Politikere har skabt krisen

På mange måder er Argentina det latinamerikanske land, som ligger fjernest fra vort stereotype billede af et kontinent fuld af kup og kaos. Landet har et højt uddannelsesniveau, en moderne middelklasse og en temmelig homogen befolkning, der overvejende er indvandret fra Europa. Ikke desto mindre har Argentina nået den absolutte bund i sin egen region. På fjerde år kradser en krise så dyb, at den både truer med at sende landet mod betalingsstandsning og forøge en politisk ustabilitet, som allerede er betragtelig. De seneste dage har vist, at argentinerne har mistet tålmodigheden. Var på niveau med Canada Vrede menneskemængder har plyndret butikker og supermarkeder, ganske enkelt fordi de er sultne og uden job. Gadeprotesterne bliver stadig voldsommere, mens 2.000 argentinere hver dag rutsjer ned under fattigdomsgrænsen og middelklassen hurtigt skrumper. Det er nemlig den, der rammes hårdest. Argentina var indtil 1930'erne på niveau med Canada og dele af Europa, hvad angår social, økonomisk og politisk udvikling. Siden er det kun gået tilbage, selv om stort set alle økonomer er enige om, at Argentina i princippet stadig har alle betingelser for at skabe en sund og stabil økonomi. Det sker bare ikke, og grundene er mere politiske end økonomiske. Populisme I årtier har skiftende regeringer ført en populistisk politik. Lån har været vejen til at opretholde en stor offentlig sektor, og ingen præsident har villet være den, der stoppede festen. I Argentina er præsidenten den politiske hovedperson, og hans parti er stort set reduceret til at skulle adlyde ham. Samtidig har de meget autonome provinsers ofte stærke guvernører solide traditioner for at bekrige hinanden eller regeringen med næsten mafiøse og ofte korrupte sammensværgelser. Ifølge visse økonomer er det situationen lige nu. Nogle guvernører spænder aktivt ben for regeringens økonomiske redningsplaner for at vælte præsidenten. Militærkup på stribe I tidens løb har de væbnede styrker ofte været en del af disse sammensværgelser med et utal af militærkup til følge. Sidst, det skete, var i 1976, men diktaturets økonomiske politik viste sig så katastrofal, at generalerne stillet over for en voksende utilfredshed kastede landet ud i Falklandskrigen for at aflede opmærksomheden fra den hjemlige fiasko. Men de fejlberegnede den britiske respons og tabte krigen. Stillet over for endnu en fiasko trådte diktaturet tilbage i 1983. Siden har magten ligget hos civile regeringer, og de væbnede styrker er næppe en trussel i den nuværende situation. Den skal løses af politikerne selv, og det kommer til at gøre ondt på befolkningen, uanset metoderne. Onsdag tilbød Den Internationale Valutafond (IMF) atter sin hjælp, om end Fonden tøver med flere lån, før Argentina selv gør endnu mere. Fra IMF lød det onsdag aften: Argentinas krise er skabt i Argentina. Den vokser i Argentina, og den skal også løses i Argentina.