Politiken mandag: Beograds gader var i går formiddag mere end normalt mennesketomme på en søndag, efter at portene til Beograds Centrale Fængsel var smækket i bag Slobodan Milosevic lidt i klokken 5 om morgenen. En ældre dame sagde til Politiken: »Alle dem, som kan sove, gør det nu. Vi har været vågne hele natten. Vi var alle sikre på, at det ville komme til blodigheder. I dag er jeg meget stolt. Når det skete så civiliseret viste det, at Serbien allerede er kommet langt på vejen til et normalt samfund«. Milosevic havde truet med at dræbe sig selv og familien frem for at overgive sig. Han valgte imidlertid det sidste, selv om hans Socialistparti (SPS) på en pressekonference kort efter arrestationen erklærede, at der ikke var tale om overgivelse, men at Milosevic »efter opfordring også fra partiledelsen« valgte »frivilligt at lade de absurde anklager efterprøve ved domstolene«. Partiledelsen roste samtidig Milosevic for dermed at forhindre blodsudgydelser. Datteren skød Enkelte skud blev dog affyret af Milosevic' datter Marija, da bilkortegen med faderen forlod området. To blev ifølge politiet lettere såret. Hans nu tidligere residens på Uzicka-gaden 11 er nu under politiets kontrol og der skal allerede være fundet store våbenlagre i bygningen. Datteren og konen Mira Markovic mentes i går eftermiddag stadig at opholde sig i bygningen, men fra Beograds lufthavn blev meldt om opbud af store politistyrker. Det blev tolket som forberedelse til at lade Milosevic-familien forlade landet, for ingen forventede, at det skulle være forberedelser til at sende Milosevic til Haag »Vi vidste jo, at Milosevic' omkring 20 personlige bodyguards havde meget tunge våben. Der var kritik af, at aktionen var for dårligt planlagt og trak for længe ud, men det var nok fornuftigt at vente til Milosevic var helt mør og havde erkendt, at der ikke var meget hjælp at hente fra almindelige serbere«, siger den 25 årige ingeniør Mladan. Han peger på plakater fra ungdomsbevægelsen Otpor her på Terazija i centrum af Beograd. Den viser Milosevic bag tremmer med et enkelt ord ovenover: Hvornår? »Det har trukket ud alt for længe. Vi har levet i en periode med stagnation efter at en million gik på gaden 5. oktober sidste år og tvang Milosevic fra magten«, siger Mladan. Frydefuld dag Der bliver et mindre opløb omkring os og følgende sætninger svirrer i luften: »Nu kan vi komme videre med den katarsis i samfundet, der blev startet i oktober sidste år«, »Det er en frydefuld dag, for så længe Milosevic var på fri fod frygtede jeg, at det alligevel ikke var forbi« og »Få ville have grædt over, hvis Milosevic havde begået selvmord, men det ville have været for nemt for ham og synd for os«. Det er lettelse, der præger stemningen i Beograd og folk, som tydeligvis mener anderledes, haster videre og vil ikke svare på spørgsmål. En ældre mand mumler: »Du er jo ikke interesseret i min mening. Nu har I fra Vesten jo fået det, som I vil have det. Jugoslavien i knæ«. To ældre kvinder med Milosevic-billeder standser dog velvilligt op. De græder og siger: »Nu er vi endnu fattigere end under Milosevic. Han var slet ikke så slem«. Serbiens indenrigsminister sagde lørdag, at arrestationen af Milosevic ville være sket »inden dagen er omme«. Det er en frydefuld dag, for så længe Milosevic var på fri fod frygtede jeg, at det alligevel ikke var forbi«Da midnat blev passeret var politistyrken ved Uzicka- gaden blevet markant forøget og enhver bevægelse af køretøjer fik folk til at mumle: »Nu tager de ham«. På det tidspunkt var der kun få tilbage, som råbte slagord for Milosevic. Tidligere på aftenen var omkring 500 mennesker samlet, delt op i to grupper, der kastede flasker og sten imod hinanden og politiet måtte afbryde adskillige optræk til håndgemæng. Efter midnat holdt kun et par hundrede ud med overvægt af unge Milosevic-modstandere. De gamle var lusket hjem. »De tager ham sikkert i nat, men der er ikke mere vi kan gøre«, sagde en meget gammel kvinde, der er for usselt klædt på til at klare den bitre nattekulde. Unge havde tændt bål for at holde varmen. Freden er vigtigst En politiofficer sagde til spørgsmålet, om hans folk var ved at tabe tålmodigheden: »Det vigtigste er, at dette går fredeligt til«. Bag hjelmene og skjoldene så mange betjente ud som om de ikke troede, at det var muligt. I løbet af i går sagde mange, som Politiken spurgte, hvorfor så relativt få var taget ud til Dedinje-kvarteret omkring Milosevic-villaen, mens dramaet udspilledes, at de har fået nok af demonstrationer. »et er jo tegn på, at vi går den rette vej. Jeg havde tillid til, at vores nye myndigheder ville klare denne sag«, siger den 60-årige Sonja, der ellers brøster sig af »aldrig at have svigtet en anti-Milosevic demonstration«. Alliance stod sammen »Det bedste ved det hele er, at DOS (alliancen bag Kostunica. red.) stod sammen om dette. Vi kender jo konflikterne mellem præsident (Vojislav) Kostunica og Serbiens ministerpræsident (Zoran) Djindjic. Det var herligt at se dem side om side på tv lørdag aften, hvor de klart tilkendegav, at ingen er hævet over landets lov«, siger den 36- årige maskinarbejder Dejan. Serbiens indenrigsminister Vladan Batic afviste i går spekulationer om store problemer imellem politistyrkerne og hæren, der natten til lørdag havde spændt ben for det første forsøg på at storme bygningen. I en erklæring fra hærledelsen hed det, at man kun havde beskyttet bygningen ikke Milosevic. Den serbiske sikkerhedspolitiske kommentator Daniel Schunter siger imidlertid: »Hele denne sag viste, at vi har et alvorligt problem med en hær, som er forblevet under samme ledelse som i Milosevic-tiden. Hæren bruger sin store indflydelse på Kostunica til at unddrage sig civil kontrol. At militærstyrker spændte ben for politiet viser det problem«. Ifølge militæranalytikeren spiller hærledelsen på uenighederne mellem Kostunica og Djindjic. »Der er dog ikke tale om, at generalerne kører rundt med Kostunica, snarere at han har krammet på dem, fordi de kun kan blive på posterne ved at udvise fuld loyalitet med ham. Men det spil udskyder de nødvendige ændringer i hæren«. Ved Beograds Centrale fængsel var i går en lille skare Milosevic-tilhængere samlet, men journalisterne var i overtal, da Politiken var forbi. Tv viste gentagne gange Milosevic' advokat Toma Fila blive lukket ind. Han sagde, at Milosevic har det »fint under omstændighederne. Han er jo en rolig og afbalanceret mand«. Fila kaldte det »en politisk sag, som bliver unfair«. Viceministerpræsiden Zarko Korac beskrev Milosevic' psykiske tilstand som »ret elendig«. Ifølge Korac havde Milosevic søgt at modsætte sig arrestation til det sidste. »Han var ude af balance og truende. Han viste en pistol, som han havde på sig og sagde, at han ville skyde sig selv og familien«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























