Afghanere i massevis på flugt fra luftangreb

En soldat fra den Nordlige Alliance besvarer ild fra en Taleban-stilling ved Bagram i det nordlige Afghanistan. - Foto: AP
En soldat fra den Nordlige Alliance besvarer ild fra en Taleban-stilling ved Bagram i det nordlige Afghanistan. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Amerikanske kampfly har for fjerde dag i træk angrebet Afghanistans regerende Taleban-milits' nordlige frontlinier. Samtidig meddeler FN, at de amerikanske bombardementer af tre større byer har tvunget mindst 70 pct. af indbyggerne til at flygte. FN-talskvinde Stephanie Bunker siger fra Pakistans hovedstad, Islamabad, at byerne Herat og Jalalabad i øst og Taleban-militsens højborg Kandahar i syd stort set er tømt for indbyggere. Voldsomt angreb på Taleban-stillinger Onsdagens angreb på frontlinierne var de hidtil voldsomste, og raketter slog ifølge en kommandant for oppositionsstyrkerne Den Nordlige Alliance ned nær fire Taleban-stillinger uden for Bagram-lufthavnen, som Den Nordlige Alliance kontrollerer. Trods de heftige angreb reagerede Taleban-militsen med trods og sagde, at den nu er i færd med at bevæbne landsbyboere for at få dem til at indgå i kampe med amerikanske landstyrker. Taleban: USA vil få store tab »Vi vil etablere væbnede grupper i landsbyer og alle provinser i Afghanistan, så vi kan modstå de amerikanske styrker og deres venner. Landstyrker er vigtige her, og de er alle på plads. Selvfølgelig er der sket skade på tekniske instrumenter og lufthavne, men vi er kamptrænede og har stor erfaring med kamp på landjorden«, sagde militsens undervisningsminister, Amir Khan Muttaqi. Muttaqi spåede endvidere, at de amerikanske styrker vil lide større tab end Sovjetunionen, der under den 10 år lange besættelse af Afghanistan mistede henved 17.000 mand. Taleban: Mange dræbte i landsby Samtidig rapporterede det afghanske nyhedsbureau AIP, at de amerikanske styrker, der fejlagtigt ramte et hjem for ældre i byen Herat tidligere på ugen, tirsdag slog til mod en landsby i den sydlige del af landet. Angrebet kostede ifølge AIP 52 mennesker livet. AIP skrev videre, at de fleste af ofrene var nomader. Rapporten kunne imidlertid ikke bekræftes af uafhængige kilder. FN: USA har ramt hospital og moské Men i Islamabad sagde FNs talskvinde Stephanie Bunker, at uafhængige rapporter fra Herat viste, at amerikanske bomber har ramt en moské, et hospital og en landsby nær Herat. Flygtninge, der har været undervejs fra Herat i seks dage og som er ankommet til Pakistan, fortalte samtidig om gruopvækkende scener fra hovedvejen til Kandahar. »Kandahar var fuldstændigt ødelagt. Alt er forvandlet til bunker af sten. Tusinder af andre er på vej hertil«, sagde en flygtning, der tilføjede, at han havde set to grupper af lig med mellem 13 og 15 lig, som han formodede var civile. De lå spredt rundt om nogle udbombede lastbiler på vejen mellem Herat og Kandahar. Taleban: Til sidste mand Taleban-militsens ambassadør i Pakistan, mullah Abdul Salam Zaeef, der onsdag satte kurs mod Afghanistan til konsultationer, svor onsdag, at bin Laden ikke vil blive udleveret, om det så koster hver eneste afghaner livet. »Om de så vil dræbe hele det afghanske folk, så udleverer vi ikke bin Laden«, sagde Zaeef, der tilføjede, at Afghanistan er rede til at angribe USA, hvis bare det havde ressourcerne. Uro i Pakistan I Pakistan affyrede pakistansk politi tåregas mod tusinder af stenkastende demonstranter i havnebyen Karachi. Demonstranterne havde først samlet sig for at bede over de 35 militante pakistanere, der tirsdag rapporteredes dræbt i Kabul af amerikanske bomber. Men oplysningen om, at ligene var blevet afvist ved grænsen til Pakistan, vakte vrede blandt de mellem 3000 og 5000 demonstranter. De dræbte pakistanere var medlemmer af den radikale gruppe Harakat ul-Mujahedin, der er kendt for at bekæmpe det indiske styre i Kashmir og for at få træning i Afghanistan. Gruppens medlemmer blev dræbt, da amerikanske bomber ramte en militærbase i Kabul.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her