Chirac grillet på tv

Politiken søndag: 14. juli er Frankrigs nationaldag, den dag da revolutionen brød løs i 1789, med krav om frihed, lighed og broderskab. Officielt fejres dagen med en prægtig troppeparade, hvorefter præsidenten går på tv for at lade sig udspørge om sit syn på nationens tilstand. I år blev over en tredjedel af interviewet brugt på at udfritte ham om de omstridte luksusrejser, han og hans familie foretog, da han var borgmester i Paris. Hvorfor betalte han altid med kontanter, og hvor kom de mange penge fra? Aldrig før er en fransk præsident blevet gået så tæt på klingen. Og Chirac var vred. Vred og forarget. Jeg har intet at bebrejde mig selv, intet at skjule, erklærede han. Alt var gået fuldstændig lovligt til. Men man måtte huske på, at han med sin rolle som forhenværende premierminister havde været nødt til at tage visse hensyn til sin og sine ledsageres sikkerhed. Derfor havde han valgt at betale flybilletter m.v. med kontanter og i øvrigt at optræde under opdigtet navn, et spørgsmål om diskretion. En ting var, at han selv følte sig som et offer for bagvaskelse, men at man også havde tilladt sig at indkalde hans datter, Claude, til afhøring - dét var at gå over stregen, mente præsidenten. Både hans datter og hans kone var »knust« over det passerede, selv var han »dybt krænket«. Overdrivelser Chirac fastholdt, at de summer, der var blevet nævnt i sagen, var vildt overdrevne. Hans datter havde under afhøringen oplyst, at den ene af de rejser, hun havde været med på, havde været »professionel«. Turen gik til New York. En anden rejse gik angiveligt til Kenya - men dér havde præsidentens datter aldrig sat sin fod. Undersøgelsesdommerne arbejder ud fra en formodning om, at de dyre rejser er betalt med midler, der stammer fra den overvældende korruption omkring rådhuset i Paris i de år, da Chirac var borgmester (1977-95). Selv hævder han, at pengene var private midler, og at en del af dem stammede fra de hemmelige fonde, som enhver fransk premierminister råder over, uden at skulle stå til regnskab for nogen. Chirac understregede, at denne tradition var blevet fastholdt af skiftende regeringer, uanset deres farve. Men han erkendte, at tiden var løbet fra denne sædvane. Der må gribes ind »øjeblikkeligt«, formanede han. Selv kunne han foreslå, at de pågældende summer, der bl.a. anvendes til at sige hårdt arbejdende embedsmænd og rådgivere tak for en usædvanlig indsats, i fremtiden bør udbetales i form af en check. I dag falder pengene i kontanter. Chirac så også gerne, at disse ekstraordinære honorarer i fremtiden bliver beskattet. Kun indirekte langede præsidenten ud efter de undersøgelsesdommere, der gerne vil have lov at afhøre ham. Men han lod ingen i tvivl om, hvad han mener om dem. Han satte heller ikke etiketter på de kræfter, der efter hans opfattelse søger at »smadre samfundet« og nedbryde statens autoritet. Men det fremgik af sammenhængen, at han her sigter på alle, der mener, at en præsident bør kunne retsforfølges som enhver anden borger. Hvis hans frue, Bernadette, måtte blive kaldt til afhøring, ville hun ikke modsætte sig det, for det ville »være hendes pligt« som borger, forsikrede præsidenten.