En sump af korruption

Politiken tirsdag: Dramatisk vending i den tysk-franske skandale omkring Leuna-raffinaderiet. Efter megen tøven tager tyskerne mod hjælp fra Schweiz, der har fundet sorte penge på mystiske konti. Sagen går tilbage til tiden under Kohl og Mitterrand. Den franske oliekoncern Elf Aquitaine brugte millioner og millioner på at bestikke visse personer i Tyskland, da koncernen i 1992 opkøbte Leuna-raffinaderiet i Østtyskland i hård konkurrence med amerikanske og britiske interesser. Men det er stadig uopklaret, hvem der fik de mange penge. Sandsynligvis vil man kunne finde nogle af navnene i de 60 ringbind, som schweiziske politifolk har fyldt med oplysninger om de diskrete pengestrømme, der blev pumpet ud og ind af Schweiz. Ringbindene vil snarest blive sendt til det tyske justitsministerium, som indtil nu ikke har virket spor interesseret i at få adgang til schweizernes fund. Korruptionen omkring Leuna er politisk betændt. Mange af sporene fra Schweiz menes at føre frem til personer med nære forbindelser til CDU, den Kristelig-Demokratiske union, der dengang stadig blev styret med fast hånd af kansler Helmut Kohl. Schweizisk pres Den tyske ugeavis Die Zeit taler om »den tysk-franske Leuna-sump«. En sump, som ikke mindst Die Zeit har søgt at tørlægge, bl.a. med hjælp fra schweizeren Bernard Bertossa, statsadvokat i Génève. Schweiz beskyldes tit for at se den anden vej, når udlændinge åbner tvivlsomme konti i landet med de diskrete banker. Men faktisk er det schweiziske efterforskere, der i høj grad har hjulpet franske kolleger med at kigge Elf Aquitaine i kortene i korruptionsaffærer, der rækker fra Taiwan til Angola og går over Schweiz. Bernard Bertossa og hans detektiver har således været i stand til at tegne et kort over de opfindsomme bevægelser af sorte penge, der skulle vaskes hvide gennem fupselskaber, mystiske fonde og diskrete konti i Schweiz og i off shore skatteparadiser. Men underligt nok var de tyske justitsmyndigheder ikke ivrige efter at tage mod det schweiziske tilbud om samarbejde. Schweizerne fik nærmest indtrykket, at de havde med døvstumme at gøre. Politisk tryk Forleden påviste Die Zeit, hvorledes de offentlige anklagere i en række tyske delstater har spillet sorteper om det schweiziske tilbud. Det blev affejet som spekulationer, der ikke berettigede noget tysk indgreb. Die Zeit mener, at de pågældende statsadvokater har været udsat for et massivt politisk tryk fra CDU-fyrster. Dén sag skulle der ikke bores mere i. Forklaring: En stor del af korruptionspengene menes at være fyldt i CDUs partikasse. I en ledende artikel hånede Die Zeit de tyske anklagere for fejhed og magelighed. Efter at sagen havde skvulpet rundt mellem de tyske delstater, skred regeringsmagten i Berlin så forleden ind og sagde ja tak til gavepakken fra Schweiz. Som i Afrika Og straks var der både socialdemokratiske og liberale politikere, der krævede et hastemøde i det parlamentariske udvalg, som beskæftiger sig med den ulovlige pengestøtte til CDU. Her har CDU været i klemme i årevis. Modstandernes håb er, at materialet fra Schweiz yderligere vil kunne sværte det store borgerlige parti. Socialdemokraten Friedhelm Julius Beucher mener ligefrem, at myndighederne med ringbindene fra Génève vil kunne foretage et »tigerspring« i udvalgets arbejde. Da Elf Aquitaine overtog Leuna-raffinaderiet, var den franske koncern stadig statsejet. Både den franske præsident Francois Mitterrand og den tyske kansler Helmut Kohl ønskede, at handelen skulle gå igennem. For dem var det et politisk projekt, der skulle demonstrere, at det tætte samarbejde mellem Europas to store nationer ikke var blevet svækket efter den tyske genforening. Men glat gik handelen ikke igennem. Den daværende chef for Elf Aquitaine har forklaret Die Zeit, at det var med præsident Mitterrands indforståelse, at den franske koncern greb til »afrikanske metoder«. Og så flød korruptionsmidlerne, anslået til 350 millioner kroner. Koncernchefen bedyrer, at han ikke ved, hvem der fik del i pengene. Forsvandt Den slags sager overlod Elf Aquitaine til den franske efterretningstjeneste, der dengang havde en filial i den statslige oliekoncern. Disse franske fagfolk arbejdede snævert sammen med tyske kolleger. I 1998 forsvandt vigtige oplysninger om Leuna-affæren fra computere i det tyske kanslerkontor. Året før forsvandt det såkaldte tyske spor i det materiale, som de franske efterforskere møjsommeligt havde bragt til veje i samme sag. Tyvene havde tydeligvis vidst, hvor de skulle søge. Begge forsvindingsnumre er fortsat uopklarede.