Congo i kvælergreb

Befolkningen i den krigshærgede Demokratiske Republik Congo lever - og dør i alarmerende antal - under forhold, der selv i tørre statistikker afsløres som hjerteskærende utålelige. I Basankusu, et område under oprørernes kontrol, døde hvert fjerde barn under fem år i 2001. Hver sjette familie mangler en søn eller en far, der er blevet tvunget til fronten, og næsten hvert andet hus blev plyndret af krigens parter sidste år. Det fremgår altsammen af en omfattende undersøgelse af krigens virkninger, som Læger Uden Grænser offentliggjorde kort før jul. Interview med 4.500 familier afslørede, at selv om der er skruet meget ned for krigshandlingerne, dør folk af bivirkninger som et sønderbombet sundhedsvæsen og den generelle forarmelse, der i Basankusu har efterladt mange uden tøj til børnene og sig selv, kontante penge og sine steder selv salt. Læger Uden Grænsers appellerer derfor om øget nødhjælp. Men organisationen opfordrer også omverdenen til at hjælpe krigens parter med at udbygge den eksisterende, ofte gennemhullede våbenhvile til en egentlig fredsaftale. Det kræver alt sammen en kritisk masse af god vilje, som endnu ikke synes at være til stede. Donortvivl Donorerne mødtes i Bruxelles kort før jul, men enedes i det store hele kun om at nøle videre til marts og en ny konference. Den Internationale Valutafond har luftet muligheden for en treårsplan for økonomisk genopbygning, og donorerne viftede tilsammen tæt på tre milliarder kroner foran næsen på Congo. Men det er alt sammen på betingelse af, at »krigens parter demonstrerer en politisk vilje til at ende konflikten«. Et år efter at landets enerådige og uforudsigelige præsident Laurent Kabila blev myrdet og afløst af sin søn Joseph, er der fortsat dyb skepsis over styrets vilje til at skabe demokratiske reformer. Amnesty International berettede kort før jul om »en alarmerende stigning i antallet af anholdelser og fængslinger« af politisk opposition. Krigens parter mødes senere på måneden i Sydafrika i et nyt forsøg på at skabe en varig fred. Men donorerne og meget af den krigstrætte befolkning frygter, at en reel løsning kan blive blokeret af interesser langt uden for Congos grænser. Indblanding Krigen i Congo er blevet kaldt den første afrikanske verdenskrig på grund af den massive udenlandske indblanding. Nabolandene Uganda og Rwanda støtter oprørerne, mens Angola, Namibia og Zimbabwe kæmper for regeringen. Ingen af dem gør det gratis. De tager sig betalt i diamanter, guld, tømmer og metallet coltan, der blandt andet bruges i mobiltelefoner. En FN-rapport konkluderede i november, at udplyndringen af ressourcer var blevet »hovedårsagen« til, at mange af de udenlandske soldater fortsat er i Congo. Generaler og ledende politikere i Zimbabwe tjener angiveligt så godt på krigen i Congo, at det i sig selv er et væsentligt motiv til med alle midler at forhindre oppositionens sejr ved Zimbabwes præsidentvalg i marts. Landets forsvarschef meddelte forleden vælgerne, at han ikke vil acceptere en valgsejr til oppositionens Morgan Tsvangirai. De økonomiske interesser i det ressourcerige Congo truer på den måde med at holde landet i krigens kvælergreb, længe efter at politikere måtte være blevet lige så krigstrætte som den ludfattige befolkning i Basankusu og andre frontområder.