Muren deler stadig berlinerne

Politiken mandag: Det er kun turisterne, der spørger efter den. Muren. Ellers er den sommerens centrale emne i den tyske hovedstad. Ældre herrer skriver sidelange åbne breve mod hinanden i aviserne, og taxachaufføren bliver rød i hovedet på ti sekunder: »De svinebæster«. Muren er revet ned. Der er kun nogle enkelte stumper tilbage. Det er derfor, turisterne spørger efter den. I dag er det 40 år siden, den blev bygget. Det er næsten 12 år siden, den faldt. Alligevel skændes politikere, intellektuelle og almindelige berlinere indædt, fordi nogle af dem, der var med til at bygge Muren og var med til at holde vagt ved den, er kommet til magten igen. Ser retfærdigheden sådan ud? Det reformerede kommunistparti PDS er i øjeblikket det parlamentariske grundlag for Berlins regerende borgmester, socialdemokraten Klaus Wowereit. Efter valget 21. oktober får den tyske hovedstad efter alt at dømme også et par postkommunistiske ministre i en socialdemokratisk ledet delstatsregering. PDS skal bare lige sige undskyld for Muren først. Til gengæld er det nok for Wowereit og hans socialdemokrater, der har hentet Willy Brandts gamle udenrigspolitiske strateg, Egon Bahr, frem for at begrunde kovendingen. Indtil for et par måneder siden ville SPD i Berlin nemlig ikke røre PDS med en ildtang. Nu kalder Bahr indvendingerne mod et samarbejde med PDS for »Den kolde krigs sidste krampetrækninger«. »Man vil hade mig« »Jeg ved, man vil hade mig for det, men jeg var nødt til det - for socialismens skyld«, betroede den østtyske kommunistleder Walter Ulbricht sine nærmeste medarbejdere i efteråret 1961. Ulbricht havde lørdag 12. august 1961 samlet hele den østtyske ledelse i sit sommerhus ved Grosser Döllnsee. Det var en smuk sommeraften, og stemningen var udmærket. Gæsterne havde ikke fået noget at vide om, hvorfor de var kaldt sammen. Klokken ti om aftenen sagde Ulbricht pludselig: »Vi skal lige holde et lille møde«. Her godkendte den østtyske regering bygningen af Muren. Erich Honecker, der 1976 overtog magten efter Ulbricht, var ikke med til mødet i sommerhuset. Han var i Berlin for at lede 'Operation Rose'. Klokken et natten til søndag 13. august blev den første pigtråd rullet ud. Muren blev hans svendestykke. For Ulbricht, der havde brugt måneder på at overtale Kreml, gjaldt det om at stoppe flugten fra DDR. Arbejder- og bondestaten var ved at forbløde. Fra den nazistiske kapitulation i maj 1945 til august 1961 var 2,7 millioner flygtet til Vesten. Grænsen fra Tjekkoslovakiet til Østersøen var tæt, nu skulle det sidste hul, den åbne grænse mellem Øst- og Vestberlin, lukkes. Det kom ikke bag på Vesten, viser nyligt offentliggjort efterretningsmateriale. Både vesttyske og amerikanske agenter havde forudset Muren, og i ugerne op til bygningen havde de endda fået snuset datoen op. Muren bedre end krig Det var midt under den kolde krig, men den amerikanske præsident John F. Kennedy overvejede ikke at gribe til våben for at stoppe bygningen af Muren. »Den er bedre end krig«, mente han. I de år var krig nemlig ensbetydende med atomkrig, så prisen havde været over 100 millioner døde alene i Europa. For resten havde amerikanerne kun 27 kampvogne i Vestberlin, og det var slet ikke nok til at begynde en militær operation. Vestberlins regerende borgmester, socialdemokraten Willy Brandt, bad 13. august 1961 de tre vestallierede skride ind, men de skulle ikke nyde noget. Der gik 24 timer, inden allieret militærpoliti dukkede op ved mur og pigtråd, 48 timer inden de sendte en protest til det sovjetiske hovedkvarter i Karlshorst, og 72 timer inden en allieret diplomatisk note blev afleveret i Kreml. I Moskva var Nikita Khrusjtjov godt klar over den storpolitiske fare og havde forklaret Ulbricht, at han godt måtte bygge Muren, men »ikke gå en millimeter længere«. I oktober holdt amerikanske og sovjetiske kampvogne i Friedrichstrasse 16 timer med kanonerne pegende på hinanden. Men verdensfreden holdt, og østtyskerne kom til at betale prisen. 950 døde i 10.680 dage Muren stod 10.680 dage til 9. november 1989. Regeringen i Østberlin udbyggede til stadighed grænseanlægget, der var mere end en mur. For eksempel fik kun særligt systemtro lov at bo i ejendommene op til de 165,7 kilometer mur. Deres familie og venner skulle også have særlig tilladelse for at komme på besøg. Grænsesoldaterne skød med skarpt mod medborgere, der forsøgte at flygte. Tyske myndigheder og historikere regner med, at 950 omkom under flugtforsøg. Nogle druknede i Østersøen, andre blev kvalt i kasser, de skjulte sig i, og atter andre blev skudt. Den sidste, der blev dræbt af østtyske kugler var den 20-årige Chris Gueffroy. Han forsøgte 6. februar 1989 at flygte til Vestberlin. Murens sidste offer var den 33-årige ingeniør Winfried Freudenberg, hvis hjemmelavede ballon 8. marts 1989 faldt ned i det vestberlinske villakvarter Zehlendorf. Grænseanlægget med vagttårne og hunde tværs gennem Berlin blev hurtigt i både øst og vest et symbol på ufriheden i den kommunistiske del af verden. Det er også derfor, sindene er kommet i kog igen. For SPD drejer det sig om taktik, som nu får et lag ideologisk fernis. Klaus Wowereit førte partiet ud af samarbejdet med det borgerlige CDU, og så var der kun flertal ved hjælp af PDS. Sådan ser det også ud til at gå ved valget i oktober. Det gamle Østberlin er nemlig reformkommunisternes højborg. PDS, der er en direkte videreførelse af Ulbrichts og Honeckers SED, har siden genforeningen lagt afstand til det kommunistiske diktatur og står i praktisk politik for SF-lignende synspunkter. Men især medlemmerne og i vid udstrækning også vælgerne - især i Berlin, hvor stats- og partiledelsen sad - er gamle apparatjikker. Højt og tydeligt undskyld Selv om PDS-formanden Gabi Zimmer har sagt højt og tydeligt undskyld Muren og de ofre, den krævede, mener mange af hendes medlemmer, at Muren, »den antifascistiske beskyttelsesvold«, var i orden. Den var med til bevare freden. PDS har opstillet sin absolutte stemmesluger, advokat Gregor Gysi, som spidskandidat i Berlin. Han hører til de mest reformivrige i partiet, og kun de allermest trofaste østtyske systemkritikere sætter spørgsmålstegn ved hans demokratiske sindelag. Når man læser og hører Gysi, er der ingen tvivl: Han har forladt princippet om, at partiet altid har ret, og er ankommet i demokratiet. I det hele taget er situationen alt andet end sort-hvid. Den forvirres for eksempel også af, at Østberlins sidste partisekretær, Günter Schabowski, der blev dømt for medansvar for Muren, nu er rådgiver for CDUs spidskandidat, Frank Steffel. Oven i købet sammen med en af DDRs kendteste borgerrettighedsforkæmpere, Bärbel Bohley. Filosoffen Richard Schröder var i DDR med til at vælte Muren og efter dens fald med til at genoprette SPD i Østberlin. Han har i protest mod samarbejdet med PDS forladt SPDs idékommission og er blevet talerør for ubehaget ved at lade gamle kommunister komme til magten igen. I Die Zeit svarede han forleden Egon Bahr: »Egon, du arbejder på en ny myte, som jeg protesterer imod, fordi den lader oppositionens rolle i DDR, civilcouragen, falde af ladet bagude. Det er dig, der sidder fast i den kolde krig«.