Næsten hver tredje amerikaner ønsker lejre for arabere

Lyt til artiklen

Knap hver tredje amerikaner - 31 procent - går ind for interneringslejre for arabisk-amerikanske statsborgere for 'at undgå terroristangreb mod USA'. Det viste en landsdækkende meningsmåling fredag ifølge tv-stationen CNN. Tallet - 31 procent - som var fremme i andre meningsmålinger lige efter angrebet den 11. september viser, hvor skrøbeligt amerikanernes forhold er til principper, som før den 11. september blev opfattet som grundlæggende for demokratiet. Det illustrerer også med al tydelighed, hvordan livet for de halvanden million amerikanere, der har arabisk baggrund, i dag er farligt, usikkert og mistænkeliggjort. Hver eneste dag er de amerikanske medier fyldt med historier om hændelser, som tidligere var helt utænkelige. Arabere diskrimineres Mennesker med arabisk udseende skal ikke blot igennem intens gransken på offentlige steder, nogle bliver også nægtet adgang til fly eller bliver endda taget af et fly på grund af protester fra medpassagerer eller piloten. »Vi kan ikke acceptere det her. Det er komplet ulovligt, og vi bliver nødt til at trække en grænse. Er det her et samfund, hvor vi vil have racediskrimination? Hvis det er, så er det et helt andet samfund, end vi hævder«, siger Hussein Ibish fra den Amerikansk-Arabiske anti-diskriminationskomité i Washington. Nægtet at flyve Nogle af tilfældene ligner dem, man finder i historiske apartheid-bøger. For eksempel den egyptiske købmand i byen Largo i Florida, Mohamed El Sayed, som på pilotens ordre blev nægtet adgang til et United Airlines fly fra Tampa til Washington Dulles internationale lufthavn. I San Antonio i Texas fik den 32-årige pakistansk-amerikaner, Ashraf Khan, som havde billet til 1.klasse, besked på at forlade flyet, fordi piloten ikke følte sig tryg ved at have ham ombord. Og i Chicagos internationale lufthavn fik en jødisk børsmægler, som for over 20 år siden flygtede fra det tidligere Sovjetunionen, at vide, at piloten ikke ville have ham om bord. Hændelser som disse har fået gruppe, der arbejder med indvandreres rettigheder, til at opfordre medlemmerne til aldrig at forsøge at flyve eller bare besøge lufthavne uden at have alle papirer på sig. Etnisk identifikation nærmer sig En i USA tidligere vidt udbredt holdning imod at identificere folk udfra etnisk baggrund, smuldrer efter den 11. september i alle hjørner af samfundet. Selv borgerretsorganisationen ACLU (American Civil Liberties Union) ser ud til at acceptere et holdningsskift. »Det, der ændrede tingene, var, at 19 personer med én etnisk baggrund gjorde noget virkelig grusomt«, siger juridisk rådgiver for ACLU i Washington, Rachel King. »Vi vil aldrig være imod at bruge etnisk baggrund som en blandt mange faktorer i identifikation af folk. Men problemet er, at grænsen mellem lovlig efterforskning og etnisk identifikation er meget sløret«, siger hun. Andre opfatter de aktuelle hændelser som et nødvendigt onde. »I forhold til de forfærdelige ting, der kan ske, så er det et onde, et mindre onde, som arabere og arabisk-amerikanere må leve med«, mener Heather MacDonald fra det konservative analyse-institut, Manhattan Institute for Policy Research. Floyd Abrams er en anerkendt forfatningsekspert, som siden terrorangrebene har ændret sin holdning i retning af, at etnisk identifikation er uundgåeligt og i forhold til udlændinge klogt. »Sikkerhedsfolk vil kigge lidt nøjere efter, når unge arabisk-udseende mænd går ombord på fly. Alle 19 flykaprere stammede fra arabiske lande, og deres modersmål var arabisk. Under de omstændigheder virker det bestemt passende også at se på nationalitet som en vigtig faktor«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her