Apartheid a la Mellemøsten

Han har nummer 1198. Egentlig er hans navn Abu Jiad, men for tiden er hans identitet skrevet med rød tusch på det særlige id-kort, som giver ham ret til at opholde sig i den landsby, hvor han har boet i mere end 50 år. Marwasi er en by under belejring - omgivet af jødiske bosættelser og under fuld israelsk kontrol. Her bor cirka 4.000 palæstinensere fuldstændig afskåret fra omverdenen. Kun beboere med det særlige id-kort får lov at komme igennem den militære kontrolpost, der afskærer Marwasi fra den nærliggende storby, Khan Younis. »Jeg har to døtre, som bor i Khan Younis. De kan aldrig komme her, fordi de ikke har et nummer ligesom mit«, fortæller Abu Jiad, mens han holder det forhadte id-kort frem foran sig. Evig frygt Nogle få hundrede meter fra hans hus ligger en af de 11 israelske bosættelser, hvor nogle tusind israelere lever et - i hvert fald på overfladen - helt almindeligt forstadsliv i parcelhuse med grønne haver, legepladser og familiebiler i carporten. Men også et liv i evig frygt for at blive ramt af palæstinensiske granater eller bomber. Derfor er hele det store område omkring de 11 indhegnede bosættelser lukket af som et reservat, hvor palæstinensere uden det særlige id-kort ikke har adgang. Marwasi er en by, der er havnet på den forkerte side af fronten i en krigszone. I Marwasi kører de få biler, der er, på hjulspor i sandklitterne. Palæstinensiske biler har forbud mod at køre på den moderne landevej, der skærer igennem Marwasi fra nord til syd. Vejen er reserveret til bosættere og til israelsk militær, og i stedet har israelerne anlagt en lille asfaltstribe langs med landevejen, som palæstinenserne kan benytte. Fire checkpoints Langs med stranden ligger fire interne militære checkpoints, som gør det meget besværligt for palæstinenserne bare at komme fra den ene ende af Marwasi til den anden. »Se vores liv, og se deres liv. Se vores veje, og se deres veje. Vi har brug for andet end kontrolposter i vores liv«, siger Abu Jiad. Som Langeland Marwasi ligger i Gazastriben, hvor 1,2 mio. palæstinensere bor på et område på størrelse med Langeland. Med den såkaldte Osloaftale i 1993 fik det palæstinensiske selvstyre ansvaret for den interne kontrol i Gazastriben. Men nogle få områder, som ligger tæt på de israelske bosættelser, forblev under israelsk kontrol. Det gælder Marwasi, som ligger midt i den største klynge af bosættelser, Gush Katif. Lige siden Osloaftalen trådte i kraft, er situationen kun blevet værre i Marwasi. Langsomt, men sikkert har israelerne inddraget hektar efter hektar for at bruge det til drivhuse, et luksushotel eller boligområder for bosætterne. »Israel forsøger at annektere Marwasi og gøre den til en del af Gush Katif- blokken ved at skabe så ubærlige forhold for palæstinenserne, at de beslutter sig for at rejse væk. Dette forklarer også, hvorfor den israelske regering, lige siden besættelsen begyndte, har forhindret enhver forbedring af forholdene og afskåret Marwasi fra byerne Rafah og Khan Younis«, skriver det anerkendte Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder i en rapport om Marwasi. Derfor har beboerne i Marwasi heller ikke meget tilovers for Osloaftalen, der ellers gav palæstinenserne delvist selvstyre. »Vi vil bare have fred, men siden Osloaftalen trådte i kraft, har vi mistet alt«, siger Abu Jiad. Beskydning Helt galt er det gået, efter at den voldelige opstand, intifadaen, brød ud på ny i september 2000. I grænseområdet mellem Khan Younis og Gush Katif-blokken hersker krigslignende tilstande. Jævnligt ruller israelske bulldozere beskyttet af tanks ind i Khan Younis for at jævne huse med jorden. Hver nat forsøger palæstinensere at ramme bosætternes huse med granater, og hver nat svarer israelske soldater igen med massiv beskydning af Khan Younis. Det betyder, at beboerne i Marwasi ikke kan forlade byen efter mørkets frembrud. Salwa Laham er studerende og først i tyverne. Hun tager hver dag turen ud af Marwasi for at komme i skole i Gaza By. Hun er nødt til at være tilbage i Marwasi inden klokken 17. »Da lukker checkpointet, og senere kan vi ikke komme ind. Det værste er, at man heller ikke kan komme ud. Hvis man bliver alvorligt syg i Marwasi efter klokken 17, så kan man bare lægge sig til at dø«, siger hun. Nægter at flytte Salwa Laham må jævnligt overnatte hos sine brødre i Khan Younis, når hun ikke kan komme hjem. De spørger hende ofte, hvorfor hun ikke bare flytter fra Marwasi. »Men jeg vil ikke flytte derfra, for det er præcis, hvad israelerne ønsker. Det er vores land, og vi kan kun beholde det ved at blive boende«, siger hun. Vejen ind i Marwasi går gennem en militær kontrolpost, Tuffah Checkpoint, som bevogtes af svært bevæbnede israelske soldater. Fra deres betonbunkere peger de konstant på palæstinenserne med skarpladte våben. To døgns venten Tuffah ligger i udkanten af en stor flygtningelejr i Khan Younis, hvor israelske bulldozere har ryddet flere rækker af huse, som blev brugt af palæstinensiske snigskytter. Da Politiken passerer Tuffah, står mindst 50 palæstinensere og venter på at komme over på den anden side. »Vi har ventet i to døgn nu, men hvad kan vi gøre«, siger en vred palæstinenser. Kontrol Kun palæstinensere med de særlige Marwasi-id-kort får lov at passere, og som regel bliver udlændinge også afvist og sendt tilbage. Politiken har imidlertid en aftale om at mødes med en bosætter på den anden side og slipper igennem efter en halv times ventetid. Den store flok af palæstinensere bliver kaldt frem af de israelske soldater, som dirigerer de ventende gennem en højttaler. Fire ad gangen må palæstinenserne stille sig op på en række, der langsomt kan bevæge sig fremad. Hvis flere forsøger at gå frem på samme tid, begynder den israelske soldat at skrige arabiske ord i sin mikrofon, og meningen er ikke til at misforstå: Stop, eller I bliver skudt. Ofte lukker israelerne slet ingen ind i timevis, nogle gange i dagevis. Da israelerne begynder at lukke folk ind, stiller de fire forreste palæstinensere sig op i én række og venter på besked om at gå frem mod en metaldetektor. En ældre kvinde med et stort net fyldt med grøntsager forsøger at luske med frem, med det resultat at den israelske soldat i højttaleren beordrer alle tilbage. Nogle ventende palæstinensere holder kvinden tilbage, og de fire går igen fremad. Langsomt, så israelerne hele tiden kan være sikre på, at de ikke bærer våben eller granater. Da de næste fire stiller op, forsøger kvinden igen at slippe med over. Til sidst lykkes det. Palmer og armod Læner man hovedet tilbage i Marwasi, kan man se toppen af palmetræerne og høre bølgerne fra Middelhavet skvulpe op på stranden. Området, som er det mest frodige i Gazastriben, har enormt turistpotentiale og plejede at forsyne byerne Khan Younis og Rafah med friske fødevarer. Sænker man blikket igen, får man øje på de faldefærdige drivhuse, som de lokale bønder ikke har råd til at reparere. De få varer, der bliver produceret, skal lige som menneskene passere det israelske checkpoint, og det kan tage timer eller dage. »Når vi kommer med vores varer, er checkpointet lukket, og når det åbner, har varerne ligget så længe ude i solen, at de ikke længere kan sælges«, fortæller Abu Jiad. Stop for fiskeri Også fiskeriet er nærmest gået i stå, fordi israelerne har forbudt fiskerne at sejle mere end få hundrede meter ud fra kysten, hvis de overhovedet får lov at sejle ud. Der er én skole til cirka 1.100 børn, og ofte kan de lærere, som bor i Khan Younis, ikke komme ind i Marwasi. Man skal helt tæt på de faldefærdige blikskure for at afgøre, hvilke der er beregnet til får og geder, og hvilke der er beregnet til mennesker. Fælles for dem er, at der hverken er vand eller kloakker. Strøm er der kun fra klokken 16 til midnat, og råddent affald flyder overalt, fordi renovationsvogne fra Khan Younis ikke kan komme ind i området. »Vi lever et sort, sort liv her. Vores håb er, at masser af folk fra Europa og USA vil komme forbi, så de kan fortælle verden vores historie. Men nu er det en måned siden, vi sidst så udlændinge her«, siger Abu Jiad. Skudhuller På vej ud af Marwasi kører vi forbi et hus, som tidligere på året blev hjemsøgt af vrede bosættere. Der er skudhuller i muren og i lofterne indenfor. Mange af ruderne er smadrede, og en ældre kvinde forklarer med fagter, at de to manglende fortænder blev slået ud af bosætterne. Bosætterne dukkede op, kort efter at en bosætter var blevet slået ihjel af palæstinensere fra Gaza. Israelerne mistænkte beboerne i Marwasi for at skjule gerningsmanden. Familiens gamle bil blev sat i brand og er helt ødelagt. Indenfor i huset er skaderne begrænsede, alene af den grund at der stort set ikke er et møbel i det tre etager høje hus, der er hjem for 35 mennesker. »Der var mindst 100 bosættere, og de hærgede alting. Soldaterne stod nede i deres checkpoint ved stranden og så det hele, men de greb ikke ind«, fortæller den ældre kvinde. Det er den slags historier, verden burde reagere på, mener Abu Jiad. Problemet er bare, at verden ikke ved, hvad der foregår inde i Marwasi. »Ikke engang arabisk tv kan komme her. Bulldozere og bosættere ødelægger vores land, men ingen andre end israelske soldater har lov til at komme her«, siger han. »Ingen ved, hvordan vi lever«.