Lig og glæde i Kabuls gader - reportage fra Kabul

Kort før klokken ni om morgenen falder han ned fra basketballstativet, den sidste Talebansoldat som gjorde modstand i Kabul. Han bliver dræbt på stedet af en kugle fra Den Nordlige Alliance efter at have holdt stand på stativet i to timer. Rundt om ham er kammeraterne alle faldet, mange af dem fra de træer, de havde barrikaderet sig i. Han lander på asfaltbanen nedenunder, blodet løber fra hans hoved. Hele dagen bliver han og kammeraterne liggende i parken i Kabuls centrum, først da det begynder at blive mørkt, bliver ligene fjernet. »Dette er pakistanere og arabere, som nægtede at flygte og ville kæmpe til sidste blodsdråbe«, siger Yahya og sparker forsigtigt til liget ved basketballstativet. »De besatte vores by og fortjente ikke bedre«, siger han. Spytter på liget En stor gruppe mænd og drenge står samlet ved ligene i parken, nogen spytter på dem, andre sparker. En af de døde har fået tøjet revet af. Alle er enige om, at Talebanregimet var forfærdeligt. Andre meninger er det umuligt at få ud af folk denne dag, hvor Den Nordlige Alliance rullede ind i Kabul for første gang, efter at de mistede den afghanske hovedstad til Taleban i 1996: »Jeg gik altid rundt og var bange for, at det religiøse politi skulle stoppe mig, irettesætte eller straffe mig«. »Specielt var jeg bange for Osama bin Ladens arabiske soldater, som der kom stadig flere af. Vi var dødsensangste som kyllinger alle sammen«, siger han. Glatraget og med løftet hoved »Men i dag cyklede jeg på arbejde glatraget og med hovedet løftet«, siger den 20-årige. To lige så skægløse kammerater nikker. Taleban havde indført skægtvang, og skægget måtte være et vist antal centimeter langt, ellers blev man straffet af det religiøse politi. »Der vil blive kø foran barbererne«, ler de. Der er en mærkelig let stemning, i betragtning af at der ligger et lig blandt dem. Men soldaterne fra Pakistan var ringeagtede. »De hørte ikke hjemme her«, siger Jawid. »Når vi er af med Taleban, skal vi styre os selv«. Når jeg spørger, om tidligere talebanere kan blive en del af det nye styre, svarer han: »Ja, de kan barbere skægget og tage turbanen af, så bliver de nok accepteret«. De andre nikker; afghanere har en lang tradition for at skifte side, efter hvad der tjener dem bedst. Ny frygt Et lille stykke fra den groteske basketballbane bor Røde Kors-medarbejderen Mahmud. »Der er mange, som er bange nu«, siger han. »Specielt pasjtunerne. Og alle husker henrettelserne, mishandlingerne og plyndringerne, da Den Nordlige Alliance sidst tog magten«. Pashtunerne er den største etniske gruppe i Afghanistan, som udgør lidt over 40 procent. Taleban består stort set af pashtunere, og den befolkningsgruppe frygter, at den vil blive undertrykt, hvis alliancen forbliver ved magten i Kabul. Den består især af tadsjikere, tsbekere og hazarer, og har kun enkelte pashtunere under fanerne. Da Den Nordlige Alliance tog magten i 1992, førte det til undertrykkelse, og en kamp om Kabul, som varede i fire år og kostede 50.000 livet. Kampene stilnede ikke, før Taleban kom til magten. »Men nu kan min datter i det mindste komme i skole«, siger Mahmud håbefuldt. Lig og plyndringer Allerede i løbet af natten var de fleste talebanere flygtet fra byen. Det samme var soldaterne fra kampområderne. Ved fronten 50 kilometer nord for Kabul, hvor der var hårde kampe i forgårs, lå ligene af Talebansoldater. Ingen af Den Nordlige Alliances soldater havde lyst til at samle dem op, og alle talebanerne var flygtet. Det var de også fra deres militærbaser langs vejen. Og fra de tidlige morgentimer var folk fra landsbyerne i gang med at plyndre. De kom cyklende og trækkende med kærrer med madrasser, vandkander og lygter. Udbombet og ødelagt Andre rigdomme var der ikke at finde på baserne, men for de ludfattige landsbyboere ved fronten var det kærkomne nyanskaffelser. De vinkede til bilerne nærmest stolte over, at have erobret noget fra Talebansoldaterne, som enten var dræbt eller flygtet. Man kunne også se ødelæggelserne fra de amerikanske bomber. Langs vejen var flere af baserne store kratere, deres lerhuse var udbombede, og knuste beholdere, senge og spredte ejendele lå strøet rundt omkring. Nogen ubrugte kasser med ammunition stod ved en af baserne, vi kørte forbi. Heller ikke de vil forblive ubrugte i et land, hvor krigen har raset i 22 år.