Spildevand skaber miljøkatastrofe i det vestlige Afrika

Lyt til artiklen

Landsbyer i Wassa West-distriktet i det vestafrikanske land Ghana er blevet ramt af et udslip af flere tusinde liter minespildevand forurenet med cyanid og tungmetaller, oplyser den internationale miljønyhedstjeneste ENS. Det cyanidholdige spildevand forurenede Asuman-floden 16. oktober, da et vandreservoir tilhørende det sydafrikanske mineselskab Gold Fields Ltd. sprang læk som følge af voldsomme regnskyl. Hundredevis af døde dyr Hundredevis af døde fugle, fisk og krabber ligger nu på Asuman-flodens bredder, og videnskabsfolk frygter, at udslippet vil udgøre en miljø- og helbredsfare for mennesker og fauna i området. Gold Fields Ltd. har advaret lokalbefolkningen, der er afhængige af floden, mod kontakt med vandet, ligesom fiskeri er blevet forbudt. Selskab nægter ansvar Imidlertid hævder det sydafrikanske mineselskab, at de mange døde fugle og fisk ikke skyldes den cyanid, der er sluppet ud i Asuma-floden, men i stedet den klor, som selskabet fyldte i vandet efter udslippet for at neutralisere den giftige cyanid. »Jeg kan sværge på, at det var kloren, der dræbte fiskene og ikke cyanid«, siger Richard Graeme, adm. dir. for Gold Fields Ltd. Kynisk En talsmand for lokalbefolkningen i landsbyen Abekoase, Kofi Pare, kalder Graeme's udsagn for »kynisk, umoralsk og farlig«. »Nogle af os kom uforvarende til at drikke vandet fra floden, og vi vil have sandheden«, siger han. Ligegyldighed overfor Afrika Pare appellerer til FN, EU og andre internationale organisationer om at undersøge de juridiske og finansielle konsekvenser af udslippet. »Når en ulykke af denne størrelse rammer Europa, flokkes medier, organisationer og enkeltpersoner for at vise deres deltagelse eller udsende erklæringer, men når det sker i Afrika, er det bare 'business as usual'. Det er ikke retfærdigt«, siger Pare.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her