Der er ingen parallel i moderne historie til karakteren og omfanget af Taleban regimets forbrydelser imod afghanske kvinder. Og forholdene i Afghanistan er nu langt værre for alle borgere end under den sovjetiske besættelse af landet. Det understreger Det Revolutionære Forbund af Afghanistans kvinder (RAWA) på sin informationsspækkede hjemmeside: www.rawa.org RAWA er nu den eneste større organiserede modstandsgruppe i Afghanistan, der kæmper for et demokratisk ikke islamisk styre. Driver illegale skoler Kvindebevægelsen driver illegale skoler for afghanske børn og kvinder, som Taleban styret forbyder adgang til uddannelse. RAWA yder også hjælp til kvinder, som er drevet ud i tiggeri, efter at Taleban har nægtet dem adgang til arbejde. Og RAWAs mobile lægehold i syv provinser hjælper kvinder, der ikke tør opsøge det Taleban styrede og jammerlige sundhedssystem. RAWAs sundhedsteam har i Kabul og i den afghanske provins kunnet fungere i ly af internationale hjælpeorganisationer, men efter at de har trukket sig ud af Afghanistan er de modige lokale kvinder endnu mere udsatte for Talebans terror. De ved, at hvis f.eks. Taleban opdager de skoler, som de driver i private hjem, er straffen henrettelse. Sætter livet på spil Medlemmer af RAWA har også sat livet på spil gennem optagelser med skjult kamera af de daglige overgreb på kvinder i Kabuls gader, offentlige henrettelser og massakrer i landsbyer. RAWA har siden 1980erne også drevet skoler og hospitaler for flygtninge i Pakistan. Men også her jagtes organisationen af Taleban. Der er set mange eksempler på, at store grupper af talebaner er dukket op, når kvindegruppen har demonstreret i pakistanske byer, og lokalt politi har trukket sig tilbage under deres grove overfald på kvinderne. Snigmord eller lemlæstelse af RAWA-medlemmer er også en hyppig foreteelse. Rawa blev dannet i 1977 af den aktivistiske kvindesagsforkæmper og poet Meena. Det var året før et sovjetledet kup i landet. »Især efter den sovjetiske besættelse af Afghanistan i december 1979 blev RAWA direkte inddraget i modstandskampen. I modsætning til det store flertal af de storskrydende islamisk fundamentalistiske 'frihedskrigere' advokerede RAWA fra starten for demokrati og et verdsligt samfund«, hedder det i bevægelsens præsentation af sig selv. Lederen blev myrdet I forbindelse med dens arbejde blandt flygtninge blev lederen Meena myrdet i 1987 i Quetta i Pakistan af agenter for KHAD, den afghanske arm af KGB. De afghanske kvinder kæmpede dengang imod to fjender: sovjetmagten og fundamentalisterne. Efter sovjetstyrkernes tilbagetrækning i 1989 blev fjenden de stridende mere eller mindre fundamentalistiske væbnede grupper og siden midten af 90erne Taleban styret. RAWA gør intet forsøg på at komme til forståelse med Taleban. »Det er vores opfattelse, at enhver form for samarbejde med fundamentalisterne kun vil medføre disse banditters endnu værre hærgen af Afghanistan«. Derfor er RAWA dybt kritisk overfor FNs hidtidige optræden i landet. »Det er meget ulykkeligt, at FNs aktiviteter har begrænset sig til kun at forhandle med fundamentalister, og det er tydeligt at FN ikke er villigt til at tage skridt, der kan irriterer dem«. FN burde altid have haft som mål at indsætte fredsbevarende styrker, mener RAWA. »Det er så meget des vigtigere, da de fleste fundamentalistiske grupper har baseret deres magt på støtte fra andre lande«. Støtter tidligere konge Rawa erklærer sig principielt anti-monarkistisk, men mener at flertallet af afghanerne »helhjertet« støtter den tidligere konge Zahir Shah, der lever i eksil i Italien. »Derfor foretrækker Rawa Zahir Shah frem for endnu en selvproklameret jehadi eller Taleban leder«. Den eneste løsning på den afghanske ulykke er total afvæbning af alle fraktioner under ledelse af en fredsbevarende styrke, »som ikke må involvere tropper fra lande, der har været involveret i den afghanske væbnede magtkamp«. Det vil ikke kun udelukke Pakistan og andre nabolande men også USA og Rusland. Kun en verdslig regering »kan forhindre, at islam bruges som reaktionært redskab i fanatikeres hænder«, mener RAWA, der er overbevist om, at almindelige afghanere også har fået nok af religiøst styre. »Folk i Afghanistan har været muslimer i århundreder. De vil ikke tillade en bande voldtægtsforbrydere, mordere og forrædere at lære dem deres tro med en stok en gang til«. Taleban »bruger koranen som en bussemand« og det påbudte islamiske slør som figenblad over egen ligegyldighed overfor befolkningens levevilkår. RAWA kvinder nægtede først at bære slør som »en symbolsk form for modstand og åben trods imod fundamentalisterne«. Den Taleban vold, herunder mord og massevoldtægter, som det udløste, er kun en af grundene til, at RAWA kvinder inde i Afghanistan har taget slør på. Den anden årsag er, at sløret giver dem anonymitet i modstandskampen.