Rusland og Tjetjenien forhandler

Lyt til artiklen

Repræsentanter for Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Tjetjeniens folkevalgte leder, Aslan Maskhadov, indledte søndag i Moskva for første gang i lidt over to år forhandlinger om en mulig fredsløsning på den lange og blodige konflikt. Mødet, som varede godt to timer, var ifølge den russiske guvernør i Sydrusland, Viktor Kasantsev, »konstruktivt og foregik i en imødekommende og konstruktiv atmosfære«. Hverken Kasantsev eller hans talsmand ville afsløre noget om det konkrete indhold af samtalerne, men talsmanden. Maksim Fjodorenko, understregede, at »dialogen« foregik inden for rammerne af præsident Putins tilbud fra 24. september til de moderate tjetjenske oprørere om at indlede forhandlinger om, hvordan de tjetjenske styrker kan »nedlægge våbnene og vende tilbage til et fredeligt liv«. Moskvas klare hensigt er at give Maskhadov en mulighed for distancere sig fra de rabiate tjetjenske og udenlandske terrorister. Ifølge Fjodorenko udtrykte begge parter »vilje til at arbejde for oprettelsen af en sikker fred i Tjetjenien«. Putins tilbud blev besvaret af Maskhadovs repræsentant, Akhmed Sakaev, der 24. oktober ringede til Viktor Kasantsev og foreslog et møde. Akhmed Sakaev ankom med fly fra Istanbul først på eftermiddagen til Moskvas lufthavn Sjeremetjevo 2, hvor mødet med Viktor Kasantsev blev afholdt. Umiddelbart efter mødet fløj Sakaev tilbage til Istanbul uden at kommentere indholdet af samtalerne, som blev overværet af et tyrkisk parlamentsmedlem, der også havde været med til at arrangere mødet. Afgørende udvikling Indledningen af forhandlinger blev i går hilst velkommen af en række kendte russiske politikere, bl.a. det tjetjenske medlem af Dumaen Aslambek Aslakhanov, der udtrykte forhåbninger om, at der nu var en løsning på konflikten i sigte. Meget peger da også på, at der er tale om en afgørende udvikling i konflikten. Begge parter har meget at vinde. Aslan Maskhadov kan efter den nye russisk-vestlige tilnærmelse oven på terrorangrebene mod USA - og den nye vestlige erkendelse af internationale terroristers tilstedeværelse i Tjetjenien - ikke længere regne med støtte fra Vesten. Samtidig er forsyningslinjerne fra Afghanistan og en række arabiske lande afbrudt. Forhandlinger med Putins repræsentant giver ham en form for anerkendelse, som Moskva ellers længe har benægtet. Og præsident Putin har behov for at vise omverdenen, at han forsøger at skabe en fredelig afslutning på den krig i Tjetjenien, som der ikke er udsigt til, at hverken han eller Maskhadov kan vinde. Flere russiske kommentatorer mener desuden at vide, at Moskva pludselig har fået meget travlt med at frigøre styrker, som i givet fald kan sættes ind i Afghanistan, hvis udviklingen kræver det.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her