Milosevic' residens belejret

»Det er en skam, en rigtig skam«, siger en mand i fyrrerne og skynder sig forbi det store hvide hus i Beograds Dedinje kvarter, som et voksende antal politimænd og specialstyrker har omringet. Bag murene sidder Jugoslaviens mest omstridte mand, tidligere præsident Slobodan Milosevic, hans kone, Mira Markovic, og deres datter. Det er morgen i Beograd efter en lang og kold nat, da omkring 200 personer, Milosevic' tilhængere, politi og journalister, slog lejr uden for den tidligere præsidents bolig og var vidne til et mislykket forsøg på at anholde Milosevic. Stemningen er spændt, men ikke så meget, som man skulle tro. Det er først og fremmest hans støtter, som er ophidsede og spændte, de kigger mistænksomt på udenlandske journalister og spørger aggressivt, om vi er engelske eller amerikanske og gør det helt klart, at disse to nationaliteter ikke er velkomne, eftersom de bærer hoverskylden for Milosevics fald. Kommer man fra Norden er det i orden. Indimellem bliver der sunget, men for det meste står folk og taler, varmer sig ved de bål, de har tændt, og drikker øl og rakia. Politiet er afslappet, står og snakker med Milosevics trofaste støtter. »Vi er her for at passe på vores præsident. Han er stadigvæk indendøre. Han er OK«, siger en ung pige i tyverne. Hun er ophidset og aggressiv over for udlændinge. Hun siger, at militæret vil angribe os, eftersom hun finder vores forsøg på at tale russisk mistænkeligt. Ellers er det mest mænd, som står uden for Usjiska nr. 11-15. En af dem, en ældre herre, præsenterer sig som Dragomir Matic. »Det er en tragedie«, siger Matic, næstformand for Milosevic' Socialistparti i Beograds gamle by og tidligere radiojournalist. Matic er en trofast tilhænger af Milosevic, og han har vist sin støtte ved at stå uden for præsidentboligen de seneste 45 dage, trods en alvorlig hjertesygdom. »Milosevic er en helt og en patriot. Han er manden der modstod NATO aggressionen. Vi, som står her, er folkets vogtere. Vi er ikke krigsforbrydere«, siger Matic. Han skyder først og fremmest skylden på statsminister Djindic. »Det er ham, der er problemet, ikke Kostunica. Jugoslaviens præsident er en god mand, som respekterer demokratiet«, siger Matic. Ved daggry begynder politiet at flytte på sig, langsomt driver politifolkene de folk, som har stået her hele natten, fra huset og ind i skoven. Det sker uden råb, uden skubberi og uden aggression. En ældre kvinde skælder dem ud, anklager dem for at svigte fædrelandet og gøre alt som amerikanerne siger. Andre tier stille og standser ikke, før man ikke længere kan se boligen. Gaderne er ved at komme til live, men borgerne i Beograd synes ikke at være særlig interesserede. De færreste vil udtale sig og skynder sig forbi. En ung kvinde siger dog, at hun ikke har fulgt særlig godt med. Hun gør rede for, at hun ikke er interesseret og kun er glad for, at NATO-angreberne er overstået, og at man nu har en ny regering. Nu vil hun helst have fred. Tre sorte biler kører fra præsidentboligen, fyldt med maskeklædte mænd. De få demonstranter, som stadig befinder sig i området, knytter næverne og råber "Sqiptare!" - et skældsord for Albanere. Andet kan man ikke finde på. Folk er trætte, det har været en lang nat. Milosevic, der fortsat er indendøre, har erklæret, at han ikke vil give op. Han vil hellere dø, end at blive sat i fængsel.