USA vil betale Rusland for støtte til omstridt missilforsvar

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Rusland skal købes til at acceptere den amerikanske præsident George W. Bush' drøm om et missilskjold. USA vil tilbyde Moskva at købe russiske våben, yde militær bistand og holde fælles missiløvelser. Til gengæld skal russerne gå med til at ændre eller kassere ABM-traktaten fra 1972, der forbyder de to supermagter at opstille antimissilforsvar, der kan skyde langtrækkende ballistiske missiler ned. Ifølge avisen The New York Times er dele af udspillet blevet præsenteret for russerne på embedsmandsplan, men Ruslands udenrigsminister Sergej Ivanov sagde i går til Reuters, at Moskva ikke har modtaget et nyt forslag fra Washington. Den samlede plan ventes at blive forelagt Ruslands præsident, Vladimir Putin, når han for første gang mødes med Bush 16. juni i Slovenien. Dele af forslaget bygger på ideer, der blev fremlagt i 1992 af Bush' far, daværende præsident George Bush, og som forgæves blev forsøgt gennemført af præsident Bill Clinton. Bush har brug for Putin til at slippe af med ABM-traktatens spændetrøje, og Putins opbakning vil gøre det nemmere at overvinde de europæiske landes modstand og tilfredsstille Kongressen, hvor demokraterne får kontrollen med forsvars- og udenrigsudvalgene, efter at den republikanske senator James Jeffords i sidste uge erklærede sig uafhængig. Den kommende demokratiske senatsleder Tom Daschle sagde søndag, at han har svært ved at sige ja til et missilforsvar, når de europæiske allierede er imod, det vil ødelægge forholdet til Rusland og Kina, og som måske oven i købet ikke virker. Ikke præcise nok Amerikanerne vil ifølge The New York Times' kilder i den amerikanske administration tilbyde at købe russiske S-300 også kaldet SA-10 jord-til-luft missiler til brug i det kommende missilskjold. De er bygget til at nedskyde hurtigflyvende bombefly, krydsermissiler og mindre avancerede kort- og mellemdistanceraketter. Amerikanske militæranalytikere siger imidlertid, at de ikke er præcise nok til at integrere i et missilskjold. Forsvarsministeriet i Pentagon vil også hjælpe russerne med at forbedre deres radarsystem og holde fælles missiløvelser. Amerikanerne vil ligeledes servere et forslag om økonomisk bistand eller hjælpe med at udvikle juridiske og kommercielle systemer, som gør Rusland mere attraktivt for udenlandske investorer. Præsident Bush vil først i Slovenien og senere igen under det økonomiske topmøde i Italien forsøge at overbevise Putin om, at Rusland også er truet af såkaldte slyngelstater som Nordkorea, Iran og Irak. Derfor bør Rusland og Europa også omfattes af et missilskjold. Men det vil øge Kinas mistanke om og frygt for, at et amerikansk missilskjold i virkeligheden er vendt mod kinesernes beskedne atomstyrke. Beijing har akkurat som USA forsøgt at få Rusland over på sin side og mener, at et amerikansk missilforsvar vil starte et nyt våbenkapløb. Amerikanske embedsmænd siger hertil, at USA måske med tiden vil dele elementer af den nye teknologi med Kina.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her