Broget alliance vil til magten

Lederne af alliancen mod det væltede Talebanstyre i Afghanistan bør studere den usbekiske general og krigsherres Abdul Rashid Dostums hidtidige løbebane meget nøje: Generalen indledte sin karriere under det kommunistiske styre, og han holdt fast ved det efter den sovjetiske tilbagetrækning fra Afghanistan i 1989. Men siden har han været en utro herre. General Dostum har nemlig forrådt alle de partnere, han siden 1992 har samarbejdet eller været allieret med. Ingen stabilitet i sigte Advarslen stammer fra journalisten Ahmed Rashid, medarbejder ved tidsskriftet Far Eastern Economic Review og forfatter af en anerkendt bog om talebanerne. Ahmed Rashid giver i det hele taget ikke meget for udsigten til stabilitet i Afghanistan under et styre sammensat af repræsentanter for Den Nordlige Alliance suppleret med ledere fra den pashtunske befolkning, som talebanerne tilhører. De pashtunske ledere tænker nemlig først og fremmest på egne interesser, mener både han og en af verdens førende Afghanistan- og islamforskere, franskmanden Olivier Roy. Roy anser det for udelukket, at de pashtunske ledere i en ny afghansk samlingsregering vil arbejde for hele Afghanistan, medmindre det sker på deres betingelser - og det vil den dominerende befolkningsgruppe i Den Nordlige Alliance, tadsjikerne, aldrig gå med til. Splittet alliance Problemet bliver ikke mindre af, at Den Nordlige Alliances ledere også er dybt splittede, og at de har flere års interne kampe bag sig. Kun udsigten til at jage de forhadte talebanere ud af Kabul har forenet dem. Den Nordlige Alliances ledere betragter sig selv som regionale høvdinge. General Dostum regerede som kommunistisk general den nordlige by Mazar-i-Sharif som sit eget kongedømme, hvor han i nye 'regeringsperioder' i 1997 og 1998 endda indførte sin egen valuta. Emir Khan i Herat I Herat nær den iranske grænse har en anden krigsherre, Ismail Khan, den samme ambition om total magt over området. Den havde han i praksis, da han efter mange års krig mod det kommunistiske styre i Kabul og de sovjetiske tropper i 1992 indtog Herat. Han udnævnte sig selv til emir af Herat og knyttede tætte forbindelser til Iran, indtil han blev fordrevet af talebanerne i 1996. Udstødt og foragtet Nu er han tilbage og har ligesom Dostum og lederen af befolkningsgruppen hazaraerne, Karim Khalili, sit eget territorium og sin egen hær. Khalili leder en koalition af hazara-partier. Hazaraerne har i århundreder tilhørt en udstødt og foragtet minoritet i Afghanistan, som de dominerende befolkningsgrupper som tadsjiker og pashtuner ikke agter at give større indflydelse. Men Karim Khalili tæller, fordi han råder over iransk-støttede tropper, som tidligere på ugen indtog byen Bamiyan. Ingen tropper eller stærk hjemstavn Den Nordlige Alliances officielle leder, tadsjiken Burhanuddin Rabbani, har hverken tropper eller en stærk hjemmebase. Han var præsident for Afghanistans islamiske råd fra kommunisternes fald i 1992 frem til talebanernes erobring af Kabul i 1996, og netop i denne periode bekæmpede de ovennævnte ledere samt pashtunlederen Gulbuddin Hekmatyar hinanden i en borgerkrig, som kostede omkring 50.000 mennesker livet i Kabul. Først med talebanernes overtagelse af magten i 1996 blev situationen præget af en vis stabilitet. Denne fortid vejer også imod Den Nordlige Alliance, og repræsentanterne for de etniske grupper er ikke engang enige internt. Tadsjiken Mohamed Fahim kæmper med andre om magten over den i september myrdede kommandant Massouds tropper, for Fahims fortid som chef for kommunisternes hemmelige politi gør ham uspiselig for andre af alliancens ledere. Pashtunsk indflydelse afgørende Situationen bliver endnu mere kompliceret af, at Nordalliancen skal dele magten med pashtuner som Gulbuddin Hekmatyar, hvis militser i 1970'erne og 80'erne smed saltsyre i ansigtet på unge kvinder uden slør i Kabuls gader. For uden pashtunsk indflydelse ingen samlet regering i Kabul, siger den franske Afghanistan-ekspert, Olivier Roy. Problemerne er ikke kun i selve Afghanistan. Journalisten Ahmed Rashid minder om, at samtlige af disse militser finansieres og bevæbnes af lande som Pakistan, Iran, Tyrkiet og Usbekistan, som alle ønsker at fremme deres egne interesser i området. Med andre ord skal USA og FN også sikre en regional løsning, fastslår Rashid.