Retssag skjuler Sydafrikas svigt

Politiken søndag: Nopumlani Mrabalala blev testet hiv-positiv, da hun fik sit første barn for fire år siden. Mod sydafrikansk sædvane accepterede også hendes mand at blive testet: »Han kom tilbage og sagde, vi kunne tage det roligt. For alle er positive nu om dage. Siden han ikke var bekymret, var jeg det heller ikke«, siger Mrabalala. Sidste år fik parret derpå endnu et barn, der også er hiv-positivt. Sydafrikas regering og dens aids-politik er de seneste måneder ofte blevet portrætteret som offer for en grådig medicinalindustri, der gennem domstolene forsøger at hindre sydafrikanerne adgang til billig aids-medicin. Men Mrabalalas engang så afslappede forhold til sin hiv-tilstand er et typisk resultat af skiftende regeringers fornægtelser, nøl og udenomssnak, der tilsammen har bidraget til at gøre 4,7 millioner sydafrikanere hiv-positive. Manglende adgang til billig medicin spiller kun en birolle i landets fortsat famlende håndtering af katastrofen. Da mere fremsynede afrikanske lande som Uganda i begyndelsen af 1990erne gennemførte massive kampagner for kondomer, havde Sydafrika travlt med omstillingen fra det tidligere, racistiske apartheidstyre til demokrati. Den hvide regering betragtede aids som et problem, der kun angik sorte. Og landets første sorte præsident Nelson Mandela har erkendt, at heller ikke han tog aids-truslen alvorligt nok. Officiel tvivl Mandelas efterfølger Thabo Mbeki gjorde sig sidste år internationalt bemærket ved at betvivle, at hiv fører til aids. I parlamentet afviste han at give hiv-positive gravide AZT, en medicin der nedsætter risikoen for at smitten overføres til deres børn. Mbekis argument var, at AZT kan være giftigt. Men hans talsmand afslørede måske det egentlige motiv. Han spurgte en journalist, hvem der skulle tage sig af de mange børn, når forældrene var døde af aids. Mankahlana fortrød senere udtalelserne. Men med få undtagelser får landets hiv-smittede gravide stadig ikke AZT. Først for nylig kom der gang i forsøg med alternativet Nevirapine, som er blåstemplet af verdenssundhedsorganisationen WHO. Sydafrikas medicinalnævn har efter 16 måneders sagsbehandling stadig ikke godkendt Nevirapine til gravide, selv om producenten i juli sidste år tilbød at levere det gratis. Vil ikke betale AZT eller Nevirapine kunne have halveret risikoen for, at Mrabalalas barn blev smittet. Tilsammen kunne anslået 40.000 børn være reddet på et år. Selv om alvoren nu er gået op for Mrabalala, må hun fortsat nøjes med at høre i radioen, hvordan hiv-positive får behandling i andre lande. »Medicinen kommer ikke til Sydafrika. For regeringen vil ikke betale«, siger hun. Medicinalindustrien siger, at Sydafrika har afvist og nølet med at udnytte en række tilbud om billigere aids-medicin. Regeringen svarer, at den ikke kan leve af tidsbegrænset velgørenhed og fastholder sit krav om en generel adgang til at importere kopi-medicin. Men der er måske andre årsager til, at Sydafrikas regering har nølet med at tage mod tilbuddene om rabatter og gratis piller. Sydafrikas sundhedssystem ville ikke kunne klare presset, hvis millioner af hiv-smittede pludselig fik adgang til medicin. Medicinen kan have dødelige bivirkninger, og patienter skal checkes gennem jævnlige blodprøver til næsten 4.000 kroner årligt. Det hele kræver rådgivning fra læger og sygeplejersker, der i stor stil flygter til udlandet og bedre løn- og arbejdsforhold. Der er derfor brug for en voldsom vilje til at prioritere kampen mod aids. Det er ikke økonomisk umuligt: Udgifterne til en planlagt våbenhandel til 50 milliarder kroner ville alene sikre medicin til allerede eksisterende rabatpriser og de nødvendige blodprøver for næsten 900.000 patienter i fem år.