Intifadaen et år efter

Tallene taler deres eget triste sprog. Langt over 700 mennesker er blevet dræbt, siden intifadaen brød ud 28. september sidste år. Det præcise antal er usikkert, men det menes, at 597 palæstinensere og 169 israelere har mistet livet. Palæstinensisk Røde Halvmåne offentliggør, at mindst 15.000 er blevet kvæstet, og mange tusinde af dem vil hver dag resten af deres liv bære intifadaens vidnesbyrd som et varigt handicap. »Efter et års intifada er det palæstinensiske mål stadig det samme - at få afsluttet den israelske besættelse, at få fjernet bosættelserne og at oprette en palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad«, skrev den palæstinensiske avis Al-Quds, der som alle palæstinensiske medier markerede årsdagen for opstandens udbrud. Spørgsmålet om, hvorvidt den netop indgåede våbenhvile mellem lederen af det palæstinensiske selvstyre, Yassir Arafat, og Israels udenrigsminister, Shimon Peres, kan holde, hænger nært sammen med, hvordan intifadaen vurderes. De sidste 12 måneder har ikke bragt palæstinenserne andet end lidelser: tabet af hundredvis af menneskeliv og fuldstændig nedbrydning af den palæstinensiske samfundsøkonomi. Befolkningen ønsker kun at vende tilbage til et normalt liv. Et liv uden israelske lukninger, vejspærringer og restriktioner. Et liv, hvor man kan komme på arbejde - også i Israel. En af intifadaens mest dynamiske ledere, Marwan Barghouti, leder af Fatahs væbnede Tanzimstyrker i Ramallah, fastholder derfor, at intifadaen fortsætter: »Kampen vil fortsætte, til vi når vort mål«. Samme toner lyder fra den radikale islamiske opposition i Hamas og Islamisk Jihad, der kategorisk afviser at skulle have lovet Arafat at holde ro: »Afslutningen af besættelsen, flygtningenes hjemvenden og en palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad kan kun opnås ved at forstærke den væbnede konflikt«, siger Hamaslederen Abdel Aziz Rantisi. Frygter isolation Til fordel for våbenhvile taler lederen af den såkaldte præventive sikkerhedsstyrke på Vestbredden, Jibril Rajoub, der står Arafat nær: »Vi må tage vores metode i kampen mod besættelsen op til overvejelse for ikke at blive isoleret i verden«, siger Rajoub, der fastholder, at »retfærdighed for palæstinenserne« er en af hovedpillerne i opbygningen af den amerikanske alliance imod terror. En af de få palæstinensere, der i det forløbne år har udtrykt sig offentligt i pragmatiske toner, er professor Sari Nusseibeh, der er præsident for det palæstinensiske Al-Quds Universitet i Jerusalem. I sidste uge offentliggjorde han samtidig i en række israelske og palæstinensiske aviser en artikel med overskriften 'Hvad nu?'. Nusseibeh opridser, hvad han mener, enhver israeler eller palæstinenser, der holder hovedet koldt, må konkludere på nuværende tidspunkt. Ikke at der er noget i vejen med ideen om en fredsproces, men at den hidtidige proces blev fejlagtigt og mangelfuldt gennemført. Israelerne må ifølge ham forstå: