Politiken mandag: Nederlaget ved delstatsvalget i Wien for to uger siden har ført til magtkamp i det højrepopulistiske FPÖ og uro i regeringen. Partiets uformelle leder, Kärntens ministerpræsident Jörg Haider, kritiserer åbenlyst sine egne ministre, og forbundskansler Wolfgang Schüssel vil dæmpe gemytterne med et »magtens ord, når tiden er moden«. I Wien, der er Østrigs folkerigeste delstat, fik borgmester Michael Häupls socialdemokrater ved valget 25. marts absolut flertal i borgerrepræsentationen. Jörg Haiders FPÖ gik trods hans ihærdige indsats i valgkampen tilbage fra 27,9 til 20,3 pct. af stemmerne. I dagene efter havde Haider pandehulebetændelse, så det varede noget, inden chokbølgen kom. Finansloven Den borgerlige regering under forbundskansler Wolfgang Schüssel, ÖVP, har som et af sine vigtigste mål at få finansloven til at balancere. Haiders partifælle, finansminister Karl-Heinz Grasser, står også personligt bag ideen, der kun kan realiseres ved en blanding af besparelser og afgifter. Grasser er også sammen med parlamentets næstformand, industrimanden Thomas Prinzhorn, talsmand for FPÖs liberaløkonomiske fløj og ses af flere analytikere som en mulig afløser for Haider. Derfor smertede Jörg Haiders frontalangreb på regeringens politik. Hvis samarbejdsregeringen mellem ÖVP og FPÖ fortsætter den »teknokratiske vej«, så står Haider ikke længere til disposition: »Så er det ikke mit parti længere«. Han kræver en »politik med hjerte«. Pikant kritik Det pikante ved kritikken er, at Jörg Haider selv som medlem af regeringens koordineringsudvalg har været med til at udforme dens politik. Men ved valget i Wien blev »den lille mand«, der ellers er Haiders kernevælger, hjemme på sofaen, og det har FPÖ-lederen ikke tænkt sig at affinde sig med. Før weekenden fortsatte oprøret mod regeringen. Jörg Haider er for tiden formand for de østrigske delstater, der fredag mødtes i Kärnten. De er uanset partifarve utilfredse med Karl-Heinz Grasser. En af finansministerens ideer er bøder til de delstater, der ikke holder deres budgetter. »Et instrumentarium fra Den Kolde Krigs tid«, lød det efter mødet fra Jörg Haider. De konservative er ikke glade for den åbenlyse kritik fra Haider og andre FPÖ-ledere. Indenrigsminister Ernst Strasser, ÖVP, talte i et interview i weekenden om, at »regeringen ikke er god til at score«. Partiets gruppeformand, Andreas Khol, vil »begynde på en frisk« og forbundskansler Wolfgang Schüssel sagde i går til avisen Kurier, at han vil gribe ind med »et magtens ord, når tiden er moden«. Schüssel har hidtil været umådelig forsigtig med at besvare kritik fra Haider og gik end ikke i rette med hans antisemitiske udfald i Wien-valgkampen. Råd til lettelser Der er to år til næste valg, et delstatsvalg i Niederösterreich. Derfor satser ÖVP og Grasser på, at den stramme finanspolitik vil virke så godt, at der bliver råd til lettelser inden næste parlamentsvalg i 2003. FPÖs formand, vicekansler Susanne Riess-Passer, er i klemme mellem den liberaløkonomiske fløj og Jörg Haider. Hun vil derfor indkalde en kongres, der skal være åben for alle partiets 40.000 medlemmer, i maj eller juni. Her skal kursen for den sidste halvdel af regeringsarbejdet fastlægges. På forhånd ligner det ikke bifald til Schüssel og Grasser.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























