34 lande samlet i Quebec

Politiken lørdag: Opgøret om den globale dagsorden fortsætter, og antiglobaliseringsbevægelsen har henlagt årets første store udflugt til den canadiske by Quebec. Anledningen er, at repræsentanter for 34 lande, fra Antigua og Babuda til Venezuela, men med USA og Canada som de absolutte sværvægtere, i denne weekend er samlet i byen til det tredje Nord-, Syd- og Mellemamerikanske topmøde. De skal diskutere en frihandelszone, der skal dække hele den vestlige halvkugle. Op til 40.000 demonstranter Begivenheden ventes også at få deltagelse af 10.000 til 40.000 demonstranter. De canadiske myndigheder har bygget en tre meter høj og fem kilometer lang mur rundt om Quebecs gamle bydel for at forhindre en gentagelse af de demonstrationer, der skabte ravage ved de seneste økonomiske topmøder i Seattle, Washington og Prag. Deltagerne på begge sider af barrikaderne får hænderne fulde under mødet. Planen om at oprette en frihandelszone, der strækker sig fra Polarcirklen til Kap Horn blev første gang bragt på bane for syv år siden, men sagen har været henlagt, siden USAs kongres i 1994 stak en kæp i daværende præsident Bill Clintons hjul ved at fratage hans regering et udvidet forhandlingsmandat. Mandatet betød, at kongressen ikke kunne kræve ændringer i regeringens handelsaftaler, men blot stemme ja eller nej til de fremlagte aftalepakker. Clintons efterfølger, George W. Bush, har sagt, at den fællesamerikanske frihandelsaftale, FTAA, har høj prioritet for ham, men hans kolleger i de andre lande er med rette noget skeptiske - de vil se, hvad han har med i posen til dem, før de begynder at juble. Brasilien, der har den stærkeste økonomi i Latinamerika, tvivler på, at USA vil komme med ret mange indrømmelser på de to områder, der betyder mest for brasilianerne: adgang til markederne for stål og landbrugsprodukter. Usikkerhed Det bliver også afgørende for projektet, om den nye amerikanske regering kan få det udvidede forhandlingsmandat tilbage, som kongressen annullerede i 1994. Hvis ikke Bush får dette mandat, frygter mange af USAs forhandlingspartnere nemlig, at fremtidige aftaler vil blive revideret og skrevet om af kongressen i Washington, hvor producenternes lobbyister har stor indflydelse. Fremtidsudsigterne for den globale økonomi ser ikke helt så lyse ud, som dengang deltagerne skrev weekendens topmøde ind i deres kalendere. Verdens mest magtfulde nationalbankdirektør, USAs Alan Greenspan, sænkede i den forløbne uge renten, og det viser noget om bekymringen for den økonomiske udvikling. Det er ofte nemmere at indgå handelsaftaler, når de økonomiske prognoser er præget af usikkerhed. Forhandlerne bliver mere bevidste om konsekvenserne af et sammenbrud i handelssamarbejdet. Som Mike Moore, chef for verdenshandelsorganisationen WTO for nylig formulerede det: »Hvornår skal man reparere taget? Når det regner, eller når solen skinner?«. Historien viser dog, at økonomiske trængselstider også kan have den modsatte virkning. Under depressionen i 1930erne byggede mange lande toldmure rundt om deres økonomier og forværrede krisen ved at gennemføre devalueringer, der bragte både dem selv og deres naboer til tiggerstaven. Det reaktionsmønster har vi på det seneste fået en ubehagelig påmindelse om via begivenhederne i Argentina, der er ramt af det værste økonomiske stormvejr i Latinamerika. Argentina har for nylig smækket højere told på en række importvarer i direkte modstrid med de aftaler, som landet er bundet af inden for handelssamarbejdet Mercosur, der omfatter fire latinamerikanske lande. Argentina har desuden påkaldt sig nabolandet Brasiliens vrede ved at antyde, at det vil bryde ud af Mercosur-folden og indgå bilaterale handelsaftaler med EU og USA. Det ville svare til, at Storbritannien erklærede, at det ville melde sig ud af EU for at i stedet at træde ind i EFTA-samarbejdet. Hvis Argentina går enegang vil det være en alvorlig svækkelse af Mercosurs status som toldunion med fælles tariffer over for omverdenen. Weekendens møde skal efter planen blot blåstemple den erklæring om FTAA-samarbejdet, som parterne blev enige om i Buenos Aires i sidste uge. Den virkelige hurdle venter forude, når man tager fat på det 300 sider lange dokument, der skal forhandles om mellem nu og januar 2005, når FTAA formelt skal søsættes. Den brogede skare, der for halvandet år siden hamrede begrebet handelsaftaler fast i den offentlige bevidsthed ved at bidrage til Seattle-topmødets sammenbrud, står i et dilemma. Græsrodsorganisationerne ved udmærket, at store demonstrationer under topmøder giver overskrifter, mens indsigtsfulde analyser af liberaliseringens indflydelse på udviklingslandenes økonomi ikke har samme gennemslagskraft. Men de har det ikke godt med den voldelige tendens, der har bredt sig i protestbevægelsen. For at bevare mediernes bevågenhed skal de helst overgå sig selv hver gang. Men nu startede de jo med et ordentlig brag i Seattle, og derfra kan det næsten kun gå ned af bakke med mediernes interesse. Topmødet i Seattle brød først og fremmest sammen på grund af kampene inde ved forhandlingsbordene, selv om demonstrationerne udenfor også bidrog til den dårlige stemning. Siden dengang har protestgrupperne ikke formået at bremse nogle af de møder, som de har belejret. Og i mangel af sammenbrud under selve forhandlingerne er volden blevet selve hovedhistorien. Demonstrationerne bliver kapret af bøller, der er mere interesseret i et godt slagsmål med politiet end i at fremme en debat om globalisering. Det har fået mange ikkevoldelige aktivister til at holde sig væk. Volden fremmer heller ikke aktivisternes sag i offentligheden - mange af Quebecs indbyggere har foretrukket at rejse bort i weekenden. En eller anden har allerede sprøjtemalet 'Berlin' på Quebec-muren. Den skal nu ikke blive stående så længe som den mur, der tidligere delte den tyske hovedstad, men den symboliser et ideologisk skel, der er lige så stærkt som dengang.