USA's tvivlsomme alliancer

USA har skiftet gear i den fortsatte kamp mod terrorismen. Nu gælder det om at forhindre, at al-Qaeda opretter et nyt hovedkvarter i et andet gæstfrit land, efter at de effektivt er blevet fordrevet fra Afghanistan. Spekulationen om, at præsident George W. Bush vil gå efter det optimale mål, nemlig at styrte den irakiske diktator Saddam Hussein, er indtil videre lagt på hylden, siger en af den amerikanske regerings høge, viceforsvarsminister Paul Wolfowitz. I et interview i New York Times erklærede han, at det amerikanske forsvar nu koncentrerer sig om Somalia og Yemen som to lande, hvor det er mest sandsynligt, at al-Qaeda vil forsøge at etablere sig. I begge lande er regeringerne svage og har kun delvis kontrol over store dele af landet. Samtidig vurderer man nøje, hvilke allierede i den brede og skrøbelige koalition mod terrorisme der i det lange løb vil stå på USA's side. »En af de vanskeligste opgaver i de kommende måneder bliver at fastslå, hvilke af vore bekvemmelighedsallierede vil forblive vore partnere på længere sigt, og hvilke der igen skaber problemer eller simpelt hen skifter side«, sagde Wolfowitz. Han antydede, at USA indtil videre har lagt planer om en konfrontation med Irak på hylden for at undgå at komme ud i en konflikt med både sine europæiske og arabiske allierede, der har afvist at udvide krigen til også at omfatte Bagdad. Nordalliancen fik hjælp Konflikten har andre aspekter. USA hjalp Den Nordlige Alliance og andre fraktioner i Afghanistan med penge, våben og politisk støtte for at gøre det grove arbejde med at smide Taleban og al-Qaeda på porten. De gjorde det, fordi det tjente deres egne lokalpolitiske ønsker, ikke fordi de holder specielt meget af amerikanerne, skriver tænketanken Stratfor i en analyse. Da kampen i realiteten var vundet, havde de lokale styrker ingen interesse i hverken at gå på jagt efter mullah Omar eller Osama bin Laden. »Det er der en enkel årsag til. Hver enkelt afghansk fraktion ved, at den må kæmpe for sin del af magtens kage. Hver mand, der mistes for at jagte USA's fjender, er én mindre til denne altafgørende opgave. Taleban har væbnede og trænede soldater. Får man dem med i sin alliance i stedet for at udlevere dem til USA, sikrer man sig yderligere magt i det interne spil«, skriver Stratfor. Det samme vil ske fremover i både Somalia og muligvis i Yemen. Der kan skabes midlertidige alliancer, men de er skrøbelige og vil kunne skabe yderligere destabilisering. USA må betale en pris for sin succes i kampen mod terrorisme. Den bliver ikke mindre, hvis man ser på det lidt større geopolitiske billede. Et sted, hvor terrorister og islamiske ekstremister skjuler sig, er Pakistan. Både USA og Storbritannien lægger enormt pres på præsident Pervez Musharraf for at slå ned på ekstremistgrupper. Her støttes de af Indien, der er på noget nær krigsfod med Pakistan. Har sin pris Og den strategiske partner Rusland, der har leveret store militære og politiske bidrag til kampene i Afghanistan, har også sin pris for at stå på USA's side, fastslår Stratfor i sin analyse. Først og fremmest er kritikken mod den russiske offensiv mod Tjetjenien forstummet. Så nok ser den amerikanske strategi ud til at virke. Med overvældende militær indsats fra luften og brug af lokale stridskræfter støttet af specialtropper kan terrorismens netværk trevles op og neutraliseres. Det er et dristigt ingeniørværk, USA er begyndt på, konkluderer Stratfor, og resultatet vil ikke nødvendigvis falde i bygherrernes smag på lidt længere sigt.