Nonner anklages for folkemord

Politiken tirsdag: Desperate tutsier på flugt fra et folkemord søgte i 1994 tilflugt i et nonnekloster i byen Butare i det sydlige Rwanda. Men de to nonner, søster Gertrude og søster Marie Kisito, afviste de flygtende og henviste dem til et lægecenter ved siden af klosteret. Nonnerne tilkaldte også hutu-soldater, der kom og dræbte 5.000 mennesker i lægehuset. Søstrene hjalp også med at bære dunke fulde af benzin frem til en garage, hvor 500 tutsier på flugt blev brændt ihjel. Sådan lyder anklagerne mod to kvinder, hvis meget usædvanlige retssag begynder i Bruxelles i dag. I løbet af de næste seks uger skal nævningerne, 12 helt almindelige belgiere, afgøre, om de to nonner og to andre tiltalte - en forretningsmand og en universitetsprofessor - var medskyldige i det folkedrab, der i 1994 kostede mellem en halv og en hel million mennesker livet i løbet af 100 blodige dage, mens verdenssamfundet undlod at gribe ind. »Det er første gang, at et nævningeting med helt almindelige mennesker vil fælde dom over almindelige mennesker fra et andet land, som er tiltalt for forfærdelige forbrydelser. Nævningerne vil være nødt til at overvinde kulturforskelle for at forstå en baggrund, der er helt anderledes end noget, de selv har oplevet«, siger Alison Des Forges, der er Afrikaekspert i menneskeretsorganisationen Human Rights Watch. Sagen vækker enorm opmærksomhed i Belgien - og ikke kun på grund af dens principielle karakter. Folkedrabet i Rwanda er stadig et åbent sår i den belgiske selvforståelse. I foråret 1994 blev 10 belgiske soldater tortureret og dræbt, og det fik FN til at trække sig ud af Rwanda trods en meget anspændt situation. Kort efter begyndte de voldsomme folkedrab, hvor ca. 800.000 mennesker blev slået ihjel. Bad om tilgivelse For præcis et år siden rejste den belgiske premierminister, Guy Verhofstadt, til Rwandas hovedstad Kigali, hvor han officielt undskyldte og bad om tilgivelse for, at Belgien ikke havde gjort mere for at standse folkedrabene i den tidligere koloni. Netop på grund af de historiske bånd, har mange af de mistænkte for folkedrabet i Rwanda valgt at søge til Belgien, hvor de har fået status som flygtninge Belgien vedtog allerede i 1993 en lov, der gør det muligt for belgiske domstole at rejse sager om overtrædelse af menneskerettighederne, som de er beskrevet i Geneve-konventionen - uanset hvor forbrydelsen er begået, og uanset ofres og tiltaltes nationalitet. De fire tiltalte fra Rwanda er alle flygtet til Belgien i månederne efter folkedrabet og bor nu i landet, men er blevet anmeldt til myndigheder af andre folk fra Rwanda, der ligeledes er flygtninge i Belgien. De tiltalte kunne i princippet også retsforfølges i deres hjemland eller ved FN-domstolen for folkedrabet i Rwanda, der holder til i byen Arusha i nabolandet Tanzania. Men begge steder er der i forvejen masser af retssager, der venter på at blive ført. Og desuden har FN-domstolen i Arusha indført samme princip, som gælder Krigsforbryderdomstolen for det tidligere Jugoslavien, nemlig at den kun går efter de store fisk, som har et direkte medansvar for krigsofrbrydelserne og var med til at udstede ordrer. »Nogle af dem, der begik folkedrab i Rwanda, vil aldrig blive stillet for FN-domstolen eller for en domstol i Rwanda. Så medmindre andre landes domstole forfølger de mistænkte, som ender med at befinde sig på deres territorium, kan nogle mennesker slippe godt fra at have begået nogle af de mest afskyelige forbrydelser i menneskehedens historie«, siger Alison Des Forges fra Human Rights Watch.