sig ikke om kritiske ministre. »De burde holde mund, til de kender alle fakta«, sagde han søndag og fastslog, at »deres udtalelser udelukkende støtter den propalæstinensiske propaganda«. Yihye Rajab gentager, at hele hans liv ligger i grus. Han kan ikke engang bevise, at han var den dygtigste elev, for alle papirer er væk. Sangfugle Pludselig forsvinder han et øjeblik ind bag det ødelagte hus, eneste dør og kommer tilbage med tre små hjemmebyggede bure fyldt med sangfugle. Disse småfugle, som han fanger med net på markerne, har på mirakuløs vis overlevet den totale ødelæggelse. Der kommer en uventet mildhed i de vrede grønne øjne. Uden ord bekræfter de, at den unge palæstinensers tro på livet trods alt er stærkere end selv den største israelske bulldozer.