Mindst 25 politifolk i Nepal er dræbt under angreb fra formodede maoistiske oprørere. Ifølge en kilde i landets indenrigsministerium skal mellem 25 og 30 betjente have mistet livet under angrebet, der fandt sted i området Rukum i det centrale Nepal. Til nyhedsbureauet Reuter oplyste politiet, at drabene skete under to omgange i løbet af weekenden, og at tre angribere blev dræbt. De maoistiske oprørere menes ideologisk at lægge sig tæt op ad deres fjerne fæller i Peru - kendt som Den Lysende Sti. Nepals maoister indledte et væbnet oprør i 1996 med det mål at oprette en kommunistisk etpartistat.
Mindst 25 politifolk i Nepal dræbt af oprørere
Lyt til artiklen