Støtten til Serbien kommer for sent

Politiken onsdag: Den vestlige hjælpepakke kommer for sent til at redde den serbiske reformregering. Sådan lyder vurderingen fra den økonomisk-politiske analytiker James Lyon, der for International Crisis Group i årevis fulgte udviklingen i Bosnien og i det seneste års tid har boet i Beograd. »Det første formål med den udenlandske hjælp er at holde landet i live og at undgå social uro. Det skal ske ved at udbetale pensioner og lønninger, så de selv kan få lidt aktivitet i gang. Det er alvorligt, for den type hjælp er ikke lige ved at komme«, siger James Lyon til Politiken i et telefoninterview. »Uden for Jugoslavien tror mange, at det vigtigste er genopbygning af broer og kraftværker efter NATOs bombardementer, men det er faktisk det mindste problem«, siger han. »Giverlandene havde nogle bitre oplevelser med korruption i Bosnien, og derfor vil de følge deres penge helt ud i sidste hjørne. Det er et ganske vist forståeligt, men forsinkende element. Hjælpen kommer ikke hurtigt nok«. »Men ønsket om kontrol er nu ikke hele forklaringen på trægheden. EU er notorisk en langsom betaler, mens den direkte bilaterale hjælp fra for eksempel USA og også nogle EU-lande som Danmark kommer hurtigere. Vi lavede i 2000 en undersøgelse af EUs hjælp til Bosnien. EU var ikke færdig med at bruge pengene fra 1996-98 og var kun lige begyndt at bruge af bevillingen for 1999«. »Efter oktoberomvæltningerne her i Beograd kom nødhjælpen meget hurtigt. Jugoslavien kom gennem vinteren, og der er vand og strøm over hele landet. Det er den fortsatte bistand, der er problemet«. »Regeringen brugte al energi i otte måneder på at slippe af med Milosevic. Derfor er den ikke kommet så langt med hensyn til det andet formål med støtten: at reformere Serbien/Jugoslavien fra top til bund. Den er i gang, men den er ikke nået til det punkt, hvor det for alvor gør ondt, nemlig privatisering af de store virksomheder. Det kan ikke undgå at skabe uro, for det betyder massefyringer. Episoden på Zastavafabrikkerne, hvor arbejderne for nylig i protest smed sten efter ministre, er en forsmag på, hvad der kan komme«. »Vesten er nødt til at stille betingelser. Kunsten er at gøre det uden for store forsinkelser. Hvis der ikke kommer mere fart i både reformer og international bistand, kan man ikke undgå sociale spændinger her. Naturligvis er der en masse gode projekter med humanitær bistand, med reform af medierne, med demokratisering og lovreformer, men det afgørende er at få gang i den private sektor. Det lyder nemt i vestlige ører, men vi har f.eks. ikke et ordentligt banksystem, hvor private iværksættere hurtigt kan få små, men afgørende lån«.