Kommentar: Et tilfældigt glimt af ondskab

To tanker melder sig som det første, når man har set videobåndet med Osama bin Laden og genlæst en udskrift af indholdet er par gange: Den første er naturligvis den, der også har været Bush-regeringens motiv til offentliggørelsen - dette er en tilståelsessag. Efter dette kan ingen betvivle, at Osama bin Laden står bag terrorangrebet 11. september. Man kan konstruere et teoretisk alternativ, der går ud på, at Osama bin Laden vil bilde alle sine nærmeste ind, at han står bag, og bryste sig med lånte morderfjer. Men selv om billeder, der er optaget efter 11. september, jo ikke kan være fysisk bevis for forberedelserne, så er en sådan konstruktion meget lidt overbevisende. Osama bin Laden tager ansvaret, praler med succesen, og understreger, at han har deltaget i detaljerede overvejelser om operationen - herunder alt for konservative gæt på antallet af dødsofre og ødelæggelsernes omfang. Han fryder sig klukkende over massemordet, og det samme gør hans ærbødige omgivelser.DEN NÆSTE tanke er: Hvor er ondskaben dog banal. Ligesom holocaust-bøddelen Eichmann i Jerusalem, så kan den smilende og ikke særligt stringente Osama bin Laden slet ikke stå mål med det massemord, han har begået, og de konsekvenser, det har udløst. Videosekvenserne efterlader et indtryk af et miljø med primitive succeskriterier og besynderlige kulturelle referencer. En deltager sammenligner begejstringen blandt en gruppe egyptere ved synet af terrorangrebet mod World Trade Center med den kollektive udløsning, der ses, når ens eget fodboldhold vinder. I betragtning af at fodbold i en periode var forbudt af bin Ladens værter, Talebanregimet, illustrerer det på sin egen måde, at rollerne som rettroende og retfærdige muslimer lige så meget er påtagede masker som personlige realiteter i dette religiøse forbryderbandeunivers. Det er, som om Osama bin Laden leger både terrorist og hellig mand, men samtidig stadig er en playboy og milliardær omgivet af sine jasigere. Det er svært uden et dybere kendskab til islam at vurdere perspektivet i og lødigheden af de mange Koran-citater og referencer til tidligere tiders bedrifter. Det samme gælder det brudstykke af et digt, som afslutter bin Ladens optræden på båndet. Men at der er tale om politisk-religiøse motiver, og ikke om hverken social indignation eller et oprør på vegne af denne verdens undertrykte, turde være indlysende. Hvor bizar en motivkreds denne radikale islamisme end kan forekomme os at hente sit brændstof i, så er det altså den, der kostede flere tusinder livet i New York og Washington.DET ER vigtigt at holde fast i, at dette er en tilfældig amatørvideo i anledning af, at bin Laden har haft et møde med en mere eller mindre tilfældig, lammet tilhænger. Det er med til at øge dens troværdighed som bevis på hans skyld. Men det gør den samtidig til et underligt på en gang frastødende og ligegyldigt kig ind i et menneskes verden, som verden lige nu er fascineret af. Bin Ladens smil og grin i anledning af massemordet vil vække berettiget afsky i USA og i store dele af den øvrige verden. Skulle han en dag ende for en domstol, vil den være et formentlig inderligt overflødigt bevismateriale, fordi alt tyder på, at bin Laden i givet fald vil vedgå sin forbrydelse. Mest interessant bliver det at se effekten i den del af den muslimske verden, hvor hans skyld endnu ikke betragtes som en given sag. Vi ved endnu ikke, hvilket indtryk den vil gøre, men det er svært at tro, at det ikke vil være ganske stort. Alt kan naturligvis benægtes og fornægtes af dem, der ikke vil se denne banale, kyniske, og på en måde ulidelig lette ondskabs realitet i øjnene. Omvendt er det svært at tro, at den måde bin Laden taler om terrorangrebet på, vil øge hans popularitet blandt almindelige muslimer, selv blandt dem der har meget lidt eller ingen sympati for USA. Men vi ved naturligvis endnu ikke, i hvilket omfang videoen overhovedet vil blive vist i et land som Saudi-Arabien. Det var rigtigt af de amerikanske myndigheder at frigive båndet. Det gør det endnu mere uomgængeligt at tage afstand fra terrorismens afgrundsdybe kynisme, og dens udøveres forbløffende afstumpethed. Samtidig gør bin Ladens elementære, konkrete og kiksede menneskelighed det sværere at mytologisere en ondskab, der ikke kan stå mål med sine forbrydelsers omfang. Endnu en gang har det vist sig, at selv det meget onde skrumper lidt, når det kommer frem i lyset. Selv på en dårlig video.