Briter udsteder forbud mod menneskekloning

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Storbritannien bliver det første land i verden, som forbyder kloning af mennesker. Sundhedsminister Alan Milburn lovede i går, at regeringen vil fremlægge de nødvendige love i løbet af kort tid. Det sker for at overbevise offentligheden om, at genteknologi skal bruges til gavn for mennesker, og ikke til at skabe monsterbabyer. Samtidig vil regeringen fremme brug af gentester for at spore sygdomme som for eksempel kræft og sukkersyge. Britiske kvinder med arvelig risiko for brystkræft vil blive tilbudt gentestning. Regeringen vil forhindre, at gentesterne kan blive brugt af forsikringsselskaberne til at diskriminere blandt kunderne og »skabe en genetisk underklasse«. »Genetisk forskning skal fremmes, fordi den giver mulighed for at udvikle nye former for medicin, og nye muligheder for at forebygge og behandle sygdomme. Vi skal opmuntre fordelene og undgå farerne. Derfor er vi nødt til at sikre, at offentligheden tror på fremskridtet«, sagde sundhedsminister Alan Milburn i går i en tale på Det Internationale Center For Liv i Newcastle. Tidlig behandling Målet er, at gentester i fremtiden kan afsløre, om folk er disponerede for at udvikle bestemte sygdomme - ikke blot enkeltgenede sygdomme som cystisk fibrose, men sammensatte sygdomme som kræft og hjerteproblemer, som er de to største dræbere i Storbritannien. Gentester skal i fremtiden også bruges til at finde ud af, hvordan den enkelte patient reagerer på forskellige former på medicin, så den bedste kan blive brugt til behandlingen. Og så medicinalvarer kan blive endnu mere målrettede. Med tiden vil genteknologien også føre til nye behandlinger, og den kan bruges til forebyggende arbejde for folk, der er disponerede for særlige sygdomme. Sundhedsministeren understregede, at det er regeringens mål at gøre Storbritannien til et af verdens førende lande i genteknologisk sundhedsvæsen. Men det kræver skarpe grænser for at overbevise offentligheden om genteknologiens troværdighed. Han talte dog ikke om et totalforbud mod kloning af menneskeceller. Forbuddet gælder reproduktiv kloning, hvilket betyder, at der ikke kan udvikles et helt menneske. Men britisk lov giver også mulighed for såkaldt terapeutisk kloning. Det kan bruges til for eksempel at udvikle bestemte organer, men ikke et menneske. I øjeblikket skal forskere søge sundhedsministeriet om tilladelse til at foretage kloninger. Ni ud af ti briter mener ifølge en undersøgelse i sidste måned, at genetisk forskning kan have positiv virkning for sundhedsvæsenet. Men en tredjedel var bekymrede for, at forskning i menneskelige gener svarer til at udfordre naturen. Kloningen af fåret Dolly har forstærket frygten for, at forskere vil klone babyer med ekstra intelligens eller et særligt udseende. Investeringer »Historien viser os, at videnskaben kan blive klandret for det dårlige såvel som blive rost for det gode«, sagde Alan Milburn. Derfor lovede han også, at regeringen om nødvendigt vil lovgive, så hverken arbejdsgivere eller forsikringsselskaber ikke får adgang til gentester. »Mange tester kan kun indikere, om en person er disponeret for at få en bestemt sygdom. Derfor er det jo ikke sikkert, at personen også vil blive ramt af sygdommen«, sagde sundhedsministeren. Han bebudede, at regeringen vil investere 360 millioner kroner ekstra i det offentlige sygehusvæsen til gentestning. De skal blandt andet bruges til at identificere kvinder, der har det såkaldte BRCA 2-gen, som giver øget risiko for brystkræft. Reaktionerne på sundhedsministerens gen-udspil er positive. Professor Gordon McVie leder Cancer Research Campaign. Han betragter indførelsen af kræftgentesten som et fremskridt: »Brystkræft bliver konstateret hos 35.000 kvinder om året i Storbritannien, og årligt kræver sygdommen 13.200 dødsfald. Denne gentest, som vi hele tiden har håbet ville blive frigivet til kvinder med større risiko for nedarvet brystkræft, er et skridt i den rigtige retning«, sagde professor Gordon McVie. Doktor Susan Mayer fra organisationen Genewatch: »Det er et glimrende initiativ, at regeringen vil forbyde reproduktiv kloning. Nu vil vi gerne have den til også at tage føringen internationalt, så vi kan få et internationalt forbud«. »Genundersøgelser for kræft og sukkersyge er vigtige, men de skal følges af lovgivning, som gør det klart, at genetiske informationer er private«, siger Susan Mayer. Hun er til gengæld bekymret over, at regeringen tillader patent på gener, fordi det kan presse sundhedsomkostningerne højt op.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her