Kohl-affære ud i sandet

Politiken lørdag: Kohl-affæren er ved at løbe ud i sandet. Tysklands tidligere forbundskansler er sluppet med en bøde, Forbundsdagens undersøgelsesudvalg er kørt fast, og anklagemyndigheden har opgivet at finde ud af, hvordan dokumenter i stakkevis forsvandt fra kanslerkontoret ved regeringsskiftet 1998. En af Tysklands kendteste samfundsforskere, professor Wilhelm Hennis, opfordrede for en uge siden i Die Zeit almindelige borgere til at klage til anklagemyndigheden, så i det mindste den ulovlige oprydning i kanslerkontoret undersøges grundigt. Siden har hans telefon ikke stået stille: »Folk er forbløffede over, at hele affæren er ved at dø, at alle slipper uden straf, og at man ikke får opklaret, hvad der egentlig skete. En fortsat efterforskning er sidste chance«, siger Hennis til Politiken. Den juridiske - og måske politiske - fidus ved den slags klager er, at statsadvokaturen ifølge grundloven skal behandle dem. »Og så slipper de ikke - som i den foreliggende indstilling - med den ualmindeligt tamme begrundelse, at der ikke er tilstrækkelig anledning«. Journalist Hans Leyendecker, der har fulgt sagen for Süddeutsche Zeitung og er medforfatter til en bog om den, er endnu mere pessimistisk: »Sagen får ingen konsekvenser. Den minder om Flick-affæren - dengang drejede det sig også om ulovlige tilskud til partierne og firmaer, der prøvede at købe sig til fordele - først i 80erne. Det er de samme mennesker, der laver de samme numre. Dengang lovede politikerne også bod og bedring, og der skete ingenting«. Kohl-affæren er et helt kompleks af sager. Bedst belyst er de ulovlige milliontilskud til Kohls parti, CDU. Kohl har fået en bøde på ca. 1,2 mio. kr. for sine ulovlige cigarkasser og har, fordi det kun er en bøde, fortsat en ren straffeattest. Det er ikke lykkedes at finde ud af, hvem Kohl i sin tid fik pengene fra. Det spørgsmål er bare et af mange i det undersøgelsesudvalg, Forbundsdagen har nedsat for at finde ud af, om Kohl-regeringen blev smurt før vigtige beslutninger. Udvalget har efter godt et års arbejde stort set ikke fundet ud af noget. Dets medlemmer bruger mere tid på at udtale sig til tv end på at forberede deres spørgsmål til vidnerne, bl.a. Helmut Kohl. Forsvundne papirer Udvalgets arbejde hindres også af, at næsten alle dokumenter i de sager, hvor der kunne være tale om bestikkelse, forsvandt fra forbundskanslerens arkiver ved regeringsskiftet. Det drejer sig om salg af panservogne til Saudi-Arabien, salg af den østtyske oliekoncern Leuna til det franske oliefirma Elf og privatisering af tusindvis af statslige boliger. De senere dage er det kommet frem, at CDUs tidligere kasserer, Walter Leisler Kiep, under en gennemgang af sine kontoudtog for 1992 har fundet ca. 3,8 mio. kr., der ikke er hans og sandsynligvis er tilskud til CDU. Han har overført beløbet til CDU, og det er det store samtaleemne i tysk politik i disse dage. Hans Leyendecker, der intensivt har undersøgt Kieps gøren og laden siden Flick-affæren, regner ikke med, at den forsvundne million er en nøgle til resten af affæren: »Kiep er så velhavende, at han sagtens kan have overset en million, der blev indbetalt i små beløb. At der er tale om mange mindre beløb tyder på, at de er kommet fra Horst Weyrauch, der både var revisor for Kiep og rådgiver for CDU og Kohl. Det fører til CDUs udenlandske pengevaskningsanlæg, men deres eksistens var kendt i forvejen, og ad den vej kommer man ikke videre«.