Politiken fredag: Forud for klimakonferencen, der indledes i Bonn på mandag, har Japans ministerpræsident, Junichiro Koizumi, givet EU en skriftlig garanti for, at Japan vil ratificere Kyotoaftalen, der skal begrænse den globale opvarmning. Koizumi har tidligere vægret sig ved at komme med en klar udmelding om Japans holdning til aftalen, der blev indgået i 1997. EU arbejder for, at aftalen skal træde i kraft i 2002, mens USA afviser den. Derfor er Japans støtte uhyre vigtig for Kyotoaftalens tilhængere. Koizumi skriver i et brev til den svenske statsminister, Göran Persson, at Japan står bag aftalen, uanset hvor mange lande den omfatter. Brevet blev offentliggjort i går, men det fremgik ikke, hvornår den svenske regering modtog det. Sverige havde formandskabet i EU indtil udgangen af juni. Brevet er et svar på en henvendelse fra Persson efter EU-topmødet i Göteborg midt i juni. »Japan sigter fortsat mod, at Kyotoprotokollen kan træde i kraft i 2002 med deltagelse af så mange lande som muligt«, skriver Koizumi ifølge nyhedsbureauet AFP. Kyotoaftalens fremtid afgøres formentlig ved den internationale klimakonference, der mandag indledes i Bonn. Det bliver første gang, at alle Kyotoaftalens parter mødes, siden USAs præsident, George W. Bush, undsagde den i marts måned. Bush meddelte dengang, at USA ikke ville rette sig efter aftalen, fordi den ville gå ud over den amerikanske økonomi, og fordi den ikke pålægger u-landene at skære ned på deres udledninger. Han bebudede, at USA vil udsende sit eget udspil til en international klimaaftale. Det lader dog vente på sig, og den amerikanske delegation ventes heller ikke at have udspillet med i tasken, når den kommer til Bonn. Endnu ikke i kraft 180 lande deltager i Bonn-mødet. Mindst 55 lande, der tilsammen står for mindst 55 procent af industrilandenes udledning af drivhusgasser, skal ratificere aftalen, hvis den skal træde i kraft. Hidtil har kun 30 udviklingslande ratificeret aftalen. Da George W. Bush trak USAs støtte til Kyotoaftalen tilbage, udtrykte han skepsis over for teorien om, at den globale opvarmning hænger sammen med menneskeskabt forurening. Men den skepsis kan han godt pakke sammen, mener den amerikanske videnskabsmand Robert Watson, der er formand for FNs klimapanel, IPPC. IPPC udsendte i går sin tredje rapport om klimaforandringer, og den viser, at temperaturerne i verden stiger næsten dobbelt så hurtigt som hidtil antaget. Robert Watson sagde ved offentliggørelsen, at der skal handles straks, hvis man vil undgå dramatiske klimaforandringer på Jorden. »Vi ved nok til at sige, at klimaforandring er et alvorligt miljøproblem«, understregede Watson over for BBC. Bag IPPCs rapport står 3.000 forskere fra en lang række lande, herunder nogle af verdens førende meteorologer. Deres beregninger viser, at temperaturen muligvis vil stige med op til 5,8 grader i dette århundrede. Det fremhæves i rapporten, at forandringen skyldes menneskets aktiviteter på Jorden. Industriens forurening og særligt udledningen af drivhusgasser bidrager mest til de stigende temperaturer, vurderer IPPC. Der er udarbejdet andre forskningsrapporter, som sår tvivl om sammenhængen mellem forurening og klimaforandringer, og Robert Watson erkendte i går, at der hersker nogen videnskabelig usikkerhed om fænomenet global opvarmning. »Der er en mulighed for, at vi overvurderer menneskets indflydelse på Jordens klima. Men det er også muligt, at vi undervurderer den«, sagde Watson og fastslog, at »videnskab ikke må blive et påskud for passivitet«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























