NATOs fredsplan vakler

Politiken torsdag: NATO vedtog i går at sende en styrke på 3.000-5.000 mand til Makedonien. Det skal ske, så snart de politiske partier i samlingsregeringen er nået til enighed om en aftale, der imødekommer de etniske albaneres krav om reformer og samtidig sikrer, at UCK, den albanske oprørshær, indvilger i at nedlægge våbnene. I går var der stor tvivl om begge dele. »En fredsaftale er en væsentlig forudsætning for NATOs assistance«, som det hed i en pressemeddelelse. NATO regner med, at soldaterne kun skal opholde sig i Makedonien i op til 30 dage. Opgaven er at modtage UCKs våben og sikre, at der ikke sker gengældelsesangreb fra makedonske sikkerhedsstyrker. Bekymrede »Vi er meget bekymrede over udviklingen«, sagde en NATO-analytiker i går. »Vi ser, at både Rusland, Ukraine og også Serbien nu forsyner makedonerne med tunge våben, fly, helikoptere og artilleri. Derfor er det vigtigt, at vi i NATO har USAs fulde opbakning, især politisk. Nu rejser EUs Javier Solana og NATOs særlige udsending Peter Feith til Skopje i et forsøg på at få en fredsaftale på plads«. Den makedonske indenrigsminister, Ljube Boskovski, trådte i går ud af den krisestyringsgruppe, som er med i forhandlingerne med de politiske ledere fra den albanske side. Ingen indblanding »Jeg går ind for fred, men det skal være den slags fred, som makedonske sikkerhedsstyrker skaber. Det internationale samfund skal ikke blande sig, før vi har løst problemet selv«, lød hans afskedssalut. Den makedonske præsident, Boris Trajkovski, der har bedt NATO om at hjælpe landet i den krise, man er midt i, har svært ved at få de etnisk makedonske partier til at give nogen indrømmelser til albanernes krav om ligestilling i landet. Der skal være valg til september. Både den hidtidige regeringskoalition af centrum-højre-partier og det socialistiske oppositionsparti forsøger at overgå hinanden i nationalistisk retorik, der ikke just er befordrende for et nationalt kompromis. Albanere har problemer På den anden side har de to albanske politiske ledere, Arben Xhaferi og Ymer Ymeri, også store problemer. Går de for meget på kompromis, risikerer de, at UCKs ledelse ikke vil acceptere planen. Så selv om der skulle blive skruet en aftale sammen i løbet af weekenden, er krisen langtfra overstået. Det ventes at blive endog meget vanskeligt at sælge den til ekstremisterne på begge sider.