Guerillaleder lover fred

Politiken søndag: Hvis Ali Ahmetis ord står til troende, vil en af Europas mest succesfulde guerillagrupper have afleveret sine våben senest om 40 dage. Som politisk leder og øverstkommanderende for den Nationale Frihedshær (NLA) har denne mand med det rødmossede ansigt oplevet, at hans styrker har overtaget kontrollen over store dele af det nordlige Makedonien. Han har også opnået løfter om betydelige ændringer i landets forfatning. Mange tvivler på, at han vil lade det være ved det, men han er ivrig efter at komme tvivlerne i forkøbet. »Der er ingen grund til at være skeptisk«, siger han, mens han sidder i sit hovedkvarter på en bakkeskråning i landsbyen Sipkovica. »Der er ikke mere grund til at beholde våbnene, så længe vi har en sikker garanti fra EU og fra USA«. Set fra Sipkovica forekommer der at være tale om et betydeligt offer. I løbet af de sidste to måneders kampe har NLA opnået fuld kontrol over området. Den kontrollerer landsbyer i mange kilometers omkreds fra Tetovo og alle områder i bjergene over byen, helt op til grænsen til Kosova. Langs vejene holder bevæbnede vagter øje med kontrolsteder. Deres T-shirts viser, hvilken del af NLA de hører til. Sipkovica er stopfyldt med NLAs soldater, muldyr der bærer forsyninger og børn, der leger på gaden. Der er et militærhospital med unge sygeplejersker i hvide uniformer, og der er en kantine for soldaterne med åbningstiderne skrevet på døren. I teorien vil NLA inden 40 dage have opgivet alt dette, og det makedonske politi vil være i stand til at patruljere i gaderne. Hvorfor? Ahmeti siger, at den aftale, som landets etniske albanere og de makedonske ledere forhandlede sig frem til, er det, han ønskede. »Det var ikke en territorial krig«, siger han. »Vi ønsker at leve som ligestillede i vort land og at blive behandlet som borgere. Albanerne har opnået de rettigheder, som de ikke havde før: Deres sprog og retten til at nedlægge veto i spørgsmål, der vedrører nationale interesser«. Sikkerhedsstyrkerne Hvis det makedonske parlament godkender aftalen, vil albanerne også blive mere retfærdigt repræsenteret i sikkerhedsstyrkerne, siger han. »Hvis vi overdrager 2.000 eller 2.500 våben til myndighederne, vil albanerne få en stor procentdel af politistyrkerne og i hæren«. Højtstående NATO-embedsmænd, der er ansvarlige for at forhandle en aftale om afvæbningen af NLA, synes at have tillid til Ahmetis engagement i den makedonske stat. Han hører ikke til dem, der tror på et Storalbanien. Dette forekommer så meget desto mere overraskende, som manden aldrig i sit voksenliv har boet i det land, han nu hævder, at han støtter. Den 43-årige Ahmeti blev født i den dengang jugoslaviske republik Makedonien, tog eksamen fra universitetet i Pristina i Kosova og flygtede i politisk eksil i Schweiz kort efter, ligesom andre albanske nationalister og systemkritikere. Da Makedonien brød ud af den jugoslaviske føderation, blev Ahmeti ikke givet statsborgerskab. Men hans tro på ideen om, at albanerne kan og bør forblive en del af den makedonske stat, er helt afhængig af støtte fra det internationale samfund. Han er klar over, at Makedonien alene ikke kan give ham de garantier, han har brug for. Hvis han kunne få det på sin måde, blev NATO meget længere i landet end de 45 dage, som de har lovet. »Det er ikke meget. Vi bad om meget længere tid, men det er ikke op til os«, siger han, mens han hele tiden suger på en cigaret. »Vi bad om ubegrænset tid«. Afvæbningen af NLA og den efterfølgende tilbagetrækning af NATOs styrker er for ham at spille højt spil. Tanken om at lade politiet vende tilbage til de oprørskontrollerede landsbyer knap en måned efter nogle af de voldsomste kampe under konflikten er ligesom politiets påståede drab på albanske civile bekymrende. »Naturligvis er vi bekymrede, men når vi har underskrevet aftalen, kommer der ikke flere politioperationer«. »200 kontrollanter fra Organisationen for Fred og Sikkerhed i Europa, OSCE, vil være til stede, når først politiet får fri adgang til de områder, der tidligere blev kontrolleret af oprørerne. Ahmeti siger, at tilstedeværelsen af OSCE burde være nok, men: »En ting, jeg kan garantere, er, at albanerne vil vente på NATO med åbne arme, som man venter på en ven«.