NATO tøver med at handle

Politiken tirsdag: Fredaftalen mellem de stridende parter i Makedonien er langtfra ensbetydende med, at der rent faktisk bliver fredeligt i området, advarer NATO-diplomater, som frygter, at NATO-soldaterne kan blive brikker i fortsatte militære kampe. Usikkerheden på aftalens holdbarhed er så udtalt, at fredsaftalen ikke i sig selv er nok til at sende NATO-soldater ind i området. Styrkerne bliver, hvor de er, indtil der er nogenlunde sikkerhed for, at aftalen kan gennemføres i praksis. »Det er en udbredt opfattelse, at NATO kan gå ind og sætte en stopper for kampene, men det er fuldstændig forkert. Hvis parterne fortsat ser en interesse i at skyde på hinanden, er der absolut intet, vi kan gøre ved det«, forklarer han. Våbenhvilen skal respekteres Ifølge fredsaftalen skal 3.500 NATO-soldater sørge for afvæbningen af de albanske oprørere. Den første forudsætning for, at NATO vil gå ind, er, at våbenhvilen bliver respekteret, og kampene indstilles. Alene i sidste uge kostede kampene 19 soldater og politifolk livet. Derudover vil NATO have sikkerhed for, at den makedonske regering og flertallet i parlamentet vil overholde sin del af aftalen og give det albanske mindretal flere og stærkere rettigheder. Parlamentet har ifølge aftalen 45 dage til at gennemføre lovændringerne, men NATO-kilderne forventer, at det ret hurtigt vil stå klart, om det bærer den rigtige vej. Samtidig forsøger NATOs militære planlæggere at undslippe rollen som brikker i et fortsat militært opgør mellem albanere og makedonske regeringsstyrker. Oprørsstyrkerne kan have en taktisk interesse i at trække afvæbningen i langdrag, når først NATO-styrkerne er på plads. Dermed sikrer de sig en fortsat militær magtbase, samtidig med at NATOs tilstedeværelse kan forhindre, at regeringen tager de områder tilbage, som oprørerne har erobret. »Det ville være dybt uansvarligt, hvis vi ikke planlagde ud fra, at den situation kan opstå. Vi står med det helt basale problem, at begge parter hver på sin måde kan se en interesse i at vinde terræn med militære midler«, siger en NATO-diplomat, som dog ikke vil afsløre, hvordan NATO-styrkerne kan slippe ud af den klemme. Vil ikke tage våben med magt Et andet problem er, at NATO hverken kan eller vil tage våbnene fra de albanske oprørere med magt. Aftalen forudsætter, at de albanske oprørere selv bevæger sig hen til NATOs udsendte, afleverer deres våben og derefter, ganske ubevæbnede, drager væk igen uden at blive overfaldet af hævngerrige makedonere. Derudover forventes det, at den albanske oprørsbevægelse afleverer samtlige våben og ikke blot opmagasinerer dem i naboregionen Kosova til eventuel senere brug. Aftalen forudsætter således en betydelig grad af tillid mellem parterne - en tillid, som NATO-diplomater erkender ikke ligefrem dominerer forholdet mellem albanere og makedonere. Officielt regner NATO med en hurtig og effektiv aktion, hvor styrken med det poetiske navn Essential Harvest, 'Nødvendig høst', i løbet af blot 30 dage modtager våbnene, sender dem til destruktion og forsvinder igen. De færreste NATO-lande føler trang til at afsætte endnu en styrke, der ligesom i Bosnien og Kosova må blive stående på ubestemt tid.