Kvindekamp i moskéen

Politiken mandag: En pakistansk kvinde tog hen til en moské i den britiske storby Birmingham for at søge om skilsmisse, fordi hendes mand havde hældt skoldende hedt vand ned over hendes fødder og ben. Hun blev gift ind i et arrangeret ægteskab i Pakistan og kom til Birmingham i 1986. Hendes mand bandede ad hende, tævede hende og anklagede hende for at være utro. Han sagde, at hun var ubrugelig, fordi hun ikke var blevet gravid, selv om lægerne havde diagnosticeret ham som ufrugtbar. Han låste hende ude og tog hendes tøj, smykker og pas. Dermed var hun uden status og tvunget til at søge offentligt husly. Kvinden tog hen til Wageha Sayeda i ægteskabsbureauet, der hører under Birminghams Centralmoské. »Disse ægteskaber dur ikke længere. Du er ung, og du har ikke gjort noget forkert«, fortalte Sayeda hende. Sayeda er forhenværende børnelæge og den eneste kvindelige ægteskabsrådgiver, der har en overordnet stilling i en britisk moské. Her hjælper hun med at søge islamiske skilsmisser for kvinder, der har levet i arrangerede ægteskaber, som ikke fungerede. Hun er blevet tilbudt en rådgiverrolle i det britiske indenrigsministerium, og hun ønsker at få forbudt tvangsægteskaber mellem pakistanere og britisk fødte muslimer. Hun mener ikke, at der er nogen garanti for, at arrangerede ægteskaber og forhold mellem slægtninge holder. De kvinder, der opsøger Sayeda, er som regel mellem 20 og 40 år, men enkelte venter, til de er over 50. Nogle kommer ind i hendes venteværelse sammen med deres voksne børn, som oversætter Sayedas råd for dem. I nogle tilfælde har deres mænd forladt dem uden et ord og giftet sig igen. Andre er ofre for vold i hjemmet eller utroskab - det forekommer i samme omfang som i vestlige ægteskaber. Emani på 21 år er født i Birmingham. Hun søgte skilsmisse efter at have levet to år i et arrangeret ægteskab. Hendes mand fortalte hende uden omsvøb, hvorfor han ikke kunne holde hende ud. Ubrugelig som hustru »Den første anke var, at jeg var fed. Det duer ikke at være fed. Så er man ubrugelig som hustru«. Sayedas primære opgave er at forsone ægteparret. Lykkes det ikke, sender hun kvindernes skilsmissebegæringer videre til shariadomstolen, det muslimske samfunds ældsteråd. Her skal tre gejstlige mænd behandle sagen og afgøre den ved en flertalsbeslutning. Kvinder kan ikke fungere som dommere i rådet, og nogle kvinder føler sig utrygge ved, at der kun er mænd til stede. I maj i år blev Sayeda udnævnt til observatør ved shariadomstolen i Birmingham - det var første gang, at en kvinde fik denne status i Storbritanniens muslimske samfund. Men lederne i Birminghams Centralmoské - den største moské i Europa - arbejder på at udvide kvindernes rolle, og hvis der nogensinde udnævnes en kvindelig dommer til shariadomstolen, kan det meget vel blive Sayeda, mener mange af landets kvindelige muslimer. Sayeda, som i dag er i 60erne, er født i Indien og uddannet i Pakistan og Storbritannien. Hun giftede sig af kærlighed, men hendes mand døde af et hjertestop. Hun ønsker tit, at hun havde giftet sig igen. De ser, at det er tilladt at gifte sig med en fætter eller kusine, og så tror de at man skal gøre det. Folk opfatter det som et ideal, som det fuldendte ægteskab. Men der er nok af britisk fødte muslimer, som de unge kan gifte sig med«Hendes assistent i moskéen er den 35-årige Saba Butt, en fraskilt kvinde med to børn. Skilsmissen gik ud over Saba Butts økonomi, men hun slap for at blive udstødt af det muslimske samfund. »Dr. Sayeda er et forbillede«, siger hun. »Hun er ligeglad med, hvad andre mennesker tænker«. De to kvinder er begge konservativt klædte med håret helt tildækket. Sayeda siger, at kvinder ifølge islam har samme ret til at få opløst et ægteskab, som mændene har. »Men mange kvinder kender ikke deres rettigheder. Det er ikke meningen, at de skal finde sig i hustruvold eller forhold, der gør det umuligt at bo under samme tag«, fastslår hun. Ikke desto mindre er skilsmisse en mindre kompliceret proces for mændene. En mand, der ønsker at opløse sit ægteskab, skal sige det højt tre gange, nedfælde det på papir i vidners nærvær og sende begæringen til godkendelse i moskéen. Få genforeninger Hvis en kvinde ønsker skilsmisse, skal hun henvende sig til moskéen og give tre gode grunde til, at ægteskabet ikke kan fungere. Sayeda skal så mødes med begge ægtefæller og prøve at forlige dem. Hvis det viser sig umuligt, skal der føres sag ved shariadomstolen med indkaldelse af vidner. Gennem seks år ved domstolen har Sayeda kun oplevet fem tilfælde, hvor det lykkedes at genforene ægtefællerne ud af flere end 200 skilsmissesager. I 1995 talte hun 36 skilsmisser. Siden januar i år har der været 72. Over halvdelen af de par, hun møder, er fætre og kusiner. Sayeda indkalder også deres forældre til moskéen. Uden for hendes lille kontor kan man høre, at flere mænd hæver stemmen. En far, der har giftet sin datter bort til sin søsters søn, er modstander af skilsmisse. Det var ham selv, der valgte gommen, og han frygter at en skilsmisse vil give familien et dårligt omdømme, og at ingen vil gifte sig med hans øvrige døtre. Sayeda bliver hyppigt opsøgt af kvinder, der truer med at løbe hjemmefra og gifte sig med en mand, som de virkelig elsker. Så tager hun ud til kvindernes forældre og advarer dem. »Nogle af dem vælger at overhøre mine advarsler, men så kommer de ugen efter og tigger og beder om adresserne på de forskellige kvindeherberger, fordi deres datter er løbet hjemmefra. Jeg siger: »Det var jo det, jeg sagde. I kan ikke tvinge hende. Nu må I affinde jer med det«. Kvinder vil ikke længere acceptere at lide i stilhed, og det er godt«. Hun påpeger, at nogle forældre fejlfortolker den religiøse lære. »De ser, at det er tilladt at gifte sig med en fætter eller kusine, og så tror de at man skal gøre det. Folk opfatter det som et ideal, som det fuldendte ægteskab. Men der er nok af britisk fødte muslimer, som de unge kan gifte sig med«. Det er hendes politik at opfordre alle fraskilte til at gifte sig igen. Svært som enke »Jeg ønsker ikke, at de unge piger skal lade sig skille og så sige: »nu er jeg fri som fuglen«. I min alder ved jeg, hvor svært det er at leve alene. Som muslimsk enke er mit liv fuld af restriktioner. Jeg må ikke have en håndværker i huset, uden at der er en anden mand til stede, eller uden at åbne alle vinduer og døre. Nogle gange bliver jeg så fortvivlet«. Moskéen har endda oprettet et ægteskabsbureau til hjælp for de nyskilte. Her bruger man spørgeskemaer og pasfotos til at finde egnede emner til fraskilte og enlige kvinder og mænd. Disse muslimer tror på, at man skal lære sin kommende ægtefælle at kende, før ægteskabet indgås. I ægteskabsbureauets kartoteker findes muslimer fra Kosova, jamaicanske kvinder og engelske kvinder, der er konverteret til islam. En af kvinderne er jagerpilot i det britiske luftvåben. »Mange er blevet godt gift i deres andet ægteskab, som bureauet har formidlet«, siger Sayeda. »Vi må sætte en stopper for tvangsægteskaberne, for de holder ikke«.