Colombia: Verdens mest voldelige land

Colombia har levet med den politiske vold i årtier, men præsidentens fredsbestræbelser over for oprørsbevægelserne har optrappet alle parters forsøg på at stå så godt som muligt før forhandlingerne. Imens fortsætter guerillaen sine kidnapninger. Politisk kultur får skylden 40 års borgerkrig mellem regering og guerillaer har hærdet mange sind i Colombia, der ofte betegnes som det mest voldelige land i verden. Menneskeretsgrupper giver den politiske kultur skylden for en situation, der kræver 14 ofre om dagen. Vold er i tidens løb blevet en acceptabel måde at løse konflikter på i Colombia. I masser af år udkæmpede det konservative parti og de liberale en blodig krig mod hinanden om magten og levnede ikke plads til andre politiske kræfter. Først med den cubanske revolution i 1959 fandt en frustreret venstrefløj et forbillede og en sag. En række guerillaer opstod dengang og har siden fra deres skjul i landets tætte jungler bekæmpet regeringen med alle midler. To oprørsstyrker Colombias to største oprørsstyrker, der tilsammen kontrollerer halvdelen af landet, er Den Nationale Befrielseshær (ELN) samt Colombias Revolutionære Væbnede Styrker (FARC), hvoraf FARC er den største. Danske Erik Kjærsgaard Eriksen er tilsyneladende fange hos den mindre ELN, der også er kendt som den mindst brutale. På den anden side står den colombianske hær, hvis massive krænkelser af menneskerettighederne under jagten på oprørere i mange år har indbragt både den og regeringen hård international kritik. Højreorienterede militser I de senere år er desuden opstået en række højreorienterede militser, der jager oprørernes sympatisører i de afsidesliggende landsbyer. De paramilitære grupper stod, ifølge mennesretsgruppen Human Rights Watch, for 23 massakrer på civile bønder blot i årets første 17 dage og havde sidste år 80 pct. af alle overgreb på menneskerettighederne på samvittigheden. Militsernes stærke bånd til dele af Colombias hær er veldokumenteret. De to guerillaer lever begge dels af beskyttelsespenge fra landets narkobaroner, dels af løsepenge for gidsler. Blot sidste år blev 3.300 mennesker taget som gidsler i Colombia ifølge den ikke-statslige organisation País Libre i Colombia. Kun yderst sjældent sker det, at oprørerne dræber et gidsel. Det er nemlig til deres egen fordel at holde gidslerne i live, så indtægterne kan fortsætte. Til gengæld kan en løsladelse tage lang tid, hvilket den danske ingeniør Ulrik Schultz kan tale med om. I 1996 blev han kidnappet, ligeledes af ELN, og måtte tilbringe 223 dage i fangenskab. Generelt er de colombianske myndigheder stærkt imod, at der udbetales løsepenge for gidsler, eftersom det kun øger oprørernes interesse for at tage nye gidsler. Regeringen, der har et decideret kontor for kidnapninger, erkender dilemmaet. Der må muligvis ofres nogle gidsler for at stoppe kidnapningerne. Omvendt kommer der hele tiden nye ofre til, såfremt pårørende eller arbejdspladser punger ud. Internationalt pres Der ligger et stærkt internationalt pres på den colombianske regering for at slutte fred med oprørerne; og en svag, men velvillig præsident Andres Pastrana har taget opgaven alvorligt, siden han kom til magten. Ikke mindst fordi den colombianske økonomi i de senere år har været i en nedadgående spiral. Pastrana har trukket hæren tilbage fra et større område. Tilsyneladende har både FARC og ELN modtaget præsidentens gestus positivt, men præsidentens energiske bestræbelser på at komme på talefod med oprørerne har ikke desto mindre medført en alvorlig eskalering af den politiske vold. Går efter de gode kort Alle parter, herunder de paramilitære styrker, går nemlig efter at få så gode kort på hånden som muligt, inden forhandlingerne evt. går ind i en seriøs fase. Det betyder, at både hæren, oprørere og paramilitære konstant forsøger at erobre nye landområder eller finde andre indtægtkilder. Samtidig har Pastranas USA-støttede antinarkoprogram, Plan Colombia, skabt frygt for en yderligere optrapning af krigen. Med overvejende militære midler agter USA at bidrage med 11 mia. kroner til at bekæmpe både guerillaer og kokabønder. Planen er dårligt nok sat i værk for alvor, men nabolandene har allerede mærket konsekvenserne. Både ludfattige civile, oprørere og narkoproducenter søger over grænserne til Ecuador, Venezuela og Brasilien. I selve Colombia er tallet for interne flygtninge en million, og tallet er stigende.