Nepal i krise efter kongedrab

Nepal befinder sig i choktilstand efter fredag aftens massakre i paladset i Kathmandu. Kongen, dronningen og ni andre medlemmer af kongefamilien blev myrdet af landets kronprins - fordi han ikke måtte gifte sig med sin udvalgte. Ikke siden Ruslands tsar Nikolaj II blev skudt sammen med sin familie i 1918 er så mange kongelige blevet dræbt på én dag. Ganske vist er den ulykkelige kronprins, Dipendra, blevet udråbt til ny konge. Men hans fremtid er usikker, dels fordi han myrdede sin familie, dels fordi han forsøgte at begå selvmord efter massakren og ligger i koma. Indtil sagen er klarlagt, vil hans farbror, prins Gyanendra, være regent. Uvisheden har fået mange til at spørge sig selv, om dette er afslutningen på det nepalesiske monarki. Og hvis det er, hvad kommer så i stedet? Ude på landet hærger en stadig stærkere - og mere voldelig - maoistisk guerilla, som vil forvandle kongeriget i Himalaya til en revolutionær kommunistisk folkerepublik. Kongemagten blev indtil fredag aftens tragiske hændelse anset for at være en stabiliserende faktor i den stadig mere kaotiske situation i landet. Og selvom monarkiet ikke afskaffes, er det oplagt, at det kommer til at spille en betydelig mindre rolle i fremtiden. Det er ikke første gang, at en stor del af landets ledelse er blevet myrdet. I 1846 kom Jang Bahadur Shah til magten efter en massakre i Kathmandu. Jang og hans efterkommere, de såkaldte ranaer, styrede landet frem til 1951, og kongerne var magtesløse. Så blev ranavældet styrtet, og kongen blev igen en magtfuld person. Enevælde blev genindført i 1960, og alle politiske partier blev forbudt. Men samtidig gennemførtes jordreformer, og kongen iværksatte flere udviklingsprojekter i landet. Opstand Da den netop myrdede konge, Birendra, besteg tronen i 1972, forventede mange, at det ville blive indledningen på en demokratisk proces. Han var trods alt uddannet i England og siden universitetet i Tokyo og på Harvard i USA. Men enevældet bestod frem til 1990, hvor hundredtusinder af mennesker demonstrerede for demokrati i Kathmandu. Politiet åbnede ild mod demonstranterne, men efter 49 dages kamp i gaderne blev Nepal et konstitutionelt monarki med et folkevalgt parlament. Kong Birendra og dronning Aiswarya koncentrerede sig herefter om at støtte udviklingen af de tilbagestående landsbyer. Det øgede deres popularitet. Kongen blev ikke anset for at være skyldig i skudvekslingen på gaderne i 1990, men for at være den, der indledte de demokratiske reformer. Men nu er både Birendra og Aiswarya døde, ligesom deres andre to børn, Direndas søskende prins Nirajan og prinsesse Shruti. De, som får mest gavn af krisen i Nepal, er uden tvivl den maoistiske guerilla. Den har Den Lysende Sti i Peru som forbillede, og indflydelse har bredt sig som en løbeild over Himalayas bjerge. Deres kampagne og politiets modreaktioner har kostet 1.700 mennesker livet, siden guerillakrigen brød ud i februar 1996. Regeringen har helt mistet grebet over de vestlige dele af landet, hvor maoisterne har ledelsen med deres 'folkekomiteer'. I de seneste måneder er bevæbnede maoistiske guerillasoldater også begyndt at vise sig åbenlyst i bjergbyerne. Maoisterne føler åbenbart, at de sidder sikkert i sadlen, og nu, hvor kong Birendra er væk, har de kun én fjende: en gennemkorrupt regering i Kathmandu. Tiden med kongevælde som stabiliserende faktor er definitivt forbi efter massakren fredag aften.