Kina ønsker respekt

Politiken torsdag: »Asiens syge mand«, som Kina blev kaldt for et århundrede siden, kan endelig igen erklæres rask og stærk. Riget i Midten får atter verdens respekt. Omtrent sådan vil kineserne, høj som lav, opfatte det, såfremt Beijing i morgen får tildelt de olympiske lege i 2008. Det vil hjælpe dem til at udslette den følelse af historiske ydmygelser, som stadig plager den kinesiske folkesjæl. Kommuniststyret vil naturligvis sole sig i glansen fra den massive internationale opmærksomhed og spille på de nationalistiske strenge. Håbet er, at OL i et vist omfang kunne rette op på kommunistpartiets mere og mere negative omdømme blandt almindelige kinesere. For ud over den økonomiske vækst har Kinas regering i grunden blot nationalismen at falde tilbage på for at begrunde sit fortsatte etpartistyre. De, som leder OL-kampagnen, siger, at det, afstemningen skal handle om, er, hvorvidt Beijing er den bedst egnede arrangør af OL - ikke politik eller menneskerettigheder. Alligevel gennemsyres hele den enorme satsning af tanken om, at en afgørelse til fordel for Beijing samtidig bliver en længe attrået anerkendelse af Kina som ligeværdig nation. Storhed Kinas ledere brænder af ambitioner efter at genskabe Kinas fordums storhed. Igennem mere end 2.000 års historie opfattede de kinesiske kejsere og deres undersåtter Kina som verdens midtpunkt og den kinesiske civilisation som alle andre overlegen. Derfor var det et chok, da udenlandske magter i 1700-tallet begyndte at tiltvinge sig kontrol med store dele af landet ved hjælp af moderne våben. Kina svækkedes yderligere i løbet af 1900-tallet af borgerkrige og hungersnød. Landet blev dengang beskrevet som »Asiens syge mand«. Hvis Kina, der allerede er en sportsstormagt, får betroet at forestå verdens største sportsbegivenhed, ville mange kinesere betragte dette som en endegyldig raskmelding. Det vil blive endnu et vigtigt skridt på Kinas vej ind i verdenssamfundet, en proces, som blev indledt med medlemskabet af FN i 1971. Vil et OL i Beijing om syv år komme til at styrke regimet, eller vil det føre til en demokratisering? Bliver det som Berlin i 1936, der var et rent propagandashow for Hitler og nazisterne, eller bliver det som Seoul i 1988, hvor OL bidrog til at åbne landet og til det sydkoreanske militærdiktaturs afvikling? De fleste kinesiske dissidenter er af den opfattelse, at jo flere kontakter Kina får med omverdenen, jo bedre. De tror på, at det på længere sigt vil underminere diktaturet. Men hvis de seneste to års OL-kampagne skal være en ledetråd, så er der intet, der tyder på, at den olympiske drøm af sig selv fører til øget demokrati. Politisk kontrol Den politiske kontrol er blevet skærpet, og OL kan også blive et våben i kommunistpartiets hænder. Lederne kan kræve orden i alle geledder og slå ned på protestytringer med henvisning til, at der må herske ro og orden, før OL løber af stabelen. Spørgsmålet er også, om det kinesiske system er parat til den udenlandske invasion i særdeleshed fra medierne. Et urovækkende eksempel på det modsatte fandt sted i slutningen af juni i forbindelse med en koncert, der indgik i OL-kampagnen. En amerikansk fotograf tog billeder af en mand, som kan have været oppositionsaktivist eller billethaj. Politiet kastede sig over fotografen og gennembankede ham, både i forbindelse med selve episoden og efter koncerten. Følgerne Hvis Beijing for anden gang skulle blive forbigået på mållinien, vil følgerne blive uoverskuelige. I 1993 blev afstemningen om OL 2000 afgjort til Sydneys fordel med kun to stemmers overvægt. Dette resultat øgede kinesernes mindreværdskompleks over for verdenssamfundet. De anklagede frem for alt USA for at have blokeret for Beijings ansøgning. Blandt andet havde amerikanske politikere ført an i en kampagne mod Kinas måde at forvalte menneskerettighederne på. Det var bare fire år efter massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. De kinesiske lederes og de kinesiske borgeres følelse af, at Kina ikke vises den respekt, som landet burde, sættes ofte i sammenhæng med USAs politik. De beskriver den amerikanske bombning af den kinesiske ambassade i Beograd i 1999 og dette års episode med det havarerede spionfly som nye ydmygelser i tråd med tidligere tiders halvkolonialistiske fornedrelse. Men et nederlag ved fredagens afstemning betyder næppe, at Kina vil slå ind på en ny isolationskurs. Regeringens mangeårige kamp for at komme med i Verdenshandelsorganisationen viser, at Kina ser sin fremtid i de økonomiske kontakter med omverdenen.