Tyskland skrumper

Politiken mandag: Hele den tyske samfundsmodel står på spil: Befolkningstallet truer med at falde dramatisk fra de nuværende 82 millioner til 59 millioner i 2050. Det svarer til, at Berlin uddør syv gange. Sker det, bryder velfærdsstaten - tyskerne kalder det socialstaten - sammen. Så er der for få til at forsørge de gamle, de fattige og de syge. Nøgleordene er fødselsrater og indvandring. Rådvildheden er stor, selv om der er nærmest auktionsstemning blandt de familiepolitiske ordførere. Foreløbig er højeste bud 4.000 kr. ekstra om måneden i børnepenge. Per barn vel at mærke. Fire nordiske socialforskere dumpede forleden midt ned i debatten. Der var næsten fuldt hus i auditoriet i de nordiske ambassaders fælleshus, da professor Stein Kuhnle fortalte repræsentanter for tyske politiske partier og arbejdsmarkedet, »at den skandinaviske velfærdsmodel er kommet ud af krisen med strukturen intakt. Modellen er også konkurrencedygtig i den globaliserede verden«. Og nok så interessant for tilhørerne: Fødselsraten er meget højere i Norden end i Tyskland. De islandske kvinder får børn nok til at opretholde befolkningstallet, og Danmark har en fødselsrate på 1,8 mod 1,3 i Tyskland - det gamle DDR endda kun 1,1. Ingen af de fire (foruden professor Kuhnle var det Jon Kvist, Socialforskningsinstituttet, professor Olli Kangas, Turku, og Joakim Palme, Stockholms universitet), der alle arbejder med sammenligning af socialpolitik i den industrialiserede verden, tog ordet børnepenge i munden. En redning »Kvinderne reddede velfærdssamfundet«, sagde Jon Kvist. »Naturligvis koster det at have vuggestuer, børnehaver og fritidsordninger, men på den anden side kommer der også skat ind fra den høje kvindebeskæftigelse«. Den tyske befolkningsforsker Rainer Münz, Humboldt-universitetet, er enig i, at Tyskland har brug for flere erhvervsaktive kvinder, men »først og fremmest har vi brug for en ny indvandringspolitik«. Det største problem er, at selv med en fødselsrate som den danske eller islandske skrumper den erhvervsaktive del af befolkningen. Professor Münz har beregnet, at gruppen af 20- til 60-årige uden indvandring vil falde fra 46 til 27 mio. i 2050, og det fald kan ikke opfanges ved en langsom ændring af fødselsraten. Det andet problem er, at de store tyske politiske partier ganske vist er ved at vende i indvandringsspørgsmålet, men stadig holder fast ved det traditionelle familiebillede. For dem er fødselsraten et spørgsmål om flere penge til familier med hjemmegående mødre. Indvandrerudspil Desuden spiller det for forbundskansler Gerhard Schröders socialdemokrater en rolle, at der stadig er fire millioner arbejdsløse. Hvis der er behov for arbejdskraft, kan man jo starte her, lyder det fra DGB - det tyske LO. Det borgerlige oppositionsparti CDU er som det første ved at være klar med en ny indvandrerpolitik. Alt tyder på, at al snak om, at »båden er fuld« er forbi. I stedet kommer diskussionen til at stå om, hvor mange udlændinge Tyskland kan optage. Ved en årlig nettoindvandring på 100.000 vil den tyske befolkning kun falde til 64,8 mio. i 2050, ved 200.000 om året til 70,3 og ved 300.000 om året til 74,9. CDU satser på en kvoteordning, hvor mulige indvandrere får point efter deres kvalifikationer. Det vil gøre det nemmest for højtuddannede at få arbejds- og opholdstilladelse, og det er også dem, arbejdsmarkedet trods de fire mio. arbejdsløse allerede nu har brug for. Gerhard Schröder ved, at mange socialdemokratiske vælgere slet ikke er begejstrede for ideen om mere indvandring. SPD vil derfor strække sig langt for at få et tværpolitisk forlig med først og fremmest CDU om en ny indvandrerpolitik. På den måde undgår Schröder også, at næste valg domineres af et tema, der traditionelt gavner højrefløjen.