Det rige nord og indvandrerne

Politiken torsdag: Altivole er en af de sidste byen på sletten op mod bjergkæden Dolomitterne i det nordøstlige Italien. Her var ingen kriminalitet, indtil indvandrerne begyndte at komme til for seks år siden. Det siger borgmesteren, Gino Dalese, i hvert fald. »Der bor 6.200 mennesker i Altivole, herunder 200 lovlige indvandrere. Men vi har også omkring 1.000 illegale indvandrere«, siger Dalese, der står i spidsen for et byråd domineret af en centrum-højre-koalition med deltagelse af det indvandrerfjendske Lega Nord. »For seks-syv år siden, før indvandrerne kom til, havde vi ingen kriminalitet. Nu er vi udsat for indbrud i vores biler og huse«, siger han. Daleses udtalelser afspejler de holdninger, der kendetegner partier som Lega Nord og den højreorienterede Nationalalliance - partier, der er i valgforbund med Silvio Berlusconi, som står til at vinde valget på søndag. De højreorienterede partier sætter igen og igen kriminaliteten i Italien i forbindelse med indvandringen. De officielle tal viser, at kriminaliteten er faldende, men ifølge en meningsmåling foretaget i januar i år indtager udlændingene en tredjeplads på listen over de fænomener, som italienerne frygter mest. Pengene ruller ind Altivole er med sine renoverede huse og gader typisk for byerne i Veneto-regionen, hvor små og mellemstore virksomheder er blomstret op i en sådan grad, at den tidligere så fattige bonderegion er forvandlet til et af de rigeste områder i Europa. For blot 30-40 år siden var Veneto ramt af affolkning, men i dag ruller pengene ind via de mange moderne, højteknologiske virksomheder. Det har fået nogle af indbyggerne til at gå højt op i at beskytte det, de har opnået. »Hvis indvandrerne arbejder, så er det helt fint. Vi er ved at vænne os til det. Men de fleste af dem ligner nogen, der ikke gider røre en finger«, siger Renato, der er taxichauffør i den mondæne by Padova i nærheden af Venedig. Den kontroversielle leder af Lega Nord, Umberto Bossi, fik nogle af sine allierede til at krumme tæer, da han tidligere på året foreslog, at Italien skulle bygge en 260 kilometer lang mur langs grænsen til Slovenien for at holde indvandrerne ude. Men Bossi er populær her i regionen. Ved det seneste parlamentsvalg i 1996 fik Lega Nord 30 procent af stemmerne i Veneto. Bossis parti gik noget tilbage ved lokalvalget i april i fjor, men samlet vandt centrum-højre-alliancen kontrollen over de fire store og rige regioner i Norditalien - det er områderne omkring Torino, Milano, Genua og Venedig. Men samtidig med at Venetos velstillede borgere er bekymrede over indvandringen, skriver de lokale aviser, at her er akut mangel på arbejdskraft. Veneto har kun en procent af Italiens indbyggere, men regionen, der er kendt for sine små familiedrevne virksomheder, fremstiller hele 15 procent af landets eksportvarer. Arbejdsløsheden er på 3,3 procent i Veneto mod 9,9 procent i Italien som helhed. En rapport udgivet af industriministeriet og handelskammeret i sidste måned vurderer, at regionens arbejdsstyrke har brug for 30.000 nye personer om året for at bevare det nuværende beskæftigelsesniveau. Nyttige indvandrere »Det er et paradoks. Fra klokken otte om morgenen til klokken fem om eftermiddagen bliver indvandrerne betragtet som nyttige af deres kolleger og chefer, som stemmer på Lega Nord«, siger Stefano Cecconi fra fagforeningen CGIL i Padova. »Men når fabrikkerne lukker, skal de bare forsvinde«. Gianfranco Fini, leder af den højreorienterede Nationalalliance, spørger, hvorfor man ansætter udenlandske statsborgere for at opfylde de norditalienske virksomheders behov for arbejdskraft, når arbejdsløsheden i Syditalien er helt oppe på 20 procent. Men arbejdsgiverne oppe nordpå har svært ved at overtale syditalienerne til at rykke teltpælene op, blandt andet fordi der er tradition for, at man bliver boende tæt på sit fødehjem. Den 41-årige Luca Bonaiti, direktør for et familiefirma, der fremstiller skruer og hasper, har ikke nemt ved at hverve medarbejdere i Syditalien. »Det er svært at overtale dem til at flytte, fordi de vil miste på det«, siger Bonaiti. »Hvis de er arbejdsløse, får de understøttelse, og så vil de ikke flytte, medmindre de får et bestemt beløb«. Den 30-årige Giorgio, der har været arbejdsløs i syv år, sagde i et tv-program om arbejdsløshed, at han ikke ville flytte fra syd til nord for mindre end 11.500 kroner om måneden. En fabriksarbejder i metalindustrien tjener mellem 5.000 og 8.500 kroner om måneden før skat. Derfor er mere end 10 procent af Bonaitis ansatte indvandrere. »Jeg har ansat dem, fordi jeg manglede folk«, siger han. Andelen af ældre i den italienske befolkning stiger hurtigere end de fleste andre steder i verden, og derfor vil behovet for arbejdskraft stige snarere end falde i de kommende år. FN beregnede i en rapport sidste år, at Italien får brug for ni millioner indvandrere i løbet af de næste 25 år for at opretholde en tilstrækkelig stor arbejdsstyrke. Den nuværende lovgivning pålægger regeringen at udarbejde kvoter for, hvor mange indvandrere Italien må modtage om året. Kvoten for 2001 er 83.000. Veneto-regionen, hvor højrefløjen muligvis vil stramme kursen, hvis den kommer til magten, har bedt om 13.280 indvandrere i år. Den er blevet tildelt 2.569.