Gadefest i Beijing

Politiken lørdag: Mænd, kvinder og børn - alle Beijingborgere var tilsyneladende gået på gaden i aftes for at fejre sejren i afstemningen om OL 2008. Længe efter midnat var hele familier med småbørn ude på deres cykler. Den spontane folkelige glæde var ikke til at tage fejl af. Men folk fik ikke mulighed for at få fuldt afløb for deres følelser. De fleste havde ønsket at tage hele vejen ind til Den Himmelske Freds Plads, men to blokke derfra var gaderne spærret. På selve pladsen foregik en organiseret fest med deltagere, som var blevet kørt dertil i busser. Der var ingen plads for spontane glædesytringer. »Er det sandt? Må vi ikke komme frem?«, råbte en ung mand i undertrøje. Han og hans kammerater styrtede frem mod politikæden i et forgæves forsøg på at bryde igennem. »Det her begynder at blive farligt«, sagde en mor, da presset og trængslen tog til og holdt sin datter fast i hånden. Men på alle andre gader, jeg gik ad, var stemningen mere godmodig. Alt fra lettelse efter anspændelsen til ekstase. Folk gjorde præcis, som de ville. Færdselspolitiet gav hurtigt op. Dristige motorcyklister, der svingede med flag i den ene hånd, fik de mange tilskuere til at snappe efter vejret. De stod tæt pakket på fortovene og viftede med de små flag, som blev solgt af unge mænd for en yuan stykket (1,05 kr.). Mange tog chancen og antændte heksehyl og andet fyrværkeri - noget der ellers er forbudt, selv under det kinesiske nytår. Kommunistpartiets hovedorgan, Folkets Dagblad, der til hverdag er en meget langsom og kontrolleret rapportør, var hurtigt ude med en næsten løssluppen ekstraudgave med store kulørte overskrifter og farvefotos. Hvem kunne have troet noget sådant? Allergladest var nok vognmanden Song Dehua. For tre dage siden satsede han alle sine sparepenge på sejr til Beijing. Han købte en lejlighed på 150 kvadratmeter lige på det sted, hvor den olympiske by skal opføres. »Jeg lånte 200.000 af mor og lagde selv 200.000 til. Jeg tror, at den vil være det dobbelte værd om syv år«. Han tror, at fast ejendom vil blive en kilde til stor korruption i de nærmeste år. I lobbyen på Jianguo Hotel sad Wang Gang med familie og venner og ventede spændt på at få resultatet at høre. Da Juan Antonio Samaranch dukkede frem på tv-skærmen og sagde de magiske ord om Beijing, trak Wang Gang champagnen op. Da jeg trængte mig frem for at interviewe ham, omfavnede han mig og fortalte, hvor længe han havde ventet på denne dag siden skuffelsen for otte år siden, da Beijing tabte til Sydney. »Fortæl hele verden, at der ikke bliver nogen problemer med legene i Beijing«, siger Fang Gang, som er teleingeniør i China International Telecom Construction Corporation. Jeg spørger ham, om resultatet er godt for menneskerettighederne i Kina. »Uden tvivl«, siger han og fortæller om sin drøm: »Kina bliver mere åbent. Vi kan have et normalt samkvem. Jeg drømmer om at sidde ved kanten af en sø i Europa med en øl i hånden og kigge op mod bjergene. Senere på natten ser jeg Beijingkanalens direkte udsendelse fra den kinesiske delegations pressekonference i Moskva. En journalist fra Australien spørger, hvordan Kina skal håndtere den minutiøse overvågning af menneskerettigheder, man kan vente i de kommende syv år. Det spørgsmål bliver aldrig oversat, og programværten bryder ind og begynder at tale om noget andet, før vi får svaret at høre. Det varer nok en rum tid endnu, før Wang Gangs drøm går i opfyldelse.