Politiken tirsdag: Mens solen stod op i det østlige Indiana til en smuk dag i byen Terre Haute, sænkede mørket sig for evigt over den værste massemorder i USAs historie, Timothy McVeigh. Uden for de røde fængsmure sludrede de hundredvis af journalister lystigt, mens demonstranter - både for og imod dødsstraf - forsøgte at fange tv-kameraernes opmærksomhed, samtidig med at den 33-årige McVeigh udåndede i dødskammeret præcis klokken 14. 14 dansk tid efter at have modtaget en dødbringende indsprøjtning fire minutter tidligere. Det hele virkede som et stort tv-show i bedste amerikanske stil. Først kom de 10 journalist-vidner, der var udtrukket til at overvære henrettelsen i dødskammeret. De konkurrerede nærmest om at give den mest detaljerede beskrivelser af hvert enkelt ansigtsudtryk og kropsbevægelse hos den døende mand. Bagefter gav de 10 pårørende til ofre og overlevende, som også havde bevidnet henrettelsen, at give interview på morgen-tv, mens amerikanerne spiste morgenmad. »Jeg ånder mere lettet i dag, for nu forurener Timothy McVeigh ikke længere luften«, fortalte Sue Ashford, som overlevede bomben i 1995. Hun blev suppleret af de 232 efterladte fra Oklahoma City, som fik henrettelsen transmitteret via lukket tv. Ofrenes efterladte havde til det sidste håbet, at McVeigh ville angre og beklage tabet af deres 168 kære. Men han hævdede til det sidste, at han havde udført en militær handling mod den amerikanske forbundsstat, som ifølge hans opfattelse var ved at udvikle sig til en politistat. Tabet af 168 menneskeliv heriblandt 19 børn var kun en »følgeskadevirkning« af en militær operation, påstod McVeigh. Efterlod digt Timothy McVeigh havde ikke forberedt nogen sidste ord, men efterlod en håndskreven udgave af William Ernest Henleys digt 'Invictus' fra 1875, som slutter med ordene: »Jeg er min skæbnes herre: Jeg er min sjæls kaptajn«. Timothy McVeigh var den første dødsdømte, som forbundsstaten henrettede siden 1963. I 1972 blev dødsstraffen erklæret forfatningsstridig, men genindført i 1988 for narkobagmænd. I 1994 og 1996 fik forbundsstaten mulighed for at bruge dødsstraffen ved omkring 60 forbrydelser. På forbundsstatens dødsgang sidder der nu 19 fanger. Den næste henrettes 19 juni.