En summen af ørkenens fluer er den eneste lyd, og kun firben og jordegern rører på sig. Men i kølvandet på George W. Bush' erklærede hensigt sidste uge om at øge anvendelsen af atomkraft og anlægge en kæmpemæssig national losseplads til det deraf følgende affald, er dette stykke jord af overjordisk skønhed i Nevadaørkenen bestemt til at blive kernen i et stridsspørgsmål. Navnet er Yuccabjergene - en næsten ti kilometer lang, flad bjergryg og en del af den omgivende jord - og striden handler ikke kun om atomindustriens fremtid og miljøspørgsmål, men også om de oprindelige amerikaneres rettigheder samt om myndighederne, der i nogle delstater vil udfordre den føderale regering. »Min energiplan pålægger energiministeriet og miljøbeskyttelseskontoret at handle hurtigt for at finde et sikkert og permanent sted til opbevaring af radioaktivt affald«, sagde præsident Bush, da han i sidste uge fremlagde sin nye energipolitik. Ingen i Nevada er i tvivl om, hvor det sted skal ligge. I mere end ti år har Yucca-bjergene ligget øverst på ønskelisten over store opbevaringssteder. Der ligger allerede et mindre sted 145 kilometer nord for Las Vegas. 57 mia. kr. er allerede brugt på Yuccaprojektet. Hensigten er, at om 10 til 12 år vil landets atomaffald, der på nuværende tidspunkt bliver opbevaret i nærheden af atomkraftværker i 31 forskellige delstater, blive begravet i et kæmpemæssigt anlæg i Yuccabjergene. Tyndt befolket Stedets tiltrækningskraft består i, at det ligger dybt i den tyndt befolkede Nevadaørken; de tilstødende områder er i 50 år blevet brugt til afprøvning af missiler og andre våben. Men der er en voksende modstand mod lossepladsen, og den kommer ikke alene fra miljøforkæmpere, men fra mange, lige fra guvernøren, Kenny Guinn, til de lokale landmænd, kasinoejere og stammeledere. John Wells repræsenterer den vestlige Shoshone-stamme, der i århundreder har holdt til på det omdiskuterede stykke jord. Han ser kampen om området som vitalt, ikke alene for miljøet, men også som en afprøvning af indianernes rettigheder. Han siger, at fordi Ruby Valley-fredstraktaten, der blev underskrevet af Shoshone-folket og den amerikanske regering i 1863, ikke siger noget specifikt om atomkraft, er anvendelse af området til sådan opbevaring ikke tilladt. »Traktaten siger udtrykkeligt, hvad der er tilladt - og opbevaring af atomaffald er ikke tilladt«, siger Wells. »Det er vores jord. Vores folk bor her og ligger begravet her, så det er hellig jord«. Shoshone-folket har længe ført en kampagne for at få erstatning for et stort jordstykke, som det mener, tilhørte deres forfædre - 9 millioner hektarer, hvoraf Yuccabjergene udgør et hjørne. Et forlig, der omfatter et tilbud om 800 millioner kroner i erstatning, er foreslået, og nogle stammemedlemmer vil gerne tage imod det. Men spørgsmålet om jord og erstatning er blevet viklet ind i spørgsmålet om radioaktivitet. Ifølge Wells er størstedelen af shoshone-folket imod atomenergiplanen. Han tror på, at indianerne har en uomtvistelig fortrinsret til det omdiskuterede stykke jord, og at Nevada kunne drage nytte heraf, hvis kampen ender i retssalen, hvilket er uundgåeligt. Men andre i området har andre grunde til at bekæmpe planen. Ed Goedharts kvægbrug i Amargosa Valley ligger kun en kort rejse fra det foreslåede opbevaringssted. Den har landets største økologiske besætning og dækker 25 procent af Nevadas mælkeforbrug. Stor arbejdsgiver Goedhart sidder på sit kontor med en sovende hyrdehund for sine fødder, mens nogle af hans 6.200 holstein-køer bliver malket på endnu en skyfri dag i Nevada. Han er dybt skeptisk over for regeringens udspil og dets indledende rapport om de økonomiske konsekvenser. Han er områdets største arbejdsgiver, idet 100 mand er beskæftiget på hans brug og 700 er ansat i virksomheder, der aftager hans produkter. Men ingen har spurgt ham, inden de skulle bruge de simple tal. »Det er ikke andet end en farce, en vittighed«, siger han. Myndighederne har »ikke givet os en fair behandling, og jeg kan miste min virksomhed«, siger Goedhart. Der skal kun til, at en konkurrent påpeger, at mælk fra kvægfarmen Ponderosa bliver produceret lige op og ned ad en atomlosseplads. Sidste år satte han spørgsmålstegn ved nøjagtigheden af regeringsrapporten ved et offentligt møde. Dagen efter kørte tre biler med regeringens indregistreringsnumre frem og tilbage uden for hans ejendom, men bilisterne steg ikke ud for at tale med ham. »Som amerikaner føler jeg, at det er et spørgsmål om retfærdighed. Hvis en privat virksomhed forsøgte at gøre det, som regeringen er ved at gøre lige nu, ville bagmændene være i fængsel«. Kalynda Tilges fra den lokale afdeling af Citizen Alert (Borgere på vagt, red.), har været på mange besøg i området med sin gamle Dodge campingvogn. Hun siger, at de i hendes gruppe blev klar over, at det ville gå stærkt med at udpege området til atomlosseplads, i det øjeblik Bush blev præsident. »Nu hvor Bush er kommet til, tror de store selskaber og de offentlige værker, at de har fået carte blanche, men i det lange løb vil det bringe sindene i kog over hele landet. Vi siger ikke 'Ikke i Nevada', men 'Ikke nogen steder'. Som det vestlige Shoshone-folk siger, så indånder vi alle den samme luft og går på den samme jord. Det vi har brug for, er at afskaffe atomkraft i det hele taget«. Bush tænkte på Yucca Judy Treichel fra en gruppe, der kalder sig Nevadas Arbejdsgruppe mod Atomaffald, siger, at det er klart, at Bush havde Yucca-bjergene i tankerne, selvom han ikke nævnte det i sin tale: »De har kun øje for ét sted. Jeg synes, at hans tale var skandaløs«. Hun har mistanke til, at kongresmedlemmer, der får penge fra atomindustrien, »allerede er i gang med at udfærdige et lovforslag«. En landsdækkende organisation, Public Citizen, der blev grundlagt af Ralph Nader i 1971, hævder i en rapport, at »hvis det permanente opbevaringsanlæg bliver opført, vil det med sikkerhed udsætte miljøet for radioaktiv bestråling. Der er ingen garanti for holdbarheden af tønderne i de 10.000 år, da deres indhold vil være stærkt radioaktivt«. Rapporten mener også, at radioaktivt materiale kan sive ned i grundvandet og, eftersom der forekommer jordrystelser i Nevada, sikkerheden ved at opbevare atomart affald i denne delstat åben for tvivlsspørgsmål. Men der er også dem, der kan se visse fordele ved planen. De mener, at opbevaringsstedet vil skaffe arbejde, så deres børn ikke er begrænset til arbejde som croupier eller livvagt på hotellerne i Las Vegas. De tror også, at projektet vil forhøje værdien af deres ejendomme. Ed Goedhart er skeptisk. Indtil videre har den tilstødende militærbase ikke tilført den lokale økonomi noget særligt. »Alle pengene er havnet et andet sted. De har foret lommerne hos korridorpolitikerne og højt betalte konsulenter, der bor i Denver, Colorado eller et andet yuppiested, og arbejdskraften bliver fløjet hertil«. Ifølge Shoshone-folkets overleveringer er Yucca-bjergene en slange. Hvis regering og atomindustri får deres vilje, hvilket nok sker, opdager de uden tvivl, at bjergene og alle dens beskyttere stadig kan bide fra sig.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























