Politiken tirsdag: Et billede af ekspræsident Slobodan Milosevic fulgte med fra toppen af en flagstang foran parlamentet i Beograd, da omkring 10.000 af hans vrede tilhængere strømmede til fra hele landet: 'Forræderi, forræderi' lød kampråbet. Nationalistlederen Vojislav Seselj krævede valg, »så forræderne kan få folkets vilje at føle«. De blå faner fra hans radikale parti, SRS, dominerede i den jugoslaviske hovedstads centrum. Han var også den eneste taler, der nåede ud over skældsord som »rotter og kakerlakker«. Han opfordrede hær og politi til ikke at udlevere mistænkte krigsforbrydere og bad tilhængerne komme til en ny demonstration, når parlamentet har behandlet udleveringen af Milosevic. De omkring 10.000 deltagere i demonstrationen imponerede ikke indbyggerne i den jugoslaviske hovedstad. Der var ti gange så mange til koncert med en populær musiker lørdag aften på Røde Stjernes stadion, og få dage inden hyldede omkring 10.000 de nybagte europamestre i vandpolo, der heller ikke på Balkan er nogen folkesport. Chefredaktør Bratislav Grubacic, VIP-News, er da også overbevist om, at interessen for Milosevic og retssagen i Haag hurtigt vil forsvinde: »Partierne mod Milosevic fik 27. september 70 procent af stemmerne, og siden har mange af Milosevic' fæller forladt ham. Vælgerne er interesserede i fremtiden, ikke fortiden«. Den serbiske regering synes ikke at tænke i helt samme baner. Både ministerpræsident Zoran Djindjic og justitsminister Vladen Batic slog i går i henholdsvis Salzburg og Beograd til lyd for, at Serbien nu selv får lov at føre sager mod krigsforbrydere. Det er sket i Kroatien, men i Serbien mangler foreløbig en nødvendig reform af justitsvæsenet. »Udleveringen af Milosevic er en gestus, der tillader os at bede Haag-domstolen anklage andre herhjemme«, sagde Batic, hvis ministertaburet er under pres i forbindelse med den planlagte ministerrokade. Der er fire prominente serbere på Haags liste over krigsforbrydere: eksviceministerpræsident Nikola Sainovic, den serbiske præsident Milan Milutinovic, eksindenrigsminister Vlojko Stojiljkovic og tidligere generalstabschef Dragoljub Ojdanic. Milutinovic har de senere dage flittigt dementeret avisartikler om, at han frivilligt vil melde sig til tribunalet. Forhandlinger Den jugoslaviske præsident Vojislav Kostunica indledte i går forhandlingerne om en ny regering til afløsning for den, der brød sammen på grund af uenighed om udleveringen af Milosevic til Haag. Kostunica sagde, at en af de vigtigste opgaver for den nye forbundsregering bliver at omdefinere relationerne mellem Serbien og juniorpartneren Montenegro. Samtidig godkendte parlamentet i Montenegro en ny regering, som er et resultat af valget i april. Partierne i den nye regering sagde dengang, at de gik ind for uafhængighed, men analytikere siger i dag, at muligheden for et kompromis med Serbien er realistisk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























