Kenya: Hungersnød truer nomader

Politiken lørdag: »Tag ikke fejl. Vi er dybt taknemlige. Vi overlevede. Men hvad skal vi stille op med vores liv? Hvad skal vi leve af?«. Agnes Asuroi Lodea har sit barnebarn på skødet. Kinderne er gode og runde. Men maven strutter, et tegn på fejl- og underernæring. Sammen med veninden Mandate Akeru Apus og de lokale høvdinge organiserede Agnes nødhjælpsarbejdet til turkanafolket i det nordvestlige Kenya sidste år og de første måneder af 2001. I begyndelsen var det nødvendigt at tvangsfodre de mindste børn. De var udtærede og dehydrerede. Huden hang slapt på de små mennesker, der ikke forstod, hvad der foregik. Lidt efter lidt kom der liv i børnene. Ingen døde. Det gjorde derimod kvæget, der er livsnerven og hovedindtægtskilde for nomader. »Tørken varede længe. Til sidst var der ingen steder, vi kunne tage hen. Græsset forsvandt. Markerne blev til ørkener. Der var ingen vand«, siger Mandate. De forsøgte at overleve på vilde bær. De drog mod nord og vest, men blev tvunget tilbage, da de kom ind i andre nomadefolks områder. Ingen havde kræfter til at slås. Til sidst drog de til byen i håb om hjælp. »Det gjorde de ret i. Verdensfødevareprogrammet WFP forstod hurtigt den alvorlige situation. Sammen fik vi etableret hjælp til næsten 80.000 mennesker«, siger Michael Lokau Mariao fra Det Lutherske Verdensforbund, der har stået for fødevareuddelingen i Kakuma og omegn. Hjælpen til de små børn kom fra Folkekirkens Nødhjælp. Mangel på mad »Situationen er meget bedre nu. Men desværre har vi været nødt til at skære ned. Vi mangler penge. Det kniber med olie. Nogle måneder kan vi ikke få madvarer nok«, tilføjer Michael Lokau Mariao. Situationen er den samme i det nordøstlige Kenya og blandt somalierne i Etiopien. Alle tre steder er nomaderne afhængige af deres dyr. Alle tre steder var det dyrene, der først bukkede under. Der har hverken været tid eller råd til nye dyr. Det betyder, at nomaderne indtil videre er helt afhængige af nødhjælp. I flygtningelejren Dadaab har Verdensfødevareprogrammet WFP været nødt til at skære i de daglige rationer. De 127.000 flygtninge får nu 1.400 kilokalorier mod den anbefalede minimumsration på 2.100. Den alvorlige underernæring blandt børnene i lejren er stærkt stigende. Trods adskillige appeller mangler WFP såvel hvedemel som olie og majs. Det har fået Læger Uden Grænser til at protestere. Blandt andet beklager man, at traditionelle donorer som EU er forblevet tavse. Ord ja, handling nej »Hjælp i nærområderne er en vigtig del af hjælpearbejdet til flygtningene. Men når det kommer til stykket, har vi åbenbart svært ved at sætte handling bag de pæne ord og gode intentioner«, siger Søren Brix Christensen, formand for Læger Uden Grænsers danske afdeling. I Etiopien advarer Wafdi Othman fra WFP, at fødevareuddelingerne blandt nomaderne i den sydlige del af landet snart må indstilles, hvis der ikke kommer yderligere tilsagn om hjælp. Over en million mennesker har brug for hjælp efter de seneste års alvorlige tørke. »De er de små børn, de gamle og de handicappede, der først rammes. De kan ikke klare sig selv«, siger Agnes Asuroi Lodea, der sammen med Mandate Akeru Apus og lokale høvdinge har fået den ubehagelige opgave at skære ned på hjælpen til de familier, der bedst kan klare sig uden. »Vi er glade for, at vi overlevede. Men vi ved ikke, hvad vi skal leve af. Uden dyr går det ikke«, siger Agnes. Også Michael Lokau Mariao er bekymret. Den hidtidige regn i år er langt under gennemsnittet. De afgrøder, der blev plantet, nåede lige at spire. Så holdt det op med at regne. Både majs og kornsorten durra visnede. »Situationen er meget bekymrende. Nomader uden kvæg er dybt afhængige af hjælp udefra«, siger han.