Japans ny premierminister får rekordhøj opbakning

Lyt til artiklen

Japans ny premierminister, Junichiro Koizumi, har på få dage opnået at få større opbakning i meningsmålingerne, end nogen japansk premierminister nogensinde har fået tidligere. 90 pct. opbakning Ifølge to meningsmålinger fra henholdsvis Japans største dagblad, Yomiuri Shimbun, og nyhedsbureauet Kyodo, der begge blev offentliggjort i weekenden, får Koizumi, der blev valgt til premierminister torsdag, næsten 90 procents opbakning i befolkningen til sin populistiske politik og løfter om forandringer. Yomiuri Shimbun giver Junichiro Koizumi opbakning fra 87 procent af japanerne. Kyodo giver ham 86 procent. Den højeste opbakning, nogen premierminister nogensinde tidligere har fået i nogen meningsmåling, er 76 procent, som blev Morihiro Hosokawa til del i begyndelsen af hans otte måneder ved magten i 1993-1994, da han stod i spidsen for en skrøbelig regeringskoalition uden om det liberal-demokratiske parti LDP. Den eneste gang siden 1955, hvor det evige regeringsparti LDP måtte lide den tort at blive tvunget i opposition. Spekulationer i valg Den overvældende opbakning i de nyeste meningsmålinger får flere japanske medier til at spekulere i, om Junichiro Koizumi måske har den bagtanke at opløse underhuset og udskrive nyvalg, således at der holdes underhusvalg samtidig med det planlagte overhusvalg i juli. En idé, som Naoto Kan, generalsekretæren i det største oppositionsparti, Det Demokratiske Parti, straks har advaret kraftigt imod. Det er ikke ret mange dage siden, at Koizumis forgænger, den skandaleramte Yoshiro Mori, i meningsmålingerne var helt nede på 10 procents opbakning til sin regering som følge af en serie pinlige fortalelser og afslørende korruptionsskandaler gennem det seneste år. Alle ventede, at LDP på den baggrund styrede mod et katastrofevalg ved overhusvalget i juli. Situationen var så langt ude, at kun et tydeligt signal om vilje til forandring - som for eksempel valget af en omstridt reformpolitiker som Koizumi til partileder og premierminister - ville kunne give LDP en sidste chance for at redde noget af det tabte terræn. En opfattelse af situationen, som formentlig har spillet en central rolle, da Koizumi til manges overraskelse faktisk endte med at blive valgt - båret frem af en massiv støtte i partiets lokalafdelinger. Så der er i sandhed tale om en total omvæltning i regeringens og dermed til en vis grad LDP's image i befolkningen. Må vise handlekraft Alle japanske medier understregede i weekenden imidlertid, at Junichiro Koizumi er nødt til at vise sig handlekraftig i opfyldelsen af sine mange løfter om en strammere styring af folks skattepenge samt en mere gennemskuelig politisk beslutningsproces, hvis han vil bevare denne gigantiske politiske medvind. Ifølge meningsmålingen i Yomiuri Shimbun føler 79,5 procent af japanerne sig sikre på, at Koizumi har en god chance for at realisere sine politiske mål. Så der er lagt i kakkelovnen til en kolossal skuffelse, hvis den nuværende reformbegejstring viser sig at sive ud i ingenting.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her