Dødens mediecirkus

Politiken mandag: Som gigantiske paddehatte skyder tv-selskabernes satellittallerkner op imod himlen på en indhegnet græsmark uden for forbundsfængslet i byen Terre Haute i staten Indiana. Inden for murene i dødscellen tilbringer manden bag Oklahoma City-bomben, Timothy McVeigh, sine sidste timer, inden han klokken 14 dansk tid bliver henrettet. Det eneste, tv-selskaberne kan vise seerne hjemme i stuen, er imidlertid en rød fængselsmur - og så er det ikke engang bygningen med dødskammeret. Alligevel er over 1.500 journalister troppet op i Terre Haute. Tv-stationen CNN har eksempelvis 50 mand i marken. En talsmand for justitsministeriet i Washington siger dog til Politiken, at »tv-selskaberne også har fået akkrediteringer til elektrikere og cateringfolk. Derfor løber tallet op«. »Vi har i alt ni mand på plads, men har langt flere medarbejdere i gang i Oklahoma City, som er vores hjemmebase«, siger studievært Jim Patton fra Oklahomas Channel 5 Koco TV til Politiken. De landsdækkende tv-selskaber har også store hold i Oklahoma City, hvor 250 af ofrenes slægtninge - 168 blev dræbt og 209 såret, da McVeighs bombe røg i luften i 1995 - kan følge McVeighs henrettelse på lukket tv. Her har tv-stationerne dog ikke adgang. Som en trafikulykke 10 slægtninge til ofrene blev i går fløjet til Terre Haute, hvor de skal være vidner til McVeighs henrettelse. Flere af dem har indgået 'soloaftaler' med tv-selskaberne og skal optræde på morgen-tv umiddelbart efter. Det finder Patton ikke forkasteligt. »Jeg vil om muligt selv tale med vidnerne. Vi er naturligvis alle nysgerrige efter at høre og se, hvordan det gik for sig. Det er lidt lige som en trafikulykke, hvor folk stiller sig op. Vi er fascinerede. Det er op til vidnerne selv, om de vil snakke med os. For mange af dem er der tale om en slags helbredende funktion«, mener Patton. En konklusion, som Politiken selv erfarede for en måneds tid siden, da avisen talte med syv-otte efterladte i Oklahoma City. Alle var glade for at få lov til at berette om deres forfærdelige oplevelser. Ville I vise selve henrettelsen, hvis I måtte? »Nej, vi vil aldrig køre en henrettelse. Det vil være uansvarligt«. Flere modstandere af dødsstraf mener, at det ville få amerikanerne til at se, hvor barbarisk en straffemetode dødsstraffen er? »Det svarer til, at vegetarerne vil have os til at vise reportager fra slagterier, fordi det ville få os til at holde op med at spise kød«, siger Jim Patton. Sælger godt Juraprofessor Barry Latzer er en af de amerikanske akademikere, som tør indrømme, at han er tilhænger af dødsstraf. Han tror ikke på Pattons forsikringer om, at tv ikke ville transmittere en henrettelse. »De vil alle sige ja, hvis de får chancen. De har ingen skrupler, og især da ikke hvis konkurrenterne transmitterer begivenheden. Selv om jeg er tilhænger af dødsstraf, så er jeg imod tv-transmissioner. Det minder mig om offentlige hængninger, som vi afskaffede for 100 år siden. Det er modbydeligt«, siger Latzer til Politiken. Indbyggerne i Terre Haute tjener gode penge på medieinteressen. Tattoo-butikken Body Art Ink tager eksempelvis 180 kroner for en T-shirt med påskriften 'Dø, Dø, Dø' eller 'Hængningstid'. Naboerne til fængslet forlanger rask væk 215 kroner for at lade medierne parkere på deres grund, og golfklubben har udlejet alle sine golfbiler, så journalisterne kan køre rundt på fængselsarealet. Harold Smith - sangskriver fra staten New York, og den første demonstrant mod dødsstraf, som er mødt op i Terre Haute - er også godt tilfreds med det store mediecirkus og mener, at det i bedste fald har et formål: »Den massive mediedækning er berettiget, hvis den er i stand til at genstarte debatten om dødsstraf. Desværre tror jeg, at de fleste amerikanere er fuldstændig ligeglade«.