Afghanistan: En nation uden ansigt

Politiken mandag: Afghanistan er et land uden ansigter. På frimærkerne ses kun landskaber, og mønterne er graveret med moskeer. Ministeriernes vægge er dekoreret med arabisk kalligrafi og hotelværelserne med blomstermotiver. I basarerne udbydes plakater og kalendere, der afbilder Mekka på alskens måder, men alle uden mennesker. I dagbladene ledsages nyhederne af fotografier af frugtstande og islamiske kunstskatte. Afghanistan styres af en islamisk gruppe, Taleban-styret, der skånselsløst har gennemtvunget sin rigide fortolkning af det islamiske forbud mod afbildning af mennesker og guder, da det opfattes som en hån mod Gud. For få uger siden rystede Taleban verden, da det ødelagde to 1.500 år gamle Buddha-statuer. Forbuddet mod ansigter starter i toppen af Taleban-styrets religiøse hierarki. Styrets højeste leder, den muslimske præst Mohammed Omar, lever i ensom majestæt, og kun sjældent er han set af sine undersåtter og slet ikke fotograferet. Profeten Muhammed, Islams helligste person, bliver aldrig afbildet. Nogle få talebanske embedsmænd tillader dog udenlandske journalister at tage billeder ved pressekonferencer, men alle udlændinge er under strenge ordrer om ikke at fotografere »noget som helst levende« i landet, og det talebanske politi tilbageholder ofte personer, der bliver grebet på fersk gerning, hvis de ikke nøjes med at konfiskere deres kameraer. Kvinder usynlige Især de afghanske kvinders ansigter er usynlige. Taleban-styret mener, at hvis en mand ser en fremmed kvindes ansigt, kan han blive fristet til urene tanker eller handlinger. Derfor er det ikke tilladt kvinder at forlade hjemmet uden at være indhyllet i en burqa , en kappe, der skjuler kroppen fra top til tå. Sker det, at en kvinde får brug for et billede til pas eller identitetskort, må det tages på en sådan måde, at kun hendes øjne er synlige. Også mænd er underlagt et delvist forbud mod at vise sig frem. Det er pålagt alle mænd over puberteten at tildække deres hoveder og anlægge skæg. Skønnes en mands skæg at være for kort, kan han risikere at blive sat i varetægtsfængsel, indtil det vokser ud. Måske fordi de voksnes ansigter er tildækkede, synes ansigterne på børnene i Kabul så tydelige. De lyser op fra gyder, værksteder og affaldsbunker. Ofte virker deres ansigter lige så indtørrede som de gamle mænds. Talebans forbud mod fotografering af mennesker har høje følelsesmæssige omkostninger. Unge par bliver gift uden bryllupsbilleder - medmindre de har råd til at krydse grænsen til Pakistan. Forældre dør uden at efterlade portrætter, så deres børn kan huske dem. Feriebilleder bliver konfiskeret af toldvæsenet i Kabuls lufthavn, især hvis der forekommer både mænd og kvinder på samme billede. Der er et par fotoforretninger i Kabul, men de fleste billeder til legitimation bliver taget af gadesælgere med gammeldags fotografiapparater. »Vi har ikke lov til at fotografere kvinder, og vi må kun tage brystbilleder af mændene«, oplyser en erfaren gadefotograf. »Jeg har ikke så meget at lave som før i tiden, men det er hvad vores sharia , den islamiske lov, foreskriver«. Det religiøse politi I en fotoforretning, der er pyntet med plakater af blomstervaser og alpine landskaber, fortæller ejeren, at det religiøse politi når som helst kan dukke op. Finder de fotografier af mennesker, der er større end et pasbillede, fortæller han, »river de det i stumper og stykker«. På et nærliggende apotek sidder en del af kunderne og drikker te og diskuterer forbuddet mod afbildning af mennesker. »Da jeg var ung, vidste jeg ikke, at det at tage et fotografi svarede til at lave et afgudsbillede. Men i dag ved jeg bedre«, siger apotekeren. »Man går ganske vist gennem livet uden at blive fotograferet, men man kommer i paradiset«. En ældre mand, der engang studerede i udlandet, ryster sørgmodigt på hovedet. »Det kunne jeg aldrig finde på, det er regeringens idé«, siger han. »Det er ikke normalt«. Forbuddet mod at fotografere kvinder, tilføjer han, er »et mindre problem sammenlignet med problemerne i dagligdagen. Kvinder må ikke arbejde, og de kan ikke gå i skole. Heri består de virkelige problemer«. Under den mådeholdne og ansigtsløse facade er Kabul, selvfølgelig, fuld af fotografier af mennesker. Højt elskede familieportrætter ligger gemt i kufferter. Butiksejerne skjuler postkort af afghanske kvinder i traditionelle klædedragter bag bogreolerne. Andre falbyder forbudte billeder af de ødelagte Buddha-statuer. Rundt om hjørnet holder en isvogn, hvorpå er malet et billede af en lille pige med en isvaffel i hånden. Med stor omhyggelighed er pigens ansigt skrabet af