Rusland forsvarer sin rolle i Tjetjenien

Lyt til artiklen

Rusland forsvarede sig torsdag mod beskyldninger om ikke at tage overgreb på menneskerettighederne i Tjetjenien alvorligt. Tværtimod sagde Rusland, var anklagerne i Tjetjenien i gang med at undersøge en række forbrydelser og mord, som russiske soldater påstås at have begået mod tjetjenske civile. Blandt andet var omstændighederne bag en massegrav, der blev fundet sidste måned med 48 lig i nærheden af Tjetjeniens hovedstad, Grosnij, ved at blive efterforsket af 'uvildige anklagere'. Vladimir Kalamanov, medlem af den statslige russiske menneskerettighedsorganisation i Tjetjenien, lovede torsdag i FNs menneskerettighedskommission i Geneve, at Rusland tager beskyldningerne om russiske soldaters overgreb alvorligt. Kamp mod oprørere Samtidig beskyldte han »terrorister for at stå bag de seriøse problemer, der fortsat hærger Tjetjenien.« FNs menneskerettighedskommission og humanitære organisationer som Amnesty International har kritiseret russiske styrker for at stå bag forbrydelser på lokalbefolkningen i Tjetjenien, hvor Moskva nu i halvandet år har forsøgt at bekæmpe oprørsgrupper og genoprette det russiske styre. Men Rusland har hele tiden nægtet, at det er russiske soldater, der står bag overgrebene. Ifølge Kalamanov gjorde Rusland derimod en indsats for dels at forbedre menneskerettighederne i Tjetjenien, dels »genindføre et demokratisk samfund«. 22 drabssager Han understregede, at alle anklager mod russiske soldater ville blive efterforsket af en »objektiv« militæranklager, og at der i øjeblikket var 64 sager, heriblandt 22 drabssager, på anklagerens bord. I marts blev en retssag mod en russisk løjtnant i hæren, der var tiltalt for at have dræbt en tjetjensk kvinde, imidlertid udskudt, da løjtnanten meldte sig syg. Men ifølge Kalamanov havde domstole indtil videre idømt syv tjenestemænd for forbrydelser mod lokalbefolkningen. Flere internationale menneskerettighedsorganisationer har krævet en international undersøgelseskommission, der skal efterforske massedrab på lokalbefolkningen. Det nægter Rusland fortsat.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her