Kampen om Irans sjæl

Politiken fredag: Iranerne går i dag til præsidentvalg. Det har udviklet sig til en folkeafstemning for eller imod det konservative præstestyre. Adskillelse mellem moske og stat er sat på dagsordenen. I landets største studenterorganisation bekender en leder sig til islam, men påpeger, at de konservative har ødelagt styret. Akbar Atri tager imod i en lille perle af traditionel islamisk arkitektur i det centrale Teheran. Skoene skal af, før man træder ind på de tykke persiske tæpper. Hans skrivebord er dækket af det iranske flag, og den islamiske stats grundlægger ayatollah Khomeini hænger på væggen. Atri er klædt som en traditionel troende, og omgivelserne udstråler det samme. Men dette er hovedkvarteret for Irans største studenterbevægelse, Kontoret for Konsolidering af Enhed (OCU), en af de mange ungdommelige reformtorne i det konservative præsteskabs øjne. »Vi har ingen faste publikationer, for de ville bare hurtigt blive konfiskeret«, siger Atri, der har afløst den fængslede Ali Ashari i OCUs ledelse. Ashari blev vist på tv i valgkampens start, hvor han 'tilstod' at have arbejdet for ærkefjenden USA og have brugt OCU til forsøg på at styrte regime. Det er 'forbrydelser', som kan indebære dødsstraf. Akbar Atri bevæger sig forsigtigt omkring i Teheran, fordi han flere gange er blevet overfaldet af de såkaldte pressionsgrupper, islamiske fundamentalister, der optræder som tæskehold for de konservative. De har været ekstra aktive under valgkampen - også med angreb på Khatami-støtters valgkontorer. »Folk, som forsvarede revolutionen (i 1979), er sammen med vi unge reformfolket i dag. Det var dem, som virkelig troede på revolutionens hovedparole: uafhængighed, frihed, islamisk republik«, siger Atri. Troen er i dig selv »De konservative siger, at folk , som siger nej til dem, går imod systemet. Vi siger, at de ødelægger det islamiske system. Troen er i dig selv. Allah skaber kun troen, ikke noget politisk system. Og her som i et hvilket som helst andet samfund må forfatningen ændres med udviklingen«. Dermed mener Atri, at kun befolkningens stemmer skal afgøre, hvem der styrer landet. På gaderne i Teheran møder man også mange dybt troende, der som de islamiske studenter mener, at præstestyret har spillet fallit, og at moske og stat skal adskilles. »Jeg ville aldrig have stemt for en islamisk stat ved folkeafstemningen efter revolutionen, hvis jeg havde anet, hvad de ville gøre den til. Nu må vi redde vores religion ved at adskille den fra det politiske kævl«, siger en kvinde, hvis alder er ubestemmelig, for hun dækker i modsætning til de fleste andre sit ansigt næsten helt til med snippen af den sorte chador. »Vi troede på den islamiske forfatning som middel til at undgå et nyt shah- regime, men fik en ny form for det«, siger juraprofessor Hadi Semati.Khatami gav os mere frihed, men jeg stemmer ikke, for han er gået alt for meget på kompromis. Han er god, men ikke fast nok over for præsteskabet« Khatamis modkandidater har under valgkampen koncentreret sig om at give ham skylden for den økonomiske forarmelse af flertallet. »Jeg tror de fleste af os stemmer politisk, ikke ud fra økonomiske overvejelser«, siger bygningsarbejderen Mohammad og tilføjer: »Min månedsløn er brugt på et par uger, så er jeg, min kone og vores to børn henvist til familiens nåde«. Han stemmer alligevel Khatami, mens hans arbejdskammerat vil »finde en, der ved mere om økonomi«. »Khatami gav os mere frihed, men jeg stemmer ikke, for han er gået alt for meget på kompromis. Han er god, men ikke fast nok over for præsteskabet«, siger en taxachauffør, der henviser til, at Khatami under sikkerhedsstyrkernes brutale angreb på et studenterkollegium ved Teherans universitet i 1999 kun sagde til studenterne, at de skal respektere forfatningen. »Han støttede dem ikke. Og han har lovet at finde gerningsmændene til seriemordene på intellektuelle, men han tør ikke, for det er præsteskabets håndlangere«. Chaufføren peger på en af Irans mange modsætninger: »Det er blevet farligere at være dissident, end før Khatami kom til. Før holdt præsterne dem bare uden for indflydelse. Nu taler dissidenterne lige ind i befolkningens hjerter, i hvert fald her i Teheran, når de siger, at det må være slut med religionstyranni«. Og under et særskilt valgmøde for studenter skuffede Khatami dem forleden igen. De råbte gentagne gange »Befri Ali Afshari«, studenterlederen, der skulle have tilstået. Men Khatami nævnte ikke Afshari. Han har så vidt vides heller ikke svaret på en appel i begyndelsen af ugen fra familier til 40 politiske fanger, der er anklaget for at undergrave systemet. At nogle konservative kredse føler sig presset til fornyelse mærkes på dagbladet Resalat. »Resalat er et af de mest magtfulde højrefløjsmedier«, siger chefredaktør Amir Mokebian. »Vores avis er uofficielt talerør for en bred vifte af konservative i og uden for præsteskabet og den skarpeste kritiker af Khatami og regeringen, der ingen national politisk plan har. De er kun styrede af udlandet«.Her er der tale om endeløse konflikter, der fører til ekstremisme og en slags marxisme«, Khatami har skabt »falske forhåbninger blandt unge og kvinder«. Det har betydet »et kulturelt piskesmæld i samfundet«, siger Mokebian og kalder det »splittelse mellem den traditionelle kultur og vestlige værdier. De seneste års kritik af autoriteter er endt i nihilisme og anarki«. Men reformer må til, medgiver han og henviser til, at Højesteret i USA har det endelige ord at skulle have sagt i tvister, og dens afgørelse respekteres. »Her er der tale om endeløse konflikter, der fører til ekstremisme og en slags marxisme«, siger Mokebian, der mener, at Den Øverste Leders ord bør respekteres som afgørelse i enhver tvist. Resalat støtter officielt ingen af kandidaterne, og det konservative præsteskab er heller ikke gået sammen om nogen af Khatamis modkandidater, der er flere end ved sidste valg, formentlig som forsøg på at splitte stemmerne og svække Khatamis mandat. Mange reformtilhængere påpeger, at højrefløjen genovervejer, fordi den står i fare for at tabe kampen om de iranske sjæle helt. Det afviser chefredaktøren pure kan ske, men siger: »Vi udvikler os selvfølgelig også. Der er brug for at udvikle en ny form for religiøs tænkning«. Under udformning Til spørgsmålet hvad den nykonservatisme konkret går ud på, siger han: »Den er under udformning. I vil høre meget om den om et par år«. Om de omkring 40 lukninger af reformaviser og -blade indenfor det seneste års tid, siger han: »Selvfølgelig må pressen ikke skrive noget imod religion og Den Øverste Leder. Det skaber spændinger og er derfor imod selve filosofien i islam. Det er det eneste, som Khatami synes enig med os i«. Forlæggeren Sadegh Samii var blandt dem, der fik et blad lukket. »Et tennisblad, der kun skrev om den sport. Det viser vilkårligheden og absurditeten i deres angreb. Det er mig, de er efter. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg stemte imod den islamiske stat. Nu kan jeg bare glæde mig over, at stadig flere indser dens absurditet«, siger Samii. Der hersker ikke tvivl om Khatamis genvalg i dag, men heller ikke om, at kampen om Irans sjæl vil tilspidses med nye forsøg på at standse det i hvert fald i hovedstaden stadig stærkere ønske om adskillelse af moske og stat, som iranernes reformhåb heller ikke er parat til.